LSD-forsøgene på Frederiksberg

Måske ved du godt, at det her er foregået. Måske har du lyttet til Peter Lund Madsen i Hjernekassen på P1, set en grynet TV2-dokumentar fra firserne eller gennemtrawlet gamle Information-artikler af journalisten Alex Frank Larsen. Uanset om det er tilfældet eller ej, fortjener begivenhederne i kælderlokalerne på Frederiksberg Hospitals afdeling D endnu en gang at få lidt spalteplads – denne gang i ILLEGAL! Det er nemlig en – bogstaveligt talt – sindssyg historie.

En kold vintermorgen i 1962 vågner en ung mand fikseret til en fremmed hospitalsseng. Svære læderremme er surret stramt om hans ankler, liv og hånd- led. Nogen har forbundet mandens arme og hænder for at beskytte huden indenun- der, der er overdækket af sviende anden- gradsforbrændinger. Han kan ikke huske det, men aftenen forinden gik han grassat under sit sjette lægeordinerede LSD-trip.
Den 23-årige mand var gårdejersøn- nen Gunnar Sandvei, hvis liv blev smad- ret for stedse efter denne hændelse. Han var – uvidende – blevet forsøgskanin i den karismatiske overlæge Einar Geert- Jørgensens eksperimenter med D-lyserg- syrediethylamid, bedre kendt som det bevidsthedsudvidende stof LSD. Utroligt nok er hans historie langt fra enestående: Hundredvis af andre patienter undergik samme behandling som Gunnar Sandvei i perioden 1959 til 1969. Risikofrit universalmiddel Sandvei var som følge af tvangstanker ble- vet henvist til Einar Geert-Jørgensen. Efter en række almindelige terapi-sessioner rin- gede overlægen en efterårsaften i 1961 med et tilbud om behandling med et “nyt risikofrit universalmiddel”, der “utvivlsomt ville hjælpe”. Fortsat hæmmet af sin OCD (tvangs- lidelser) indvilligede Sandvei i at prøve. To uger senere befandt gårdejersønnen sig liggende i et lille interimistisk indrettet kælderværelse på Frederiksberg Hospital. Han og nogle få andre patienter var blevet modtaget af en sygeplejerske, der havde givet dem hver et glas vand og vist dem ind i separate værelser. Vandglassene indeholdt 50 gamma (0,05 mg) opløst LSD.
Efter en time var virkningen indtruffet, og hos nogle af patienterne, heriblandt Sandvei, havde man forstærket effekten ved også at give det opkvikkede stof ritalin. Ef- ter endnu en time havde alle patienter fået en sprøjte med stoffet prozil, der skulle bremse virkningen af LSD.
I løbet af sessionen kiggede sygeplejersken sporadisk ind til de forskellige patienter for at notere deres reaktioner, og da behandlingen var færdig, talte hver patient i nogle få minutter med den ansvar- lige læge for derefter at tage hjem.

Større og større doser
For hver gang Sandvei gennemgik denne behandling, forhøjede lægerne hans do- sis: Ugen efter fik han 80 gamma, derefter 120 gamma, 150 gamma, og femte gang var han oppe på 180 gamma. Fra session til session varierede Gunnar Sandveis tilstand mellem opstemt og svært forpint.
Sjette gang ville han ikke mere, men lod sig alligevel overtale af den ansvarshaven- de læge til endnu en gang at få 180 gamma. Denne gang slog det klik. Sandvei fik en stofudløst psykose: Han råbte og skreg om døden, svedte, rallede, skummede af fråde i mundvigene, var gennemsyret af krampetrækninger i hele kroppen og havde umanerligt mange kræfter. Først da han hulkende havde forvildet sig ind i et kosteskab og klamrede sig til to varmerør, kunne portørerne fiksere ham.
Dette var sidste gang, Gunnar Sandvei fik LSD, men på det tidspunkt havde stoffet sat sig livsvarige mentale spor – fra da af skulle han blive plaget af flashbacks til trippet resten af sit liv og befinde sig i en kronisk følelse af at gå rundt som levende død.

