Illegal 10

“Jeg tror ikke, naboerne ved, hvem vi er”

Af: Jonas Aarhøj
Illustreret af: Sara Lubich

Jeg har en aftale med Jørgen Kjær. Han er formand for BrugerForeningen, de aktive stofbrugeres fagforening, som han kalder det. Jørgen vil fortælle mig om stedet. Jeg skal træffe nogle af de mennesker, som kommer her. BrugerForeningen ligger på 3.sal. og deler opgang med Blågårds bibliotek. Jeg har før været på biblioteket, men aldrig bemærket det diskrete navneskilt, der holder styr på husets andre kapitler. Hvilken historie udfolder sig, når jeg om få sekunder åbner døren ind til foreningen?

På vej op ad trappen passerer en yngre mand forbi. Blikket under hans kasket løber hurtigere end fødderne kan følge med. Huden rundt om hans ansigt virker bleg og tyndstrøget, som om der ikke er nok af den.

Set i forbifarten ligner han et billede på samfundets fasttømrede fortælling om konsekvenserne af et liv med afhængighed af hårde stoffer – den historie, der vulgært sagt ender på et offentligt toilet med fråde om munden og flere nålestik i armen end en Tour de France-vinder.

Jeg kunne godt tænke mig at møde andre versioner af et liv med heroin. Måske endda liv som på deres egen facon kan være livlige og velfungerende. Selvom konstellationen i nogens ører muligvis lyder tosset.

Anna byder velkommen og giver en kop kaffe. Hun er tidligere bruger og derfor atypisk for de folk, som kommer i foreningen. Anna har været stoffri i 15 år: “Jeg ryger lidt hash engang imellem”, siger hun, mens hun fortæller, at hun er uddannet socialpædagog og bruger sin erfaring til at hjælpe andre, der har brug for det. “Jeg ved, hvad folk går igennem, når de prøver at blive stoffri”, konstaterer hun og tilføjer: “Folk bliver ikke narkomaner for sjov, men fordi de prøver at dæmpe noget, der larmer indvendigt”.

Jeg befinder mig midt i et stort køkkenalrum. På køkkenbordet står et fad med forskelligt salat og frugt skåret ud i bidder. Der er gulerødder, blåbær, tomater og små røde frugtperler plukket ud af et granatæble.

“Grøntsagerne er obligatoriske”, forklarer Anna og fortsætter. “Det er vigtigt, at vi spiser noget mad, der booster immunforsvaret. Det interesserer mig. Mange andre her har måske ikke så meget overskud til at gå op i det”.

På kogepladerne damper et par gryder let under låg. “Kalvesteg”, fastslår en stemme. På det lange spisebord er stjerner faldet ind i mønstret på en grøn dug. Jørgen skriver, at han er her om lidt.

På væggen hænger der et stålstativ med mode og motionsblade. I et akvarium i den anden ende af stuen svømmer små røde fisk rundt i ly af grønne planter. Foran fiskene, på hver sin side af et bord, hviler et par sorte sofaer i et pusterum fra vægten af kroppe.

Anna fortæller om sin fortid med heroin. “Det var ikke så slemt for mig, som for mange andre. Jeg kunne altid få fat i stoffet – jeg havde en kæreste, som jeg sendte til Indien. Han tog det med hjem. Da jeg besluttede mig for at blive stoffri, lånte jeg et hus på Fyn, hvor jeg kunne være alene. Jeg cyklede en masse i den periode”.

Fra den anden ende af huset er der lyde. Da jeg lidt efter følger efter dem, ser jeg to fyre med foroverbøjet ryg. De læner sig indover et billardbord betrukket med ridset grønt stof. Der er støvede fartstreger efter kuglens bevægelser på bordet. Spillerne retter sig op og hilser venligt med køen i den anden hånd. Lidt fra dem står en massagestol. En af dem, man kan flyde helt bort i. En anden slags rus.

Som barn havde Anna så meget energi, at tiden haltede bagefter. “Jeg har aldrig haft brug for at sove særligt meget. Jeg er udhvilet efter få timers søvn. Da jeg var lille syntes mine forældre, at det var en pest, når jeg stod tidligt op. Så fandt jeg på løsninger – pillede ved urskiven. Snød dem lidt”, griner Anna.

I dag er hun sidst i 50’erne og reparerer mange andre ting end tiden. “Jeg er god til alle former for håndarbejde og heller ikke bange for at skille en stikkontakt ad, hvis der er brug for det. Jeg elsker udfordringer”.

Anna er også god til sprog, men har aldrig talt autoriteterne efter munden. “Jeg var ikke uartig i skolen, men satte spørgsmålstegn ved tingene. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle bruge et fag som matematik til. Jeg har altid kun gjort de ting, som jeg havde lyst til”.

I dag siger Anna også tingene, som hun mener, de er. “Jeg ved godt, at ’narkoman’ er et fyord. Men jeg synes, at det karakteriserer afhængighedstilstanden af narkotika ret nøjagtigt. Netop fordi det beskriver den besættelse, der er i at have behov for sit stof”.

