Hættekold

Om det københavnske technomiljøs forbud mod GHB

Klokken er omkring ti mandag morgen og solen skinner ind gennem de farvede vinduer på Berghains toiletter. Jeg sidder på en mælkekasse og venter på at en af ståldørene åbner, så jeg kan komme ud og suge min sidste ketamin. Nok også lidt mere speed og måske også det sidste af en knust lyserød ecstasypille. Jeg har været på klubben i snart 24 timer, dem jeg kom med er taget hjem for et par timer siden, men jeg vil gerne blive de sidste timer indtil klubben lukker.
Til venstre for mig sidder en ung fyr på hug, smuk med plysset hår, en øre- ring i hvert øre og en septum i næsen, korte skægstubbe og overskæg. Han har en hvid ærmeløs t-shirt på med et band jeg ikke kender og korte blå shorts. Jeg giver ham en cigaret, og spørger til hans aften.
Det havde ikke været planen at tage ud, fortæller han, men han var blevet ringet op i løbet af natten og havde fået af vide at hans kæreste havde fået en GHB-overdosis, så han var stået op og havde cyklet de fem minutter til klubben, og havde brugt næsten en time på et klubtoilet på at prøve at holde liv i sin kæreste, som havde svævet ind og ud af bevidsthed. Først havde han pustet speed op i næsen på ham for at forsøge at vække ham. Og når kæresten ikke havde trukket vejret havde han pustet luft ind i hans mund og masseret hans brystkasse. Hver gang det skete havde han tænkt at han ikke ville vågne igen. på ham for at forsøge at vække ham. Og når kæresten ikke havde trukket vejret havde han pustet luft ind i hans mund og masseret hans brystkasse. Hver gang det skete havde han tænkt at han ikke ville vågne igen. Det var ikke første gang han havde stået i den situation, på et lille snavset toilet med et menneske som han holdt afs liv i sine hænder. Og han havde også selv været den som venner havde forsøgt at holde i live. Indtil videre var det endt godt. Folk var vågnet igen – uden selv at kunne huske at være gået hættekolde som en GHB-forgiftning også bliver kaldt – og festen kunne fortsætte, som om intet var sket. Sådan var det også gået denne nat. Hans kæreste var vågnet igen, og da han alligevel havde betalt de 18 euro i indgang havde han tænkt at han lige så godt kunne blive og feste med. Og det var der han var nu – i kø til toilettet hvor han et par timer tidligere havde forsøgt at holde sin kæreste i live – for at tage det samme stof, som hans kæreste havde od’et på. Over de næste måneder i Berlin stødte jeg på GHB i et omfang som jeg ikke havde oplevet i løbet af mine år i Københavns technomiljø. Ikke at stoffet ikke findes i Danmark, for det gør det – og det er både tilgængeligt og billigt. Det har bare aldrig fået den samme udbredelse i det københavnske technomiljø, som det har i Berlin. Og det er der en grund til. Efter en overdosis på en klub for et par år siden besluttede Københavns progressive technoarrangører nemlig at lave et forbud mod at tage GHB til techno-festerne. Nu giver det et halvt års karantæne – og ikke kun på den klub, hvor man bliver taget, men hos nærmest alle byens klubber og festcrews.

HÆTTEKOLD

Den første GHB-overdosis jeg selv kom tæt på er til Gegen – en queer sexfest på KitkatClub – en måned efter mit møde med den unge fyr på Berghain. Jeg gik lidt rundt med en pige jeg kender perifert, og som jeg havde hørt havde et rimelig heftigt stå-op-om-natten-og-ta-hætter-for-ikke-at-få-abstinenser GHB-forbrug.

På et tidspunkt møder vi en fyr som sidder lidt gemt væk i hjørnet af klubbens indendørs poolrum. Møder er så meget sagt, for han er ikke til at komme i kontakt med. Han sidder sammen med en veninde, som prøver at tale til ham, mens hans øjne ruller rundt i hoved på ham. Min veninde tager styringen og sender mig efter vand mens hun prøver at snakke til ham. Hun låner min speed og laver ham en nøgle, som hun putter op i næsen på ham, men lige efter vender han det hvide ud af øjnene og bliver slap i hele kroppen og er ikke til at vække. Jeg vil gerne hente en dørmand, men min veninde mener at hun har styr på det.