Den gyldne nøgle
Idéen bag behandlingen opstod hos før- omtalte overlæge Einar Geert-Jørgensen, der var overbevist om, at han havde fundet de vises sten – i hans optik ville forsøgene med LSD revolutionere lægevidenskaben. Geert-Jørgensens teori var nemlig, at LSD kunne fungere helbredende i sig selv.
På dette tidspunkt antog man, at men- tale lidelser skyldtes en traumatisk op- levelse, der havde sat sig fast, var blevet fortrængt og påvirkede psyken. Traumet skulle derfor lokaliseres, bringes op til overfladen og bearbejdes, hvorfor den gængse praksis sædvanligvis indbefattede månedsvis, hvis ikke årevis, af samtalete- rapi. Overlægens tanke var, at man med LSD kunne skyde genvej – at hjernen ved hjælp af stoffet kunne lirkes op, problemet synliggøres og dermed løses.

Inspiration fra udlandet
Geert-Jørgensen var hverken den første eller eneste, der eksperimenterede med LSD i terapeutisk regi: Også i USA, England, Canada, Tyskland og det daværende Tjekkoslovakiet udførtes talrige forsøg med det hallucinerende stof.
Alligevel skiller forsøgene på Frederiksberg sig ud, eftersom det alle andre steder var fuldstændig uhørt ikke at forberede patienterne indgående. Et eksempel er den tjekkoslovakiske læge Stanislav Grof, der talte med sine patienter i minimum ti timer før en LSD-session, var til stede med patienterne under seancen og efterfølgende hjalp dem med at bearbejde de oplevelser, de nu havde fået.
I modsætning hertil nægtede Geert- Jørgensen at oplyse sine patienter om foretagendet – det var en pointe for ham, at disse skulle vide så lidt som muligt. Da han fremlagde sin idé under et besøg på Powick-klinikken nær Worcester i England, fik han beskeden: “Det må I aldrig nogensin- de gøre – I må aldrig give LSD uden terapi!” Mode-lægen Så hvordan kunne det gå til, at en enkelt mand overtalte en hel trup af læger til at gå stik imod internationale fagfællers anbe- falinger og bryde lægeloven i årevis? For det første var Einar Geert-Jørgensen ikke hvem som helst. Han var vellidt, fagligt an- erkendt og ikke mindst karismatisk. Han var diagnosticeret med bipolar lidelse, hvorfor han i depressive perioder gemte sig langt væk fra omverdenen i lægevillaen på Fre- deriksberg og i maniske perioder optrådte dynamisk, entreprenant og selskabelig.
Når sidstnævnte var tilfældet, udnyttede han sin profession til at invitere både læger og diverse personligheder fra det danske kulturparnas – litterater, musikere og kunstnere – hjem til Drosselvej, hvor de under helt andre forhold end patienterne fra afdeling D fik tilbudt LSD.
Nogle oplevede stoffet yderst positivt, mens andre, heriblandt den unge læge Ketty Kjærbye Jørgensen, oplevede det aldeles rædsomt: Én gang (med en meget lille dosis på 25 gamma) prøvede hun stof- fet. Alligevel følte hun sig mærket for livet, hvorfor det kan undre, at hverken hun eller andre læger stillede spørgsmålstegn ved Geert-Jørgensens fremgangsmåde på afdeling D, når man havde patienter, der fik helt op til 1600 (!) gamma LSD ad gangen, og læger, der begik selvmord efter at have prøvet stoffet.

Foruden overlægens personlighed og talegaver kan yderligere to faktorer antages at have haft indflydelse: Den ene er, at kul- turen i det medicinske etablissement på den tid var væsentligt anderledes fra i dag – lægegerningen var præget af en anden form for kollegial standard, hvor man så sig som en del af et broderskab og derfor ikke kritiserede hinanden.
Den anden er, at nogle af de yngre læger, som arbejdede under Einar Geert- Jørgensen, enten blev tromlet af over- lægen eller købte forestillingen om, at de styrede ret mod overrækkelsen af en Nobelpris i medicin. Én af disse var den unge og endnu ikke færdiguddannede Knud Peter Knudsen.