Snart skifter hun dansk tid ud med indisk. Her opholder hun sig fire måneder i vinterperioden. “Jeg er vild med at dase på stranden, en rigtig strandløve. Jeg har også danset med i to Collywood film, som man kalder det. Jeg elsker at danse”. Hun viser et billede på sin telefon af sig selv iført sari, en farverig indisk dragt. “Jeg kan lide kulturen, der er åbenhed og ikke så mange restriktioner. Det passer til mig”, siger hun. At meget er muligt for Anna antyder også et varieret arbejdsliv. “Jeg har været gartner, livredder og porcelænsmaler på Den Kongelige Porcelænsfabrik”. I dag arbejder Anna i vikariater i sundhedsbranchen. Hun har stjerner hængende i ørerne, armbånd om håndleddet og funklende blå øjne.

Anna er astrologisk tvilling. Hendes energi overskrider et menneskes. Det afspejler sig også i hendes valg af kærester. “Jeg ved godt, at det lyder lidt strengt, men jeg er mest interesseret i mænd i 40’erne, dem på min egen alder kan slet ikke følge med”. Jeg møder tit fyre, der er meget voksne. Jeg er selv lidt barnlig og glad for at lege. De får mig lidt ned i tempo – sammen med hashen”, forklarer hun.

Der er meget bevægelse i Annas liv. Et liv levet ud i enderne. “Jeg er nok også en af eneste personer her i Foreningen, som tør sige, at jeg elsker mig selv. Det er jeg jo nødt til – jeg skal være i mit eget selskab resten af livet”, siger hun.

Jørgen er dukket op. Han er en mand et sted først i 60’erne med en rolig udstråling. I sin sweater puttet oven på en skjorte med flipper minder han mere om en midaldrende akademiker end en fyr, der kort forinden har taget en bane heroin. Han har en lidt rusket stemme holdt i et jordbundet leje og øjne med sammentrængte pupiller stritter i en anden retning.

Liv over lov

At Jørgen på udvalgte tidspunkter i sin døgnrytme, i nøje afmålte doser, har næsen nede i sit stof – “det er en myte, at man hele tiden skal have mere, man finder sit leje”, siger han – slører ikke for et andet faktum: Jørgen er en vidensbank af informationer udi de narkotiske substansers historie – fra antallet af alkaloider i heroin til vilkårene for brugerne, som er umulige at destillere fra fortællingen.

Jørgen indskyder: “Jeg har aldrig forstået udtrykket “krig mod narko”. Hvordan straffer man et pulver eller noget flydende? Krigen er rettet mod mennesker. Det har mig bekendt aldrig været intentionen!” Han fortsætter: “Stofbrugere er generelt følsomme mennesker, der bestemt ikke har lyst til at begå kriminalitet. De bliver kede af det, når de finder en børnetegning i en taske”. For brugerne er heroinen en livsnødvendig medicin. “Hvis den kostede halvtreds kroner på apoteket ville det gå hårdt ud over kriminaliteten. Jeg tror snart, det bliver legalt at købe narkotika. Der er ikke nogen vej uden om”.

“Må jeg låne dankortet, jeg skal lige ned at hæve?” spørger en fyr. “Du tager det bare. Du ved, hvor det ligger i min taske på kontoret”, svarer Jørgen. En anden stemme vil vide om Jørgens kone, Eva, kommer i dag? Stemmen kunne godt bruge hendes hjælp til kalvesaucen. “Hun er desværre syg i dag”, beklager Jørgen.

En mere fysisk del af narkotika-historien er deponeret i en tredobbelt glasmontre på en væg i gangen. “Verdens eneste opiatmuseum”, afslører Jørgen. Det indeholder blandt meget andet en autentisk opiumspibe. Birkesfrø og valmuer. “Den Lille Opiumsryger” – en figur fremstillet i 1956 på Den Kongelige Porcelænsfabrik. Små husholdningsflasker med opiumsdråber fra 1890erne indtil 1916. Et spejl med pulver strøet ud over. Sniffe-rør i forskellige materialer og kvaliteter. “Det bedste er sugerøret fra en Mathilde kakaomælk, forklarer Jørgen og peger. “Det er rundet i bagenden, og man kan sniffe af det uden at risikere næseskader”.

Museet har også plads til en Whizzinator. “Man benytter den til at lægge “rene” urinprøver med”, smiler Jørgen og blinker. Han har selv afprøvet en af slagsen i forbindelse med et fængselsophold. “Min kone Eva fandt den på eBay – hun ville gerne have mig hjem på orlov”, griner han.

Ifølge Jørgen er det en myte, at stofbrugere er omvandrende kriminalitetsmaskiner. “Vi har også materielle værdier her i Foreningen, men de bliver altså ikke stjålet. Samtidigt har vi et økonomisk regnskab, der skal gøres rede for, og kassen stemmer altså”.

Jørgen har en fortid som shippingmand, radio– og tv-sælger og taxachauffør. Han kan levere et budskab, så der bliver lyttet. Han har tidligere siddet med i Nyrup-regeringens ’Narkotikarådet’, indtil det blev nedlagt i 2002. Det skete under et tiltag den nyligt tiltrådte blå regering betegnede som “Den store grønthøsteraktion”. “Det var ellers fantastisk, at man inviterede en aktiv bruger indenfor i et rådgivningsorgan sammen med en gruppe på 23 embedsmænd og politifolk”, fortæller han.

