Illegal 15

Mit første trip åbnede et kammer af kærlighed og ærlighed

Af: Michelle Færch
Illustreret af: Zven Balslev

Fortalt til Michelle Færch af Steffen Stubager

Jeg var i begyndelsen af en forelskelse, der endte på et krisecenter for mænd, da jeg nytårsaften havde mit første trip på MDMA i en penthouselejlighed. Pludselig havde jeg skrevet på tavlen på badeværelset, at i 2019 skulle jeg være helt ærlig over for mig selv.

Jeg var inviteret til nytår af et vennepar i en penthouselejlighed på 16. etage i Aarhus med udsigt til alle sider. De holder nytår år efter år i en lukket kreds, som jeg blev inviteret med ind i, og det var en stor ære. Jeg måtte bare med til den nytårsaften. De gjorde alle meget ud af at gøre aftenen til en helt særlig og dyb aften. Min ven, som jeg på forunderlig vis var kommet i inderkredsen af trods kun tre ugers bekendtskab, indledte aftenen med at sige, at de havde tænkt sig at tage MDMA sammen den aften. Han vidste godt, jeg ikke havde prøvet det før, så jeg var frit stillet til at sidde over selv- følgelig. Mit hjerte begyndte at banke lidt, for jeg kan sgu ikke så godt lide at tage stoffer. Jeg har aldrig prøvet at sniffe coke og jeg har heller ikke lyst til at prøve det. jeg har ikke et behov for at skulle prøve det ene og det andet. Men lige pludselig var det bare sådan, at det her er den rigtige gruppe af mennesker at gøre det med. Det er allesammen dejlige mennesker. Det er her på den her måde, hvis jeg skal gøre det, tænkte jeg. Før vi allesammen skulle tage MDMA’en, lavede vi nogle øvelser. Vi skulle ind på livet af hinanden. Nogle havde ikke set hinanden længe, så vi skulle rystes sammen igen. Vi lagde os allesammen ned på gulvet i en rundkreds med lukkede øjne, hovederne ind mod hinanden, benene udad som takker på en

stjerne og med hinanden i hænderne. Vi trak vejret dybt ind og ud sammen som én lunge og klemte hinanden i hænderne en efter en, så klemmet rejste fra person til person. Bare helt let og stille. På det tidspunkt så vender det. Så det kører som en bølge mellem os allesammen, der trækker vejret som én organisme. Bagefter stod vi op og så hinanden dybt i øjnene en efter en i et minut med hver person. Det var meget stærkt og dybt, og det gjorde os rolige og tætte, så vi blev parate til MDMA. Hos en af mændene oplevede jeg en meget tæt tilknytning, som en forelskelsesfølelse. Vi lagde kapslerne i hvidvin og drak. De var nøje målt op på en vægt, og var lavet, så vi kunne toppe op i løbet af natten. Der var først to som blev kærlige ved bordenden. Jeg mærkede i lang tid intet men ude på terrassen greb jeg pludselig Simons hånd sådan som når man lægger arm, og så begyndte han at snakke om, hvor taknemmelig han var. Der stod vi længe og fortalte intense historier om hvor højt vi elskede at være sammen og om vores venskab. Så begyndte han at sige »JAH, JAH, JAAAAAAH, jeg kan se, det kommer nu«. Og så begyndte jeg også at mærke det. Der kom flere af de andre som for- søgte at komme med ind i vores lille tomands-oplevelse, men det her var lige for os to kun. Vi stod og røg cigar, det var på 16. etage, og vi havde udsigt over hele byen, kæberne blev ømme og det var helt ekstremt intenst og kærligt. Hele aftenen var skøn og dybfølt men også en smule faretruende på en eller anden måde, som om jeg intuitivt vidste, jeg stod midt over for en stor trussel i mit liv. Og det viste sig at være rigtigt ganske få uger senere og sådan set frem til blot for få uger siden, hvilket stadig gør ondt. Jeg vidste dette i min dybde, men ikke i min bevidsthed. Jeg skrev i min rus på en tavle, der var sat op på toilettet med teksten: I 2019 vil jeg … Så skrev jeg pludselig: »Jeg vil være helt ærlig over for mig selv«. Det var jeg ikke. Men den aften hjalp mig nærmere en dybere forståelse af mig selv, og jeg kan nu gå tilbage til den aften og hente utroligt store kræfter, den kærlighedsfølelse mellem os der var der til at minde mig om hvad livet handler om. Vi er som evigt én familie. Senere på aftenen lå vi allesammen i sengen i en slags omfavnelse og én efter én fortalte vi vores hemmeligheder og udfordringer. Der var en ekstrem nærvær og dybde, kraftfulde indsigter og kærlighed uden den mindste snert af seksuel lyst. Det var med andre ord rent og godt. Jeg tænker nu og da tilbage på den aften, og jeg ved, at jeg ikke endnu turde være helt ærlig over for mig selv – endnu. Det tør jeg nu, og det befrier mig. Jeg ved ikke, om jeg kunne have opnået den indsigt om ærlighed uden at være under den rus og sammen med så gode kærlige væsener, der fik mig til at føle mig aldeles tryg og sårbar på samme tid. Det var en hård erkendelse »at blive helt ærlig«, og det tog frem til denne måned maj, før jeg endelig knækkede helt og begyndte at være ærlig ikke bare i mit sind men også i handlinger i livet. Jeg er ikke et sekund i tvivl om at MDMA i kombination med disse formidable mennesker åbnede et kammer i mig, som var aldeles lukket i, og som jeg slet ikke vidste fandtes i mig. Min ven har haft samme oplevelse, og han vidste, jeg havde brug for dette enorme rambukstød. Lærke, min vens kæreste, hun tog ikke MDMA, for hun var gravid. Men langt ud på natten så vi hinanden i øjnene længe og intenst, og hun græd imens, og jeg mærkede al hendes kærlighed og ro, en enorm kærlighed, som mennesket har i sig upåvirket. Det var meget smukt, det hele. Intenst, dybt, lærerigt, men også svært, for der kommer sandheder frem, som kan være hårde at gå i kødet på. Jeg vidste dybt inde, at hende, jeg var forelsket i ikke var god for mig. Og det viste sig at være sandt, for jeg endte jo på et krisecenter. Nu vidste jeg, ikke bevidst, men dybt inde, at det var sådan en kvinde som Lærke, jeg skulle have.