Tankemylder
Den unge Knudsen fik lov at eksperimen- tere endnu videre baseret på en teori, han havde grebet ud af den blå luft: Nemlig, at hvis en patient gik tilstrækkeligt fra koncepterne, ville denne glemme alt om sine psykiske lidelser. De problematiske tanker ville simpelthen blive ’blæst’ ud af hjernen. Han forsøgte at foranstalte denne tilstand ved fortløbende at give patienter LSD indenfor 30 minutters intervaller, indtil den ønskede virkning, som han kaldte “tanke-mylder”, indtraf.
Behandlingen fik Knudsen blandt andet lov at afprøve på en ung kvinde, der led af en svær depression, øjensynlig fordi hun blev afpresset af en gammel bekendt. Kvinden undergik først en række ’almindelige’ LSD-sessioner, under hvilke hendes angst for afpresseren hver gang blev voldsomt intensiveret.
Da hun under sin femte session blev underkastet Knudsens særlige metode, vristede hun sig fri af fikseringen, smad- rede to vinduer med de bare næver, ka- stede om sig med alt, hun kunne få fat i, græd hysterisk og skreg højt om, at hun ville hævne sig og slå afpresseren ihjel.
En sygeplejerske overhørte Knudsen svare, at det synes han ærligt talt, hun skulle gøre alvor af. To timer senere havde kvinden været hjemme og hente en brødkniv, taget direkte ind til afpresserens kontor på Kongens Nytorv og likvideret manden.

Mind Control
Mord, selvmord og tvangsmedicinering af psykedeliske stoffer i mentalt skrøbelige sind: Nu troede du måske, at denne historie havde nået sit højdepunkt. Men den indeholder en sidste, saftig detalje: Hele projektet på Frederiksberg Hospitals Afdeling D var understøttet af CIA.
Den kolde krig var i denne periode på sit højeste, og amerikanerne var rædsels- slagne for, om russerne var i gang med at udvikle en teknik til at hjernevaske folk. Bogen “The Manchurian Candidate” – der var bygget på idéen om, at man kunne programmere en soldat i krig til at vende hjem og slå sin præsident ihjel – forstærkede denne frygt.
CIA startede derfor et storladent projekt til forskning i påvirkning af den men- neskelige psyke: Mind Control. Projektet var lige så hemmeligt som atomudviklingsprogrammet og blev finansieret af en række CIA-etablerede fonde, som for ek- sempel Human Ecology Foundation. Da den amerikanske efterretnings-tjeneste fik nys om det schweiziske firma Sandoz’ opdagelse af LSD, satte de sig derfor straks på al distribution af stoffet i den vestlige verden – man kunne altså ikke få LSD, medmindre det var godkendt af selveste CIA.

Hypnosemordet
Den amerikanske efterretningstjeneste fik øje på Einar Geert-Jørgensen, da han gjorde sig bemærket i en videnskabelig diskussion tilknyttet ’hypnosemordet’ (en mand begik et bankrøveri, myrdede to og viste sig bagefter at være hypnotiseret). Diskussionen handlede om, hvorvidt man kan få en person til at agere på en måde, som denne grundlæggende ikke ønsker. Da CIA fandt ud af, at Geert-Jørgensen var interesseret i LSD og tilmed havde planer om at gå videre end nogen anden i dansk lægevidenskab, tog de kontakt. Derfra kom overlægen og hans souschef, Mogens Hertz, pludselig på dyre konfe- rencer i USA, og Frederiksberg Hospitals afdeling D blev suppleret med en lind strøm af LSD – alt sammen støttet af Hu- man Ecology Foundation.

