af Michael Lodberg OlsenIllegal 1

Introduktion

ILLEGAL magasin har én grundlæggende holdning: Stofbrugere skal afkriminaliseres! Om du ryger visne blade, sniffer coke, fixer heroin eller spiser alle de piller du kan købe af en pensionist ved bagindgangen til Københavns Hovedbanegård – så er det ikke en opgave for politi eller fængselsvæsnet, det er en sundheds- og socialopgave! ILLEGAL ønsker en stofbrugerpolitik frem for en narkopolitik: Der skal være fokus på mennesket frem for på stoffet! ILLEGAL ønsker at synliggøre nydelsesmidler i den kontekst de er i – i 2013 – og ikke i den forældede forståelse, som regeringer rundt omkring i verden ser den i: At tro at en krig mod narko kan vindes – når der over 40 år efter den er igangsat, aldrig har været flere og billigere stoffer tilgængelig i hele verden! ILLEGAL Magasin siger “pas på stoffer” – de er vanedannende og du kan blive afhængig af dem. Hvis det sker er politiet ikke løsningen. Løsningen er gode sundhedstilbud der kan hjælpe dig ud af din afhængighed. “Jeg er blevet afhængig af stoffer og derfor blevet kriminel. Det er forkert!” siger stofbruger Klaus i ILLEGAL Magasin! En anden stofbruger skriver til justitsministeren for at bede om fred: “Det er kriminelle der styrer mit liv”.

ILLEGAL Magasin er lavet af frivillige – af civil-samfundet. Vi kan ikke ændre loven – men vi kan hjælpe de mest udsatte stofbrugere, der er blevet afhængige af illegale stoffer med at være mindre kriminelle. ILLEGAL Magasin er en hjælpende hånd til de stofbrugere, der er blevet afhængige og tvunget ud i kriminalitet eller prostitution for at skaffe det næste fix. De sælger bladet på gaden i København.

STØT DEM – KØB BLADET og gør dem lidt mindre illegale!

Velkommen til ILLEGAL!