Efter et par nervepirrende minutter vågner han op og uden helt at fatte hvor han er, rejser han sig op, og stavrer vrøvlende væk fra sin veninde og sætter sig i et andet hjørne. Vi følger efter ham, spørger ham om han er ok, men det virker ikke rigtig til at han er i stand til at svare på vores spørgsmål. Pludselig vender han igen det hvide ud af øjnene og forsvinder i en koma- lignende tilstand. Jeg spørger igen, om jeg ikke skal finde noget personale fra klub- ben, men min veninde mener ikke, at de vil gøre andet end at smide ham ud.

En af hans venner kommer forbi og overtager ansvaret for at hjælpe ham, og min veninde og jeg går videre – indtil hun kommer i tanke om at ham fyren der er ved at od’e vist nok selv sælger GHB, og at det ville være smart, at hun lige fik hans nummer. Det resulterer i en fuldstændig absurd scene, hvor hun prøver at få fat på et telefonnummer (og en kuglepen) fra en fyr, der er fuldstændig uden for rækkevide, for at hun kan købe GHB af ham en anden dag. Hun mener godt nok at det er billigere at købe der hvor hun køber nu, men det kan jo aldrig skade med en ekstra kontakt.

Over de næste par måneder i det berlinske natteliv begynder jeg at lægge mere mærke til hvordan GHB påvirker festernes stemning. Jeg taler med venner om hvad de selv betragter som håbløs afhængighed, og jeg møder det på klubberne når folk i de sidste timer kommer og nasser speed de kan puste op i næsen på deres bevidstløse venner. Jeg ser folk der er gået kolde ved siden af deres venner uden at vennerne tilsyneladende opdager det. Eller også tager de sig bare ikke af det. Og jeg bliver selv tilbudt GHB flere gange end jeg kan tælle – og ofte mens jeg har drukket alkohol eller taget andre downers – på trods af, at det gør forgiftningsfaren mange gange større.

ARRANGØREN

Månederne i Berlin giver mig følelsen af, at det ikke kan tages for givet at GHB ikke fylder specielt meget til de københavnske raves. Så da jeg kommer tilbage til København tager jeg på besøg hos en af de arrangører, som har indført GHB-forbud- det i det københavnske technomiljø for at spørge om hvordan han mener, at GHB adskiller sig fra andre feststoffer, og hvorfor det har føltes nødvendigt med et forbud mod lige præcis det her stof. Det følgende er uddrag fra vores samtale.

Hey, fedt du havde lyst til at mødes og snakke GHB. Vil du ikke begynde med at fortælle lidt om hvad i gerne vil med de fester i holder?

Vi holder fester af flere grunde. Dels er der selvfølgelig musikken – men det er sekundært i forhold til at skabe så sikre rum som mu­ ligt at udtrykke sig selv frit i – uan­set ens køn, seksualitet, hvordan man ser ud eller hvor man kom­ mer fra. Det rum – sammen med musikken – skaber en helt særlig oplevelse, hvor man kan dyrke sig selv og hinanden. Men vores fester er også et eksperiment – vi havde ingen færdig plan, da vi begyndte at holde fester. De har udviklet sig på baggrund af folks behov. Det handler selvfølgelig også bare om fest – vores hver­ dag er styret af så meget, der ikke handler om vores nydelse og vores frihed, som det kan være super fedt at træde ud af.

En af de måder folk gør det på i technomiljøet er ved brug af forskellige stimulanser?

Ja præcis, og det kræver en høj grad af ansvar fra vores gæster. Vi prøver at sætte fokus på det ansvar, når vi instruerer vores dørfolk, ved at tænke over hvem vi arbejder med og ved for ek­sempel at hyre Club Mafia til at passe på gæsterne. Og som hovedregel siger vi ikke til vores gæster, hvad de ikke må. Men vi forventer at folk passer på sig selv og hinanden.

Hvad er det, der er anderledes ved GHB end andre stoffer som folk tager til raves?

