Illegal 7

En bluffers guide til musik og drugs

Af: Morten Vammen
Illustreret af: Arvid Wretman

Da jeg var barn, hev mine forældre mig ind og se Woodstock-dokumentaren i en potstinkende biograf – og selv for et barn var der ingen tvivl om, at The Who var vrede af efterkrigstraumer, testosteron og amfetamin, og at Hendrix boblede af syre. Jeg fandt vinylerne derhjemme og bemærkede, at musikerne synkront smed jakkesættene i 1966 til fordel for mere gøglerisk ahistorisk gear, før de ofte endte som rene mudderhippier omkring et lejrbål. Alt var smurt ind i mere eller mindre skjulte narkoreferencer. Det var meget tydeligt allerede der, at musik ikke bare eksisterede i sit eget lukkede rum, men var under indflydelse af verdens og samtidens kemi.

Da jeg så blev teenager, blev mit elskede stereoanlæg 3D via hash. Bare at ligge og kokse til psykedelisk garagerock, Kraut, ambient, postpunk og dub var toppen dengang, ligesom at køre på staden på en racercykel med walkman på.

Pludselig kom der en masse billige dimser, så man kunne lave et studie derhjemme, og for en rastløs testosteronramt teenage-knægt var pot fint til at styre ADHD’en, så man kunne fokusere på manualerne uden at overspringshandle eller jage damer. En dag tog vi svampe i studiet, og ukendte nuancer i de noget mudrede dilettantiske bong-produktioner åbenbaredes – tid og rum – stilheden i musikken – blev meget nærværende.

Slut med uendelige overdubs og wah wah delays på alle instrumenter, ud med sloppy timing og grumsede teksturer. Musikken var selv blevet et drug, en slags arkitekttegning til fremtiden, en krystalkugle hvor vi forudsagde it-samfundet, terroren, nettet, overvågningen – før vi havde en pc, men også en fysisk glæde.

Senere røg jeg ind i store stu- dier med bands for at drysse lidt fremtids-sampler-tryllestøv på deres post-punk-pasticher. Den- gang var processerne meget lange, ofte tog det en uge for en masse musikere og teknikere at lave en single, og der var enorm ventetid. Der kom hash ind ganske nyttigt, men gjorde også, at ingen kunne beslutte sig, samtidig med at der var alt for mange kokke til den tit i forvejen udsøgt fordærvede musik. Tit var det en manager, sanger eller guitarist med et enormt ego, der styrede slagets gang som en sportsmediciner, og når studietiden var ved at løbe ud, og der skulle commites til masterbåndet, kom den hemmelige cokepose frem, der havde holdt ham kørende bag vores ryg. BANG, så lettede ugers hashtåge, og der blev taget ofte kyniske liberale beslutninger, for musik bliver aldrig færdigt, det bliver forladt, og ingen kan sælge “sjæl”.

Jeg indspillede en trommeslager før, under og efter kokain: Han spillede markant hårdere, mere simpelt og med oppustet selvtillid, men var reelt efter beatet, da han var bedøvet. På hash røg han op og ned i tempo, flippede mere over klange i bækkenerne, men glemte fills og perioder. Det var så grelt, man kunne se det i wave-editoren. Derefter foretrak jeg at lave en bund med samplede trommer og så lade ham spille bækkener og detaljer ovenpå. En anden trommeslager kiggede altid op i loftet og var totalt steady som en metronom, men da vi ryddede op fandt vi en flaske metadon med hans navn på. Mange af menneskerne fra den periode er mærket selv i dag.

Live-koncerterne var et cirkus i individuelle doseringer, hvor bandet forsvandt ud på hver sit wc fem minutter før start. Det slog mig, at bands handlede mere om egoer, identitet og stoffer end musik, så jeg fik så meget musikgear, at jeg kunne lave alt selv.

Min første cd var meget lavet på afghansk hash, men da skunken kom, skete der noget. Fra at rode rundt i hiphop- og house- tempi blev alt manisk, spætten- de og funky, trommerne blev en dobbelttempo-tekstur i kontrast til noget sub-massage-bas.

Pot er rap, skunk er jungle. Disco og house er tit kokain, techno er straight eller mdma, sådan helt generelt. Jeg hader E, så det var en pine at være studienisse for rave-producere, der bare vil have uendelige helt mini- male følelsesløse syv minutters grooves med tysk fod på.

Senere kom dubsteb, der jo kø- rer bassen op som lead, men i slummet reggae-tempo. Jeg undrede mig over, hvad fanden de tog, siden de fandt på den mu- sik, men opdagede så, at det var en fejl i et playstation-program, de unge brugte. Det gjorde, man kun kunne lægge lilletrommen på 3 og ikke 2 og 4 som i rave, ligesom de unge producere ikke havde hiphop som de- res indre lydbank, da de ikke var vokset op med vinyl, men med pc-spil, der så var deres favorit- samples til nye kompositioner. Stofferne var de samme som al- tid, men den nye generation var udsat for en anden teknologi.

DJ-scenen hævede grænsen for, hvor fucked man kunne være på scenen. Det kræver trods alt mindre motorisk fokus at betjene en pult end et instrument, og jeg har ofte set DJs falde om midt i et sæt.

I dag er EDM måske lavet til nu- tidens storklubbers lattergas, MDMA, coke og vodka-mix med sit kunstige rutsjebane-rush, og techno-house er nu engang lavet til MDMA, ligesom dub er for rygere. Sponsorrock er stadig hash og bajermusik. Musik er ikke Tour de France, man kan ikke lave dopingkontrol.

På et tidspunkt fattede jeg selv, at jeg lavede massekommunikation, især da jeg begyndte at lave soundtracks og jingler, og så er det jo om at holde hove- det klart – det nytter ikke, at ens musik kun virker, når man har en særlig dosering af et særligt stof, og musik lavet på stoffer bliver tit kun forstået af ligesindede.

Jeg ville aldrig være alle mine skæve erfaringer foruden. De har klart været en faktor i dannelsen af mit musikliv, men det er rart at kunne skille tingene ad igen – og bare være høj på musikken alene.