Illegal 7

Jeg troede, jeg skulle dø

Af: Simone

»Six pills and one gram of coke.« Min veninde har fået kontakt til den her pusher, som solgte høj kvalitet til billige penge. Vi send- te ordren afsted sammen med en adresse. »5 minutes«, lød svaret tilbage, og vi stillede os ned på hjørnet af gaden. Dér var han. Vi fik pakken, afleverede pengene. Ud igen. Han kørte straks videre, og vi skyndte os til- bage i lejligheden, hvor maden var ved at være færdig. I Amsterdam er det nærmest nemmere at købe stoffer, end det er at få take away i Danmark. Jeg var på besøg dernede i en uge, og det var en del af planen, at vi skulle til technofest på MDMA. Nu var det blevet fredag, og vi havde fundet en fest med noget godt techno i en kæmpe lagerbygning i udkanten af byen.

Oppe i lejligheden var vi alle samlet nu. Vi delte lidt vin, hyggesnakkede og lyttede til det musik, der skulle flyde ud ad højtalerne senere. Det lød virkelig lækkert. En eller anden kendt dj fra Berlin. Poserne blev hevet frem, og vi studerede de brune piller og den hvide pulver lidt. Det så godt ud, blev der selvsikkert vurderet. De brune piller havde været en succes alle de andre gange, forsikrede min veninde – de indeholdt meget MDMA.

På bordet med vodka og rødvin blev coken cuttet, og jeg tror nok, vi alle tog en del streger. Jeg ville egentligt bare have haft MDMA, men jeg kunne alligevel ikke dy mig, da de andre pudrede næsen.

Da vi endelig tog os sammen til at cykle mod musikken, var vi alle mere eller mindre høje på coke. Vi ævlede i en lind strøm allesammen, og mine øjne var totalt opspeedede. Jeg havde også snuppet en kvart pille, timet til at virke, når vi kom frem.

Inde i den mørke hal var der semi-fyldt med mennesker, og musikken pumpede lækkert og højt, så gulvet rungede. MDMA’en havde sat ind hos de andre, men jeg kunne ikke mærke nogen forandring. Jeg var bare rastløs og med store øjne. Jeg prøvede at danse, men jeg følte ikke rigtig musikken, som de andre gjorde. Nu blev jeg lidt irriteret på mig selv – ville jo være høj på MDMA, ikke på coke. Der gik noget tid, og så besluttede vi os for, at jeg godt kunne tage en kvart pille mere. Vi stod på række midt på dansegulvet og kiggede forgudende op mod dj’en.

Og så skete det. Fra det ene sekund til det andet.
Jeg blev vægtløs, mine fødder havde ingen forbindelse til jorden, jeg kunne ikke mærke mine hænder, og jeg kunne kun se skygger eller streger i luften. Ingen mennesker. Mit hjerte galopperede afsted, og jeg havde svært ved at holde mig oprejst. »Jeg har det ikke godt, jeg kan ikke se dig, jeg kan ikke mærke min krop«, fik jeg sagt til min veninde, imens jeg dinglede rundt. Hun lagde armen om mig og bad de andre om at holde om mig, til hun kom tilbage med noget vand. Panikken spredte sig i mig.

»Har jeg fået det samme som jer? Hvorfor kan jeg ikke mærke mine arme og ben? Hvorfor har I det ikke på samme måde?«

Min veninde hældte vand i hal- sen på mig, aede mig på ryggen, i håret, på mine arme. Alle steder, hun kunne komme til og forsikrede mig, at jeg havde fået det samme som dem, og at jeg ikke skulle være bange. I få sekunder følte jeg mig tryg, når hun rørte ved mig. Men det var ikke nok. »Det er ikke rigtigt det her, har jeg fået for meget? Betyder det, jeg dør nu? Jeg vil ikke dø nu.« De hældte mere vand på mig, og min veninde holdt om mig, imens hun kiggede mig i øjnene og sagde, at jeg ikke skulle være bange. Når jeg kunne reflektere over min egen situation, så var jeg ikke i fare.

Men jeg troede, jeg skulle dø.

Min tidsfornemmelse var ikke-eksisterende, men måske fem til 10 minutter efter begyndte jeg at danse med mine vaklende ben. Det føltes stadigvæk, som om jeg ikke vejede noget, og jeg kunne heller ikke rigtig se noget – andet end en masse flotte farver, men jeg var glad nu. Jeg dansede lidt rundt, lidt klodset og vist ikke rigtig i takt til noget. Jeg snublede lidt, kom over til de andre igen, og jeg kan svagt huske, de kiggede lidt undrende på mig og snakkede om, hvad de skulle gøre. Om jeg skulle hjem.
Min veninde smilede til mig, rørte ved mig igen, og det gjorde mig utrolig glad indeni.

Jeg var ikke ved at dø. Jeg havde bare brug for tryghed og omsorg.

Musikken føltes godt i kroppen nu. En fyr på dansegulvet blev ved med at smile til mig. Jeg stillede mig foran ham, smilede lidt tilbage til ham, vi dansede ved siden af hinanden lidt, og så kyssede jeg ham. Jeg forsvandt hurtigt væk igen, ind i mæng- den af trampende mennesker. Jeg følte, jeg svævede rundt, men følelsen i mine hænder og fødder var tilbage. Så stod han der pludselig igen, vi kyssede, og jeg forsvandt. Sådan fortsatte det i et stykke tid, indtil han stod der, og jeg ikke gad kysse mere. Nu ville jeg bare danse med mu- sikken.