Narkotika Online

The Deep Web er internettes underverden. Et kæmpemæssigt digitalt univers beboet af cyberpunks, libertære internetaktivister, forbrydere og computertroldmænd.
“De allerøverste niveauer af regeringen jagter mig” sagde Dread Pirate Roberts. “Jeg kan ikke tage nogle chancer.”
“Ethvert anarkistisk cyberpåfund som Bitcoin vil hurtigt tiltrække De Fire Ryttere fra Infocalypsen: Mafien, narkohandlere, terrorister og børneporno.”
På Spørgsmålet fra Forbes, om han følte nogen skyld ved at sælge narkotika, svarede han: “Tværtimod. Jeg er stolt af, hvad jeg gør. Jeg kan ikke komme i tanke om ét stof, der ikke bare er det mindste skadeligt. Men det er virkelig ikke pointen. Folk ejer sig selv, de ejer deres egne kroppe, og de har ret til at proppe lige det i den, de har lyst til. Hverken jeg, regeringen eller andre skal bestemme, hvad en person gør ved sin krop.”
“Grundlæggende handler Silkevejen om at undgå regulering fra Staten. Hvis de siger, at vi ikke kan købe eller sælge bestemte ting, så gør vi det alligevel uden repressalier fra dem. Men staten prøver at kontrollere ethvert aspekt af vores liv, ikke kun brug af stoffer. Alle vegne, de gør det, er der en mulighed for at leve, som man vil, på trods af deres indsats.”
Tirsdag 1. oktober 2013 blev Ross William Ulbricht arresteret af FBI. En tilsyneladende helt almindelig 29-årig mand ved en computer på en læsesal på et amerikansk bibliotek. Forud var gået en årelang menneskejagt med deltagelse af alt, hvad der kunne krybe og gå af føderale myndigheder, DEA, FBI, Department of the Treasury, NSA, you name it. En menneskejagt hvor scenen var internettets digitale underverden, The Deep Web. Og byttet var The Dread Pirate Roberts, manden bag The Silk Road, det største online supermarked for illegale stoffer verden endnu har set.
Af: 
Lars Gadegaard Hansen
Biblioteket. Glen Park, en del af San Francisco Public Library. Afdelingen for Science Fiction. Klokken 15.15 – vestkyst tid, USA.
 
Ifølge bibliotektets personale gjorde de otte FBI-agenter ikke meget væsen af sig. De bar almindeligt tøj. Lignede almindelige gæster. Da de kom ind på læsesalen, bevægede de sig roligt i retning af Ross Ulbricht. Satte sig én efter én i nærheden af ham, indtil han til sidst var omringet.
 
Ifølge FBI selv, modsatte Ross William Ulbricht sig ikke anholdelsen og blev ført væk i god ro og orden.
 
På overfladen har Ross Ulbricht lignet en helt almindelig ung mand. Begavet, med en master fra Pennsylvania State University. Gode computerfærdigheder. Oprindeligt fra Texas. Flyttet til San Francisco 2012. Kammerater. Kærester.
 
Tilsyneladende ingen ekstravagante vaner, der kunne knytte ham til de millioner, FBI hævder at have beslaglagt ved anholdelsen.
 
Naboer og familiemedlemmer har reageret med sædvanlig vantro. Ross var helt normal. En sød knægt. “Jeg tror ikke, det var ham.” 
 
Men FBI er sikre i deres sag. Ifølge anklageskriftet er Ross William Ulbricht den person, der i over to år har leget kispus med myndighederne. Drevet verdens største narkotika-webshop, The Silk Road. En online narkobaron. Dollar-multimillionær på narkohandel. Holdt sig under radaren, ude af myndighedernes klør med snedig brug af de nyeste anonymiserings værktøjer, altid et skridt foran politiet med de seneste mindblowing teknologier Tor og Bitcoins. Den infamøse internet pirat, The Dread Pirate Roberts.
 
The Dread Pirate Roberts
På The Deep Web var The Dread Pirate Roberts en helt. The Deep Web er internettes underverden. Et kæmpemæssigt digitalt univers beboet af cyberpunks, libertære internetaktivister, forbrydere og computer-troldmænd. Et sted du ikke havner efter en tilfældig Google søgning, et sted hvor du skal banke på døren og sige kodeordet for at blive lukket ind.
 
 
Hvis der findes en The Deep Web stjerne, så var The Dread Pirate sådan en. Han bød pænt velkommen på sin narko-webshop med ordene “Greetings and welcome to The Silk Road”. I øverste højre hjørne af sitet var et lille ikon, en pirat klædt i sort, med hævet kårde, sort bandana og en sort maske dækkende over øjne og næse og piratens identitet.
 
