Specielt én koncert står helt klar i min erindring. Jeg var sammen med en god ven. Vi havde røget noget hash og drukket et par øl, da vi besluttede os for at spise nogle psilocybinsvampe. Vi indtog svampene, en halv times tid inden koncerten begyndte. Vi skulle se et skotsk band, der hedder Mogwai. De spillede på en af de mindre scener i et telt, hvor der var plads til et par hundrede mennesker.
Da de gik på scenen, begyndte virkningen af svampene som en kilden i maven, og den kilden bredte sig langsomt til resten af kroppen. Musikken begyndte at trænge ind under huden, og pludselig var det som om, at jeg var musikken. Hvert et beat eller guitar-riff gik i blodet på mig, og jeg følte det som om, jeg lettede, fløj op under teltets tag og så det hele oppefra.
Jeg kunne se direkte ind i musikken. Jeg så sågar noder, der langsomt kom svævende ud ad musikernes instrumenter som sæbebobler, der omringede mig oppe under teltdugen, samtidig med, at energien blæste mig rundt på må og få. Dér svævede jeg så rundt i takt til musikken i halvanden times tid, indtil jeg blidt landede i min krop igen, da koncerten sluttede.
“Jeg kunne se direkte ind i musikken. Jeg så sågar noder, der langsomt kom svævende ud ad musikernes instrumenter som sæbebobler.”
Da vi kom ud af teltet og kiggede ud over festivalpladsen, lignede det et middelaldermarked, der lå henlagt i en svag dis, og vi var selv riddere, der kom hjem fra et heroisk slag. Det var vist det, man kalder en
ud-af- kroppen-oplevelse.
Jeg tror, at svampene, sammen med musikken, var grunden til, at oplevelsen blev så fantastisk, samtidig med at alle, jeg talte med, var enige om, at det var den bedste koncert på det års festival. Når jeg tænker tilbage på mine oplevelser med stoffer på festivaler, kan jeg ikke komme i tanke om én eneste dårlig oplevelse. Tværtimod har jeg haft mange fantastiske koncertoplevelser, hvor jeg har indtaget euforiserende stoffer.
