Illegal 10

Systemkritik på heroin

Af: Ida Meisling
Illustreret af: Halfdan Pisket

Lige dele heroin og systemkritik har drevet punkscenen
frem i Myanmar. Mød Skum, den første og måske sidste
autentiske punkrocker i det tidligere militærdiktatur, der er
verdens andenstørste producent af opium.

Læder, nittebælter og hanekam i neonfarver. Referencerne til den vestlige 70’er- punk er ikke ligefrem underspillede blandt publikum i den nedlagte fabriksbygning i udkanten af Yangon, hovedstaden i Myanmar. Fabriksbygningen er samlingspunkt for den burmesiske punk-scene. En undergrundsscene, der er dukket op til overfladen, i takt med at censuren blev ophævet i landet, som i 2011 officielt overgik fra militærdiktatur til demokrati.

Aftenens hovednavn er Kultureshock, et band der er kendt for sin hardcore lyd, indignerede tekster og en legendarisk frontfigur, der går under navnet Skum. Skum er den eneste autentiske punkmusiker i Myanmar, lyder det rundt omkring i krogene. For punken er i Myanmar ligesom så mange andre steder i verden blevet mainstream. Den handler mere om æstetik end politik.

Jeg møder Skum i et backstage-lokale, inden han skal på scenen. Han beder mig om at holde vagt ved døren, så han lige kan nå at sniffe lidt af det pulver, han hiver skødesløst frem af inderlommen.

– Jeg kan ikke performe uden. Jeg er afhængig af alle stoffer, siger han med hæs stemme og læner sig med sin spinkle, dugnakkede krop ind over stoffet.

– Jeg prøvede engang at stoppe. Jeg blev så deprimeret, at jeg en dag gik amok på en bar uden grund. Derfor begyndte jeg igen.

Punk handler om at gøre oprør mod uretfærdighed og hykleri i kampen for frihed, mener han. Og det er en kamp, der ikke er slut. For selvom demokratiikonet Aung San Sui Kyi og hendes parti NLD (National Liga for Demokrati) sikrede sig absolut flertal ved det historiske parlamentsvalg i november 2015, er militæret stadig en del af magten. Og trods overgangen til demokrati, kæmper landet fortsat med problemer med fattigdom, religiøs intolerance og blodige konflikter mellem etniske grupper.

– Mine tekster er et oprør mod autoriteterne og mod konformiteten; at folk lader stå til over for undertrykkelse, diskrimination og racisme, siger han, mens han med sprittusch skriver teksten til et nyt nummer på håndfladen.

Skum dannede Kultureshock i 2003. Det var det første band i Myanmar, der spillede d-beat crustpunk, en genre beslægtet med heavy metal og kendetegnet ved sit anar- kistiske indhold. Under militærdiktaturets censurregime blev de regeringskritiske numre indspillet i skjul, og de hemmelige gigs foregik i kældre og forladte varehuse. I dag foregår koncerterne i fuld offentlighed, annonceret på Facebook og via flyers på de populære cafeer. Men det betyder ikke, at freden er forbi. Kort efter Skum og Kultureshock har spillet deres koncert for det punk-dedikerede publikum, er det slut: en indflydelsesrig embedsmand i nabolaget har tilkaldt politiet, som lukker festen.

– Den slags sker stadig hele tiden. Det er forkert at tro, at landet har ændret sig. Demokratiet er et spil fra galleriet, siger Skum, da jeg dagen efter opsøger ham i hans lejlighed; et sparsomt indrettet rum på øverste etage i en høj betonbygning.

– De går godt nok ikke længere i militæruniformer, men det er stadig de samme folk, der er ved magten, tilføjer han og tænder op under amfetaminen, der indåndes gennem et rør i en brugt vandflaske. Det er sådan tømmermændene slås ned, forstås.

Skum var ni år, da han opdagede punkmusik og heavy metal. Der var kun to butikker i Yangon, der solgte vestlig musik.

– Jeg måtte stjæle penge fra min mor for at købe kassettebånd. Jeg var musikafhængig.

Senere udviklede Skum også en anden afhængighed: Heroin. Myanmar er verdens andenstørste producent af heroin efter Afghanistan, og landet ligger midt i den gyldne trekant – området i Asien, der er kendt for sin store produktion af opium, hovedingrediensen i heroin. Opiumproduktionen udgør en væsentlig del af landets BNP, og den illegale handel med heroin er taget til, efter landet har åbnet op for handlen med omverdenen. Mens regeringen er optaget af udfordringerne med overgangen til demokrati, sørger korrupte embedsmænd og oprørsgrupper for handlen med stoffer over grænsen, især til Kina.

Myanmars narkotikalove er strenge. Straffene er uforholdsmæssigt hårde, og kontrollen med stofferne går primært ud over de mest sårbare: Fattige opiumsbønder og stofmisbrugere. Fængslerne flyder derfor over med kriminaliserede stofmisbrugere, der har brug for lægehjælp.

Skum er heller ikke gået fri. Under et år efter han havde startet Kultureshock, blev han arresteret og smidt i fængsel for besiddelse af marihuana. På det tidspunkt læste han engelsk på Yangon University, der var kendt for sit pro-demokratiske aktivistmiljø.

– De gik målrettet efter mig, fordi jeg var en del af det aktivistiske miljø. Det var belejligt, da de en aften fangede mig med en klump hash, siger han og tilføjer:

– Det er altid brugerne, der bliver straffet.

Og det er symptomatisk for narkopolitikken i Myanmar, bekræfter Skum. At slå ned på brugerne frem for bagmændene.

– Loven er sindssyg. Mens der eksporteres heroin for millioner, er det brugerne, der bliver straffet. Ikke bagmændene eller dealerne.

Skum afsonede tre år i fængsel og tre år i en af byens berygtede arbejdslejre.

– Min ven blev arresteret sammen med mig. Han døde under strafarbejdet. Jeg er heldig, at jeg overlevede.

Efter fængselsstraffen gik Skum tilbage til Kultureshock, og fra 2011 kunne musikkens politiske indhold komme frem uden om censuren.

– Politik og musik er to sider af samme sag for mig. I det her land har man overlevet på at være tavs. Oprøret ligger i første omgang i bare det at tilkæmpe sig en stemme.

Hvor punken i Vesten i dag mest dyrkes af en forkælet middelklasse, hvis revolutionære harme lader til at være med nostalgisk end autentisk, har de unge burmesere hårdt brug for punken til at få afløb for deres vrede mod systemet. Og behovet for systemkritiske stemmer er ikke blevet mindre. Selv demokratiforkæmperen Aung San Sui Kyi kritiseres for at have været påfaldende tavs over for forfølgelsen af det muslimske mindretal, der foregår i landet.

– Nogle skal jo råbe op. Lige nu er der ikke mange, der hører os, men måske kan vi gøre en forskel, hvis vi bliver ved.

Whilst the filthy, bad blood streaming through my veins
A being damned and forsaken in an old, contaminated earth
Can you see the faces of evil underneath the masks of civility?
As an eternal prisoner in a world where the truth’s lost forever

(Skum, Kultureshock, 2015)