Illegal 7

Ummagumma på potchai

Af: Jesper Lambæk, dokumentarist/ejer af Historiefabrikken

Vi er i et parcelhus i 1984 i en forstad til Køge. Vi er en flok drenge, 18-20 år gamle. Og sammen indtager vi en gryde potchai. Vi er både uerfarne i potchai-brygning og uklare over, hvor stærkt potten er, så da der går for lang tid, før virkningen indtræder, tænder vi i stedet en chillum hash.
Den virker, som den skal. Sædvanen tro tager det ene grineflip det næste, og vi skriger også af grin dybt og længe, da potchai’en midt i en latterkrampe pludselig melder sin ankomst. Den sparker døren ind.

Jeg ser dobbelt, måske tredobbelt, og jeg kan godt mærke, at jeg er på vej ud, hvor jeg ikke kan bunde. Jeg er på vej på et THC-trip, jeg ikke troede var muligt, og på vej til en oplevelse, der vil stå som en milepæl for ikke bare mig, men også de andre. Vi kan alle stadig huske den aften, hvor vi i ungdommens vovemod fik potchai-forgiftning, og hvor vi hørte Pink Floyds album Ummagumma.
Af frygt for at Svend E’s forældre skal komme hjem, slæber vi os totalt udstenede ind på hans værelse bagerst i huset og lægger os, hvor vi kan. Selv kan jeg ikke røre mig, og jeg vil ikke røre mig. Alle mine kræfter bruger jeg på at holde mig oven vande, og enhver bevægelse eller forsøg på at kommunikere er ubehagelig.
Svend E har en smule mere overskud, virker det til, og han ved, hvad vi har brug for: Ummagumma.
Ummagumma er en dobbelt LP af Pink Floyd udgivet i 1969. Svend E lægger side tre på pladespilleren, sætter den på repeat og kravler tilbage i seng.
Musikken er ultra høj, og sammen tager vi en rejse ind i den. Alle andre sansefornemmelser ophører, kun høresansen er tilbage. Den høje musik omslutter os, som lå vi i en vandtank og kunne intet andet registrere eller mærke. Vi er alle nede i rillen sammen med pickuppen. Dybt nede i rillen.
Det er svært præcist at genkalde musikken så mange år efter, men vi husker alle noget med fluer, mærkelige dyr og sær keltisk tale. Jeg leder på nettet og finder ud af, at der var tre numre på den side. Specielt det sidste nummer gjorde indtryk på mig.
Titlen taler for sig selv: Several Species of Small Furry Animals Gathered Together in a Cave and Grooving with a Pict. (Min oversættelse: Forskellige arter af små pelsdyr mødtes i en hule og “hyggede” sig med en Pict. Pict=menneske fra forhistorisk keltisk folk i Skotland.)
Jeg genhører nummeret og kan sagtens huske det. Jeg lukker øjnene, tager høretelefoner på og skruer godt op. Et mylder af små pelsdyr insisterer på at komme frem i et påtrængende, uhyggeligt, barokt, sjovt og frem for alt underligt univers. Der vandres fra højre til venstre i stereobilledet, og den forhistoriske skotte holder igen sin enetale til slut.
Dengang i parcelhuset hørte vi pladen igen og igen på fuld styrke. Desværre var katten Palle sluppet med ind i rummet. Palle var et meget følsomt dyr. I perioder drønede den vildt rundt i rummet på jagt efter en udvej, og i den vilde flugt landede den af og til på pladespilleren, hvilket i min komatilstand gav mig de frygteligste chok, når pickuppen hoppede. Fuldstændig forsvarsløs og uforberedt bragede katten ind i lydbilledet og trak mig med bankende hjerte til- bage til virkeligheden.
På et tidspunkt slap Palle ud, og vi sov alle lammede natten igennem. Op ad formiddagen næste dag var jeg igen i stand til at stå på benene, glad og fortumlet over at være kommet helskindet igennem både rusen og Ummagumma.