Perverse forsøg
Mind Control var et gennemført usympatisk projekt. Og i kølvandet på Anden Verdenskrig, hvor utallige Kz-fanger blev ofre for nogle af verdenshistoriens mest perverse forsøg, synes det om muligt endnu mere forrykt For det første sendte man amerikanske læger gennem Kz-lejrene for at op- snappe akkurat de forsøgsrapporter, man senere fordømte under retsopgøret med tyske læger i Nürnberg-processerne efter krigen.
For det andet indsnævrede man med Nürnberg-erklæringen de etiske rammer for medicinsk forskning, men vendte samtidig det blinde øje til første punkt heri: “Forsøgspersonens frivillige samtykke er en absolut nødvendig betingelse”.

Afsløringen
Den altoverskyggende grund til amerikanernes arrogante ignorance var udvik- lingen af atombomben: Frygten for en ny verdenskrig var så gennemsyrende, at man indadtil så stort på alt, hvad der hed moral og etik, når det kom til medicinsk forskning, og udadtil tilslørede eksperimenterne via fondsarbejde og velgørende argumenter om helbredelse af psykisk syge og deslige.
Først da præsident John F. Kennedy udskiftede ledelsen af CIA i 1963, opstod der intern kritik i organisationen, hvilket lang- sommeligt og tilfældigt ledte til en afsløring af programmerne: Hovedmændene bag havde forsøgt at ødelægge alle dokumenter om LSD-forsøgene, men de overså kopierne i CIA’s finansdepartement.
I 1975 blev der åbnet op for sagen, og i 1978 lovede CIA erstatning på 15.000 US dollar til sølle 15 mennesker, ud af hvad der skønnes at være mere end tusind forsøgspersoner. Resten af sagerne var enten blevet destrueret eller afvist af domstolene som forældede.

Kværulantforrykt
Tilbage i Danmark forløb tingene en smule anderledes: Her tog gårdejersønnen Gunnar Sandvei i 1972 første skridt til, hvad der skulle vise sig at blive en langvarig og modstandsfyldt proces mod afviklingen af Frederiksberg Hospitals LSD-praksis.
Det største problem i denne sammen- hæng var det tidligere omtalte sammen- hold blandt lægerne. Einar Geert-Jørgensen udnyttede sin status ved at kontakte andre læger og advare dem om, at denne tidligere patient var psykopat, og at de derfor under ingen omstændigheder måtte støtte op om hans forehavende. Gunnar Sandvei blev stemplet som “kværulantforrykt”, hvorved lægerne, der skulle have været de første til at hjælpe patienterne, i stedet blev deres argeste modstandere.

Tromlet og afvist
Gunnar Sandvei nægtede dog at give op og fik i 1974 medhold fra overlæger på Rigshospitalet, der også havde udført for- søg med LSD, men på helt andre præmisser. De bakkede op om gårdejersønnens ankla- ger, hvilket førte til et delvist forbud imod brugen af LSD i psykiatrisk behandling, men ingen egentlig anerkendelse af LSD- behandlingens konsekvenser for ofrene.
Sandvei kæmpede herefter en indædt kamp frem og tilbage i retssystemet, men han blev konstant tromlet og afvist. Selv da sagen i midten af 1980’erne blev eksponeret for offentligheden i Information og på TV2, ville hverken Sundhedsstyrelsen, Rets- lægerådet eller Indenrigsministeriet hjælpe, eftersom Frederiksberg-lægernes praksis i den officielle optik var gennemprøvet.
Det var først, da journalisten Alex Frank Larsen påviste, at Einar Geert-Jørgensen selv klassificerede sine LSD-metoder som deciderede forsøg, at man fra statslig side lavede en særlov med erstatning og efter- behandling til ofrene. De fleste læger fra Frederiksberg Ho- spital havde på dette tidspunkt sørget for at slette alt, hvad der kunne sætte dem i forbindelse med LSD-eksperimenterne i kælderen på afdeling D, og den karismati- ske overlæge Einar Geert-Jørgensen, der i øvrigt nåede at blive slået til ridder af Dan- nebrog i 1968, var afgået ved døden i 1977. Således fik forsøgene ingen konsekvenser for de ansvarshavende – kun for ofrene.

(Visited 3 times, 3 visits today)