Mytologien og symbolikken stod klart som skåret glas. The Dread Pirate Robert er ikke én mand, men en række af individer der over tid giver navnet og arven videre. Sætter man én mand ud af spillet, er der blot en anden, der samler kården op og tager masken på.
The Dread Pirate Roberts, karakteren, et lån fra fantasy romanen “The Princes bride”, en skruppelløs og frygtet pirat på de syv have, kan ikke slås ihjel eller spærres inde, for han er intet enkelt individ.
 
Tilbage til virkeligheden 
Og til det absolut indlysende.
 
Det er kun eventyrerne og husarerne, der ligefrem får et kick ud af at skulle besøge byens dårligste nabolag for at købe stoffer.
For hvor sjovt er det egentlig at skulle kigge sig over skulderen ned af Istedgade, holde sig fri af civil politi, følge med ind i en mørk gyde og købe skodcoke hostet op af en stor kleppert fra Vestafrika.
 
For de mere mageligt anlagte, dem der gerne vil nyde en pibe etellerandet, uden at skulle hænge med kriminelle, er det en temmelig betagende tanke bare at kunne sætte sig til skærmen, åbne Firefox og så begynde at surfe alle tænkelige former for narko. Når du finder frem til din yndlingsmarok, propper du den blot i indkøbskurven, supplerer med lidt kokain på tilbud og går til checkout for at betale. Fire dage efter ligger varerne, i en fin vakuumpakke, i din fysiske postkasse.
 
Lyder det som fri fantasi? En fremtidsvision? Eller dystopi – alt efter sindelag. Nuvel, fremtiden var her allerede. Den hed “The Silk Road” – dit illegale online supermarked.
 
Silkevejen
The Silk Road var kun en blandt mange “sort marked” online-butikker på The Deep Web. Det var ikke engang den eneste, der solgte stoffer. Men den var så absolut den mest kendte.
Silkevejen, efter den gamle handelsrute til og fra Østen, blev grundlagt i 2011 og levede i starten et forholdsvist anonymt liv på The Deep Web. Det ændrede sig med en stort anlagt artikelserie i Forbes Magazine i år, hvor journalisten Andy Greenberg under overskriften “Et interview med en digital narkobaron: Silkevejens Dread Pirate Roberts” fik Piraten i tale.
 
Det var lidt af et journalistisk scoop. En narkobaron, digital eller ej, vil altid have en skydeskive malet på ryggen, og som andre narkobaroner før ham havde Dread Pirate Roberts god grund til at være forsigtig og ikke snakke med journalister. Udover fundamentalt at ændre den måde narkotika bliver distribueret på og derved pisse en masse analoge kolleger af, så havde også det Amerikanske Narko Agentur, DEA, et godt øje til folkene bag Silkevejen. I særdeleshed til The Dread Pirate Roberts.
Det forstod man godt, når man først havde klikket sig igennem Silkevejens varesortiment. 
 
IlLEGAL Magasin loggede sig på Silkevejen første gang i september måned, en måned før anholdensen af Ross William Ulbricht. Processen var i korte træk – Download og installer Tor. Tor er den teknologi, man bruger til at skjule sin færden på The Deep Web eller på internettet i det hele taget. Et lille program du tænder for, så du kan færdes anonymt på nettet, uden at Google spammer dig med reklamer for Viagra, fordi du én gang har søgt på “rejsningsbesvær”. Uden at du bliver busted for at købe stoffer på Silkevejen. Dernæst – indsæt den spøjse adresse http://silkroadvb5piz3r.onion i browserens adressebar. Adressen på Silkevejen. Det sære postfix, onion, indikerer, at vi nu bevæger os anonymt, ip-adressen skjult, på en af The Deep Webs Tor Hidden Services. Lav et login. Log på.
 
 
 
Sådan. 10 minutters googling. Lidt download og installation. Mindre teknisk snilde end det kræver at sikre sin netbank mod Java sikkerhedshuller. Vi var på – og i stand til anonymt at shoppe den ene hyldemeter efter den anden af illegal narkotika. 
 
“It kind of felt like I was in the future.”
 
Skriver en bruger, Mark, om sin oplevelse med Silkevejen. Og ja, Silkevejen fik også ILLEGALs indsendte til at tabe kæben ned på tastaturet. Men når først sveden igen var tørret på håndfladerne, så var det mere en tilbagelænet følelse af, hvor almindeligt det alt sammen virkede, der tog over. 
 
