af Michelle Færch • illustrationer/fotos Kim Matthäi Leland / "Original Bang Ding" album cover Illegal 7

Raske Penge: “Bruger stoffer til at se livet, arbejdet og mig selv fra et andet perspektiv.”

Den danske dancehall-kunstner Rasmus Poulsen aka Raske Penge er efterhånden kendt for sin liberale holdning til stoffer, og videoen til hans aktuelle single “hvem Ved” minder også mest af alt om en visualisering af et psykedelisk trip. Med de rigtige mennesker, i gode omgivelser og med den rette viden kan stofoplevelser give nye perspektiver på verden, mener han.
Fortalt til Michelle Færch

Hvordan er dit forhold til musik og
stoffer helt generelt?

»Begge dele hører til blandt mine største interesser.«

Hvordan bruger du drugs privat, og hvordan
bruger du det i forhold til din musik?
»Skillelinjen imellem privat og arbejdsrelateret findes ikke rigtigt for mig, men jeg stræber efter at have en sund balance imellem beruselse og ædruelighed. Både i livet og i forhold til arbejdet. Jeg bruger stoffer for at se både livet, arbejdet og mig selv fra et lidt ændret perspektiv engang imellem. Men for det meste holder jeg meget af at være ædru.«

Hvordan oplever du, at stoffer bliver
brugt i dit musikmiljø?
»Der bliver drukket igennem, røget løs og sniffet derudaf alle vegne i Danmark – også i de musikmiljøer, jeg kender. Men jeg kender samtidig overraskende mange musikere, som aldrig drikker, ryger eller tager andre stoffer. I reggaemiljøet har cannabis jo en vis særstatus, men det er egentlig ikke mit indtryk, at vi ryger mere end så mange andre musikere.«

Bruger du stoffer i arbejdsprocessen eller live?
»Aldrig live! Jeg hader at være skæv, hvis jeg skal på scenen. Og jeg drikker stort set aldrig alkohol, som mange ellers bruger i live-sammenhæng. Som dj kan det være ok at ryge lidt undervejs, imens jeg spiller, men aldrig inden. Og det har også været ok med en smule MDMA til enkelte dj-jobs, hvor jeg har spillet for et publikum, hvor alle andre også var på stoffer. Men i den skabende proces kan jeg godt lide at krydre arbejdet med lidt forskelligt. Både med musik og de fleste andre former for arbejde, jeg har haft, har jeg lavet dele af arbejdet under påvirkning af primært cannabis. Det er vigtigt, at jeg er i ædru tilstand minimum halvdelen af tiden, jeg arbejder med noget. Jeg har haft meget gavn af at skrive noget ædru, arbejde videre på det skæv eller på trip og så rette det til og stramme op bagefter, ædru.«

Hvad gør, at den kombination er god for dig?
»Så skriver jeg noget, som danner mening, og som jeg synes lyder fedt. Og når jeg så er skæv, bliver jeg mere kritisk og mere fokuseret på detaljer og skifter en masse ord ud og kasserer ting og finder på nye passager og små sproglige optimeringer. Og når jeg så er ædru igen, retter jeg til, så det stadig danner mening og lyder fedt.«

Har du noget musik, du foretrækker at sætte på,
når du er skæv?
»Jeg hører alt muligt musik, både når jeg er skæv og lige. Men hvis jeg er decideret på trip, hører jeg altid jazzgruppen Bremer/McCoy minimum én gang i løbet af oplevelsen.«

Hvorfor lige Bremer/McCoy?
»Det er roligt, men transporterende, og så er det hverken trist eller glad musik. Det er der bare og er godt til at få ens tanker på gled. Og så er det instrumentalt, hvilket jeg altid foretrækker. Musik med ord er alt for styrende, når man har lukket perceptionens døre op til udluftning.«

Tænker du, der er tabuer forbundet med
musik og stoffer?
»Der er rigeligt med tabuer omkring stofferne i hvert fald. Og jeg tror, det er en af årsagerne til, at vi har så mange problemer med stoffer, fordi vi ikke bare taler åbent om det. Det er med til at gøre, at folk kommer galt afsted med stofferne, fordi man ikke ved særlig meget om det, før man kommer i kontakt med folk, der bruger dem selv. Og det gør folk typisk, når de vil prøve dem selv. Og så er din guide måske den samme person, som vil sælge dig stoffer, og det er altså ikke altid den bedste vejleder. Vi må se i øjnene, at stoffer er populære og meget forskellige og kan være rigtigt farlige. Så det er vigtigt, at der er en let adgang til fordomsfri information om alle stoffer. Inklusiv mulighed for at få testet sine stoffer.«

Hvilke tabuer, og hvordan oplever du dem?
»En typisk fordom om stoffer er fx, at alle stoffer kan bruges ligesom alkohol. Altså som del af en fest eller som noget, der gør én glad. Men ligesom at komedier kun er én genre af film ud af mange, så er der også fine stofoplevelser, som ikke ligefrem er sjove eller festlige. Mange stoffer åbner én på en meget anderledes måde, som kan være glimrende i en tryg privat sammenhæng med enkelte gode venner, men som kan være forfærdelig og angstprovokerende ude i det normale natteliv. Nøglen til et godt forhold til stoffer ligger i at sætte sig ordenligt ind i, hvilken oplevelse man kan forvente af et givent stof og så tage det i trygge og behagelige omgivelser uden risiko for overraskelser. Og så handler det om at skaffe rene stoffer af god kvalitet, og vide om man har købt det, man tror, man har. Det sidste er ret svært under gældende lovgivning i Danmark. Og det har desværre masser af fejldoseringer, dårlige oplevelser og dødsfald på samvittigheden årligt.«

Hvad er dit hade og yndlingsdrug?
»Jeg bryder mig ikke særlig meget om kokain. Det får det værste frem i folk. Det booster egoet, så man bliver mere selvoptaget og mindre hensynsfuld. Jeg har set folk blive overfladiske og utilregnelige af coke. Jeg har hørt dem lyve mig op i ansigtet, fordi de har mistet situationsfornemmelsen og tror, de kan slippe afsted med hvad som helst. Og jeg har haft venner, som er døde af det. Jeg er sikker på, der også er mange, som har glæde af det, men folk under- vurderer ofte, hvor vanedannende kokain er. Jeg er heller ikke stor fan af alkohol, som også har utallige bivirkninger. Men jeg accepterer, at det har en stor plads i vores måde at være sociale på i Danmark – på godt og ondt. Det er bare ikke så meget noget for mig. Jeg holder af de psykedeliske stoffer, og jeg regner både cannabis og MDMA som en del af den gruppe. Men alting til sin tid. Nogle situationer passer rigtigt dårligt til at være på trip, men rigtigt godt til en bajer. Og i den situation skal man vælge bajer. Men tit er det bedste valg sgu at være ædru. Det har jeg selv haft meget glæde af.«