Der er selvfølgelig risici ved alle stoffer. Men GHB er anderledes, for det har en meget lille margin mellem virksom dosis og overdo­sis. Der er ingen der lægger sig til at dø, fordi de tager en kæmpe streg coke – heller ikke selvom du er en utrænet bruger. Du dør ikke ved at tage en hel pille frem for en kvart og man overlever også at drikke trekvart flaske vodka i forhold til bare at drikke et par bajere. Med de fleste feststoffer skal man være meget skødesløs for at det bliver rigtig farligt, og sådan er det bare ikke med GHB. Her skal der bare få milliliter til før det kan gå helt galt.

Hvad fik jer til at beslutte at lave en decideret regel om GHB?

Der var en gæst, der fik en over­ dosis til en fest, hvor personen stoppede med at trække vejret. Efter den fest tog vi fat i de andre progressive arrangører i byen, og skrev ud til alle, som vi vidste var brugere af GHB, at vi havde ind­ ført et forbud mod at tage hætter til technofesterne, og at det ville give et halvt års karantæne. Det handler selvfølgelig om at passe på vores gæster, men også om at passe på os selv som arrangører. Der kommer 800 til 1200 menne­sker til vores fester, og man kan ikke være alles pædagog eller formynder – folk må leve deres eget liv – men jeg har ikke lyst til at folk skal kradse af til mine fester.

Hvordan opdager I at folk tager GHB til jeres fester?

Flere af os kan genkende det, for­di vi har prøvet det selv. Og så er vi også efterhånden så garvede i technomiljøet, at vi kan se effek­ten på folk. Men vi går jo ikke og visiterer folk i skridtet og i sokker­ne og sådan noget.

Hvordan synes du reglen har fungeret i praksis?

Umiddelbart synes jeg det er gået så godt som det kunne. Der er måske stadig nogen der tager det i smug, men vi oplever meget sjældent problemer. Men dem der tager det har måske heller ikke haft så meget lyst til at sprede det. Folk ved, at de ikke kan gå ud på et toilet med ti andre og spørge hvem der vil have hætter. Og det er også en del af pointen: at få det til ikke at sprede sig og at sende et signal om, at det ikke er i orden at risikere så mange menneskers arbejde, fordi man gerne vil have en brandert med et bestemt stof. Det handler om fæl­lesskabet over individet, og hvis folk begynder at falde om til vo­res fester, så stopper alt det her med det samme.

Og hvad med dem der har fået karantæne?

Dem der har fået karantæne har haft forskellige reaktioner – no­gen synes det er uretfærdigt, men nogle bruger det til at få gjort noget ved deres problemer. Og hvis det er nogen fra miljø­ et som gerne vil gøre noget ved deres afhængighed vil jeg også gerne hjælpe med det. Jeg har selv været i fire døgnbehandlin­ger, så jeg kender mere til be­handling end de fleste. Men det skal selvfølgelig være på folks eget initiativ – sådan er det med alle rusmidler.

Ude på gaden efter vores snak tænker jeg over, at jeg er glad for, at GHB ikke fylder så meget til de københavnske technofester, som det gør i Berlin. Det er svært at slappe af og tænke på at udfolde og udforske sig selv, hvis man hele tiden også skal holde øje med om nogen til festen er ved at dø. Det sætter en alvor og mørke ind i den leg som fester er, og som jeg personligt hellere er foruden. Safety first for hvis man skal eksperimentere med ulovlige og potentielt farlige stoffer, så skylder man også sig selv og ikke mindst sine omgivelser at gøre det så sikkert som man kan. Man kan ikke fyre den mere af hvis man er død.

Men samtidig fucker forbuddet også ved min idé om, hvad der virker i for- hold til at forebygge skadevirkningerne ved narko. Når snakken kommer til love på samfundsplan er jeg totalt imod alle former for forbud, og tror, som denne udgivelse i øvrigt, på at oplysning er vejen at gå. Så hvad har jeg egentlig gang i?

EKSKLUSION

For at blive lidt klogere på min egen potentielt hykleriske position og ikke mindst for at høre hvordan det føles at blive ekskluderet fra sit eget miljø, tager jeg videre hjem til en bekendt fra det københavnske technomiljø, som har oplevet at få de seks måneders karantæne for at tage hætter til en fest. Her er vedkommendes historie:

Jeg begyndte at gå meget til techno­ fester for et par år siden, både på Culture Box og på KB18. Men det var især efter de første Fast Forward­-fester, at det blev mere et community, og jeg begyndte også at være frivillig til festerne. Jeg tog allerede mange stoffer inden jeg begyndte at komme i technomiljøet, men havde ikke prøvet GHB på det tidspunkt.