Nicolas Christin, forsker ved Carnegie Mellon University Cybersecurity Center:
 
“For mig var det mest overraskende, hvor normalt, når man ser bort fra de varer, der bliver solgt, hele handelspladsen syntes at være.”
 
Christin brugte seks måneder på at kortlægge Silkevejen og dens produktkatalog. Og selvom sortimentet såmænd både bestod af bøger, elektronik og erotika, så var det de illegale stoffer, der dominerede. Totalt.
 
Christins undersøgelser viser, at næsten 14 procent af alle varer på Silkevejen var pot, og herefter kom hårde stoffer og receptpligtig medicin i nævnte rækkefølge. Som Dread Pirate Roberts skrev i sin velkomst på Silkevejen
 
“Måske vil du blive chokeret over at finde varer her (Silkevejen .red), som er illegale, hvor du bor.”
 
Det var ingen underdrivelse. Da ILLEGAL Magasin klikkede sig ind på menu-punktet “Shop by category” foldede der sig en meter lang menu ud med produkter, der i de fleste lande ville sende indehaveren flere år bag tremmer. Golden Triangle heroin. 72% pure speed. Pure cocaine. Peruvian HQ cocaine 83%. 1g 1st (Manali) Morocco Rif Hash – Fair Trade. Afghan heroin (Light brown powder #3) strong!
 
Så kan det måske syntes bizart, at The Dread Pirate Roberts fortsatte sin velkomst sådan her:
 
“Men det betyder ikke, at Silkevejen er lovløs. Faktisk, har vi et meget strengt adfærdskodeks, som de fleste ville være enige i, hvis de tænker over det. Vores grundregler er: Behandle andre, som du gerne vil behandles selv, pas dig selv og undgå at skade eller snyde andre.” 
 
Piratens selvbillede var mildest talt ikke i overensstemmelse med billedet af en skruppelløs narkobaron, som medierne tegnede af ham. Men på det punkt var forskeren Nicolas Christin enig med The Dread Pirate Roberts.
 
“Silkevejen er interessant, fordi vi ser dem som narkohandlere. Det er de ikke. Grundlæggende så sælger de (Silkevejen .red) sikkerhed til folk, som sælger og køber stoffer ... det er helt klart ikke, hvad folk tror, Silkevejen tjener penge på.”
 
Den Blå avis for narko! Heroin eller brugte cykler – lige meget. Eneste forskel var det indlysende ønske om anonymitet for sælger, køber og butiksindehaver, der følger med at drive en narkoforretning. Ifølge forskeren Nicolas Christin en god grund til at holde sikkerheden højt.
 
“Hvis man ser bort fra, hvad der bliver solgt der, så er de nogle meget succesfulde entreprenører, med gode tekniske færdigheder i at drive og vedligeholde et meget komplekst miljø.” 
 
“Husk på”, sagde han, “Ét enkelt fejltrin, og de kan være sikre på at tilbringe resten af deres liv i fængsel”.
 
Da Forbes journalisten Andy Greenberg først forsøgte at lande et interview med The Dread Pirate Roberts, tog det otte måneders digitalt friere at få det i stand. Roberts afviste pure at mødes i den fysiske verden. Ingen telefonopkald, mail, Skype eller anden åben teknologi, der potentielt kunne afsløre hans egen identitet eller hans serveres placering. Al kommunikation foregik gennem Silkevejens egne fora og beskedsystemer under beskyttelse af Tor ́s uendelige anonymiserende lag.
 
“De allerøverste niveauer af regeringen jagter mig”, sagde Dread Pirate Roberts. “Jeg kan ikke tage nogle chancer.” 
 
Roberts var sig yderst bevidst om, at det øjeblik han mistede sit teknologiske forspring til myndighederne, så ville hans liv være forbi. Det er grund i sig selv til at være på sikkerhedsmæssig forkant med den teknologiske udvikling. En anden er forretning.
 
Selvom The Dread Pirate Roberts ikke direkte tjente penge på at sælge stoffer, så var Silkevejen alligevel en rigtig fin forretning. Som udgangspunkt tog Silkevejen
10 procent i kommission af hvert eneste salg. Det bliver alligevel til en sjat på en side med 60.000 daglige besøgende. 
 
Da Forbes spurgte til værdien af Silkevejen, svarede Roberts: “Jeg overvejer ikke at sælge for mindre end 10 måske 11 cifre”, og fortsatte: “På et tidspunkt bliver I nødt til at putte The Dread Pirate Roberts på den liste, I holder jer ovre på Forbes”.
 
