af Anna Sofie • illustrationer/fotos Nanna Rosenfeldt-Olsen Illegal 7

Speed plus danskvand er en stærk kombi

“Speed får mig altid i det humør, jeg har lyst til at være i, når jeg skal høre hardcore.”

Min yndlingsfestival er K-Town Hardcore Fest i Ungdomshuset. Det er en festival med masser af den slags musik, jeg elsker, nemlig hardcore punk, og så er det også den festival, der mixer bedst med stoffer for mig, fordi den er så tryg.

Jeg er altid hellere på den sikre side, når det kommer til stoffer, og jeg gider slet ikke psykedeliske stoffer på festival. Jeg er for gammel til dårlige stofoplevelser, så jeg vil altid hellere slappe lidt af end at slikke posen så at sige. Men K-Town er den perfekte festival til at tage speed. Det er totalt slum, men jeg el- sker speed. Speed får mig altid i det humør, jeg har lyst til at være i, når jeg skal høre hardcore.
Det er det perfekte match. Balancen mellem at være overstadig, lykkelig og have lyst til at være mega fysisk og slås med sine venner.

Når jeg har taget speed, er jeg meget mere tilbøjelig til at være frygtløs i forhold til at deltage i koncerter i modsætning til bare at se på. Jeg er ikke bange for at slå mig i en moshpit. Når jeg vågner efter at have været til koncert på speed, har jeg altid helt vildt mange blå mærker, men jeg kan også huske alting. Det er en af de ting, jeg elsker ved speed frem for fx alkohol, nemlig at alting bliver mere klart, mere overskueligt.

Mange af mine venner foretrækker MDMA, men jeg har altid været særligt glad for den rene oplevelse, speed giver. Det er ikke altid, man kan overskue at blive revet så meget rundt følelsesmæssigt. Der er ikke noget erkendelsespotentiale i speed, men det er fucking sjovt. Jeg føler ikke, at jeg har opført mig som en anden eller gjort noget nederen dagen efter.

“Speed får mig altid i det humør, jeg har lyst til at være i, når jeg skal høre hardcore.”

Jeg elsker mange forskellige slags stoffer, og det er enormt individuelt, hvilke stoffer man har let ved at navigere, og hvilke der er mere besværlige. For mig er svampe og LSD meget mere usikre stoffer, og dem tager jeg kun, når jeg er i kontrol over mine omgivelser. Det betyder ikke, at jeg ikke nyder dem, men alting har sin plads. En festival er en setting, hvor man er totalt ude af kontrol, og så skal man være sikker på, at man kan magte de stoffer, man tager. Jeg ville aldrig tage et stof for første gang på en festival. Med årene er jeg også blevet god til ikke at drikke så meget, når jeg er på stoffer. For det første har jeg det federe og kan bedre mærke de stoffer, jeg tager, og jeg opfører mig bedre. For det andet gør det en kolossal forskel på, hvor skod man behøver at få det dagene efter en tur. Speed plus danskvand er en stærk kombi, næsten sundt!