BrugerForeningen er i besiddelse af en masse praktisk viden, som Jørgen gerne ser, at sundhedsmyndighederne benytter sig mere af. Eksempelvis viden om, at stofbrugere ikke marcherer i takt med 9-17-samfundet.

“Når man på Valmuen (behandlingstilbud som udleverer lægeordineret heroin) indtager sit stof, sker det i et specifikt tidsrum formiddag og eftermiddag. Tidspunktet om eftermiddagen er bare for tæt på formiddagen. Resultatet er, at mange bliver så påvirkede, at de har svært ved at holde sig vågne. De kan ikke springe eftermiddagen over, da lindringen i så fald ikke varer ved til næste morgendosis”, siger han.

Fra gangen er der adgang til et række andre rum. Et træværksted med drejebænk. Træskåle og billardkøer. En minisejlbåd skåret ud i træ er drevet i land på en hylde. “Mange projekter starter her, men det er ikke alle, der slutter”, smiler Jørgen. Der er også en systue med maskiner i geled. Et træningsrum med maskiner og vægte spredt over gulvet. Et kombineret konference-, møde- og undervisningslokale. Et fuldt udstyret musikrum – næsten. “Vi mangler nogle flere musikere for tiden”, konstaterer han. Døren til endnu et værksted går op. Her hænger der mountainbikes fra kroge i loftet, som var det frakker fint arrangeret på bøjler i et skab. “Vi cykler med dem i Hareskoven. Det er god motion og rigtig hyggeligt”. Der er også et biblioteksrum med en seng. “Vi anvender det, når nogle af vores syge eller svækkede medlemmer trænger til en lille “morfar”. Det benyttes også af dem, som har fejlbedømt deres indtag og må sove den af”, siger Jørgen.

I et tekøkken nær ved er luften tætbrygget af røg. Det kradser i rummets små lunger. Jørgen viser ind på sit kontor. Der er bøger på hylderne. Papirer og blanketter ligger i små bjerge på skrivebordet. På den øverste hylde er der kontorting og en lille blå taske med en sprøjte indeholdende stoffet Naloxone. “Det er en uhyre effektiv modgift mod overdosis. Det samme lægeambulancen benytter. Man puster det op i næsen på folk”, forklarer Jørgen, nu i rollen som kontorchefen med et twist. “Så er de ret hurtigt på benene igen”. Bag skrivebordet hænger der et verdenskort med små nåle stukket ind i byer og lande rundt om i verden. Steder hvor BrugerForeningen har kontakter. Det er et hullet verdenskort.

I dag bruger Jørgen udelukkende heroin og lægeordineret metadon. Før i tiden røg han også hash, men det er svært at forene med et aktivt arbejdsliv, forklarer han. “Hash gør mig lidt diffus. Det tager mig flere dage at blive klar i hovedet igen. Jeg kan ikke ramme computertasterne. Jeg arbejder 60 timer om ugen. Der er simpelthen ikke tid til det mere”.

For BrugerForeningen var tiden ved at rinde ud i den sidste del af 2014. Der var problemer

med at få fornyet den årlige økonomiske bevilling fra Socialministeriet, der havde omlagt deres puljestruktur. Foreningens monetære livsnerve gennem 15 år “Narkopuljen“ var blevet nedlagt. Noget Jørgen kunne mærke i sit nervesystem. “Jeg kunne ikke overskue, at vi kunne gå konkurs. Hvad skulle der ske med alle de mennesker, som er afhængige af stedet? Jeg fik hjertebanken og vågnede op uden at kunne trække vejret”, fortæller han. Heldigvis fandt en lokalpolitiker de nødvendige midler og BrugerForeningens liv blev forlænget. Jørgen måtte selv i en periode ty til konventionelle lægemidler for at kunne løbe rundt.

“Jeg kom på ’Lyrica’ (angstdæmpende), hvilket er noget af det værste, jeg har prøvet. Det var næsten umuligt at trappe ud af. Jeg fik det virkeligt skidt”.

Kalvestegen og grøntsagerne er sat frem på en lille vogn i køkkenalrummet. “Der er høflig selvbetjening”, siger Jørgen. “Vi har et ritual med at vaske hænder inden vi spiser”, forklarer han og går hen imod en stor håndvask. “Stofbrugere er mere udsatte for en række sygdomme, men det handler ikke kun om at dræbe bakterier. Det symboliserer, at vi passer på hinanden”. På spisebordet står en skål med vitaminpiller, fiskeolie og afføringsmiddel. Lyden af klirrende glas, gafler og knive blander sig med det, som folk har på hjerte. “Folk tror måske, at vi taler meget om narkotika, men det er faktisk det, vi taler mindst om”. Jørgen kigger gennem vinduerne tværs over gården og ind til naboerne. “Jeg tror ikke, at de ved, hvem vi er”.