En hundrekroneseddel sladrer ikke 
The Dread Pirate Roberts liv og forretning lå i hænderne på to teknologier. To teknologier, der i hver deres egen ret er en digital revolution, og som i genial forening
var hele grundlaget for, at myndighederne i årevis blev efterladt lammede, mens en handelsplads for narkotika blomstrede lige under næsen på dem. Tor og Bitcoins.
 
Bitcoins er den valuta, man brugte på Silkevejen. Ikke Dollars. Ikke Euro. Bitcoins. Bitcoins er en digital valuta, men det tiltalende ved Bitcoins er netop, at de ligner og opfører sig fuldstændigt som gode gammeldags penge af papir og metal. Lige så private og anonyme som kontanter. Bare digitale.
 
Lyder det for godt til at være sandt? Dread Pirate Roberts var fuldstændig klar i spyttet, når han snakkede om Bitcoins betydning: “Vi taler om potentialet for et monumentalt skift i verdenens magtstrukturer”, sagde han.
 
“Folket kan nu kontrollere udbredelsen af information [Internettet] og strømmen af penge [Bitcoins]. Sektor efter sektor, bliver staten taget ud af ligningen.”
 
På sin vis forstår man godt, at libertære internet-aktivister som The Dread Pirate Roberts er begejstrede for Bitcoins. Siden den første internethandel så dagens lys, har stater og banker monopoliseret pengeoverførsler og snyltet på betalinger, der grundlæggende burde være gratis.
 
Bitcoins har med et slag, og snedige algoritmer, vristet pengekontrollen ud af hænderne på de finansielle gribbe og gjort betaling til et anliggende mellem dig og mig. Penge fra lomme til lomme, fra pung til pung, uden et hav af gebyrer og procenter og skatter. 
 
Nakamoto spøgelset
Bitcoins blev første gang nævnt i 2008 i en udgivelse af programmøren Satoshi Nakamoto. “Han” kaldte det et “Peer-to-Peer” elektronisk pengesystem. Men ligesom The Dread Pirate Roberts, er Satoshi Nakamoto et spøgelse. Han findes ikke. Navnet er et pseudonym, og det er aldrig blevet offentligt kendt, hvem der egentlig har opfundet crypto-valutaen Bitcoins.
Det har dog ikke forhindret, at Bitcoins er vokset både i styrke og udbredelse – der er flere og flere steder på internettet og dets onde fætter, The Deep Web, hvor man kan betale med Bitcoins – og det har både forvirret og bekymret myndighederne. De Amerikanske myndigheder har bekendtgjort, at de følger nøje med i bitcoins udvikling – fra højeste niveau tøver de med at anerkende det som en officiel valuta – og på bekymringssiden er, at det er sider som Silkevejen – altså, salg af narko – der har været drivkraften bag udvikling og værdisætningen af Bitcoins. 
 
Da internetmagasinet Gawker første gang havde historien om Silkevejen i juli 2011, gik kursen på Bitcoins fra 10$ til 14$ på under 48 timer. Gawkers næste overskrift lød:
 
“Alle vil ha ́ Bitcoins, efter de har fundet ud af, at man kan købe stoffer med dem.”
 
Bruce Sterling, forfatter og såkaldt futurist, skærer bekymringen ud i pap:
 
“Ethvert anarkistisk cyberpåfund som bitcoin vil hurtigt tiltrække De Fire Ryttere fra Infocalypsen: Mafien, narkohandlere, terrorister og børneporno.”
 
Kritikkernes påstand er kort sagt, at Bitcoins kun er en valuta til at købe illegale tjenester og produkter for. Til det svarer en talsmand for Mt Gox – et Tokyo baseret
handelssted for Bitcoins – kort og lakonisk 
 
“U.S. Dollar er den primære måde at erhverve sig illegale varer og services på ... Skulle den amerikanske regering så holde op med at udstede Dollars?”
 
Piratens maske
Bitcoins og Tor er alt det internettet var og skulle have været. Vidensdeling. Fri information. Udveksling af det ene og det andet. Et online civil-samfund af dig og mig i dialog uden at blive aflyttet af NSA eller en anden paranoid efterretningstjeneste. En samtale uden at Facebook eller Google sniffer rundt og slår mønt på vores vaner og forbrug. 
 
Teknologier som Tor og Bitcoins retter de fejl, der har været iboende i internettet fra starten af, og som vi er kommet til at betragte som naturlove – at alle kan følge med i, hvad vi gør, hvor vi har været, og tilmed blive styrtende rige på det. 
 
Det er ikke så overraskende, at lukkede samfund som Kina og Iran kæmper for at begrænse friheden på interenettet og aktivt forbyder værktøjer som Tor. Desværre er der også mange stemmer fra “Den Frie Verden”, der med fjollede cirkelargumenter fra terrorbekæmpelsen insisterer på, at den bedste måde at beskytte vores friheds rettigheder på, er ved at lukke dem ned. 
 
“Staten kan prøve at forbyde vores værktøjer, men hvis vi holder op med at bruge dem af frygt for at de bliver forbudt, så har vi allerede tabt, ikke?”
sagde The Dread Pirate Roberts. 
 
For piraten var spørgsmålet om, hvorvidt han var en forbryder eller ej, komplet irrelevant. Salg af illegal narkotika var ikke blot et nødvendigt onde i hans frihedskamp.
Det var hans frihedskamp. 
 
På Spørgsmålet fra Forbes, om han følte nogen skyld ved at sælge narkotika, svarede han:
 
“Tværtimod. Jeg er stolt af, hvad jeg gør. Jeg kan ikke komme i tanke om ét stof, der ikke bare er det mindste skadeligt. Men det er virkelig ikke pointen. Folk ejer sig selv, de ejer deres egne kroppe, og de har ret til at proppe lige det i den, de har lyst til. Hverken jeg, regeringen eller andre skal bestemme, hvad en person gør ved sin krop.”
 
Ironisk nok er Tor en teknologi, der i begyndelsen var betalt af den amerikanske flåde. Tænkt og brugt som et værktøj til at beskytte en bruger mod netværksovervågning og trafikanalyse.
 
I 2011 vandt Tor en pris fra The Free Software Foundation, med følgende begrundelse “Tor har rundt regnet gjort det muligt for 36 millioner mennesker rundt omkring i verden at opleve friheden ved adgang og ytringsfrihed på internettet uden at opgive deres ret til anonymitet og privatliv."
 
Tor ́s netværk har vist sig afgørende for oppositionsbevægelser i Iran og senest i Egypten.” Og det er præcis, hvad Tor handler om. At dissidenter i Iran, Egypten og Syrien kan tale frit uden at få trukket neglene af af en sikkerhedstjeneste. Det handler om, at du kan slippe for, at Google og Facebook ved mere om dig end din mor, din kæreste og dig selv tilsammen.
 
Magasinet Foreign Policy havde skaberne af Tor på sin liste over de 100 største tænkere: “For at gøre nettet sikkert for whistleblowers”.
 
Det handler nemlig også om de moderne frihedshelte – Assange, Manning og Snowden, der alle ville have haft ualmindeligt svært ved at løfte sløret for regeringshemmeligheder og overgreb uden et anonymiseringsværktøj som Tor.
 
Men for alle de indiskutabelt fantastiske ting, Tor – The Onion Router – leverer infrastruktur til, er der også et liv under internettets overflade, hvor lyset er gråt, og de gode er svære at skelne fra de onde. Silkevejen eksisterer ikke længere. Hvor der før var et travlt marked for narkotika, er nu en kort besked fra FBI “Denne skjulte side er beslagtlagt af myndighederne”. Men The Deep Web holder ikke op med at eksistere. 
 
Tor er din maske, når du dykker ned i The Deeps Webs underverden. Men alle du møder dernede vil også være gemt bag en sort maske, som The Dread Pirate Roberts. Du kan ikke vide, om de er kriminelle, cyberpunks, kryptoanarkister eller libertære wannabe filosoffer.
 
Måske er de det hele på én gang.
 
The Dread Pirate Roberts inden han blev arresteret en tirsdag i oktober:
 
“Grundlæggende handler Silkevejen om at undgå regulering fra Staten. Hvis de siger, at vi ikke kan købe eller sælge bestemte ting, så gør vi det alligevel uden repressalier fra dem. Men staten prøver at kontrollere ethvert aspekt af vores liv, ikke kun brug af stoffer. Alle vegne, de gør det, er der en mulighed for at leve, som man vil, på trods af deres indsats.”
 
Ifølge hans egen mytologi, mytologien om The Dread Pirate Roberts, har FBI arresteret Ross William Ulbricht. En ung mand med en fetich for frihed og sort tøj. The Dread Pirate er stadig på fri fod. Ude på The Deep Web ligger der en maske og flyder. Venter på, at nogen samler den op og bærer arven videre fra The Dread Pirate Roberts. 
 
Når én pirat, en narkobaron eller pusher bli ́r sat ud af spillet, står der to klar i kulissen til at tage over.