Jeg prøvede GHB første gang til en privat­ fest i Berlin, med en masse andre fra miljøet i København. Jeg hav­ de fået at vide, at det mindede om en blanding af alkohol og MDMA, men jeg vidste ikke så meget om det på det tidspunkt: Nogen sag­de, at man skulle lade være med at tage det, og andre sagde, at det var rigtig sjovt. Det lignede, at alle havde det sjovt på det til festen, så der prøvede jeg det også.

Jeg begyndte med bare at tage det en gang imellem det første halve år. Efter det blev det mere hyppigt, fordi flere af dem jeg hang med også tog det. Det virker ret risik­ofrit i det første stykke tid, fordi det kun virker en time, og man får ikke tømmermænd, men efter no­get tid kan man godt mærke, at det er ret vanedannede og man begynder at få abstinenser. Det er også helt vildt billigt, og er lov­ligt at købe i Tyskland og Holland som GBL (et organisk opløsnings­ middel, der omdannes til GHB ef­ter indtagelse, red.).

Der kom en od på Grønttorvet, og så kom reglen næste dag. Der blev sendt en besked ud til 10­12 mennesker jeg kender. Til at starte med sy­nes jeg det var lidt irriterende at alle skulle holde op med at ta det fordi en person havde haft en dårlig oplevelse. Men jeg kunne også godt forstå, at arrangører­ne gerne ville gøre noget.

Jeg ved ikke hvad den perfekte løsning er. Jeg tror stadig mange tager det, men det er mere skjult, så man ved ikke hvor og hvornår. Jeg holdt selv en pause i nogle måne­der efter karantænen, men nu tar jeg det lidt igen.

Jeg oplevede det som hårdt at blive eks­kluderet fra det sted jeg var vant til at komme og hvor jeg følte mig accepteret. Man får lidt paranoia over hvad folk tænker om en og hvem der ved det. Folk kan også finde på at spørge til det, hvis man drikker vand til en fest eller hvis man er helt blæst. Jeg tror ikke det bliver det samme som før.

Ens omgangskreds bliver også bare ander­ledes. Ikke nødvendigvis på grund af en bevidst eksklusion, men man er vant til at mødes i byen og lave aftaler der. Og så støder man pludselig ikke på hinanden som man plejer.

Man hører også om folk, der giver ano­nyme tips. Normalt taler man fx ikke med politiet i det her miljø, så det kan godt føles lidt som om folk stikker.

Jeg synes at folk der selv tager det skal passe på og tænke sig om inden man giver det til folk. Og så skal de være forsigtige med doser. Det er også en god idé at læse om det på nettet inden man prøver det.

Jeg synes også der burde være en med et forgiftningskursus til festerne, som man kunne gå over og snak­ke med, hvis man har tænkt sig at prøve noget. Der er ikke nogen der tripsitter. Der mangler man en, der ikke er blæst selv til festen, som kan tage ansvar for situatio­nen. Der opstår så ofte en situa­tion, hvor man ikke nødvendigvis ved om man skal ringe efter en ambulance. Og så ville det være fedt, hvis der var adgang til drug test kits. Det tror jeg ville kunne gøre aller mest for at forhindre od’er til festerne.

Besøget hos min ven efterlader mig med et lille hul i maven og får mig til at tænke på, om jeg kom til at ændre opførsel over for personen under og efter karantænen. Jeg kunne i hvert fald godt have gjort mere for at spørge til hvordan det gik og fortalt, at de var savnet til festerne. Der var sikkert alle mulige grunde til, at jeg ikke gjorde det. Hvad nu hvis de hellere var fri for at snakke om det? Kendte vi overhovedet hinanden godt nok til, at jeg kunne bringe det op? Men en stor del af sandheden er nok også, at det føltes som et tabu, som jeg var nervøs for at bryde.

EPILOG

Da jeg et par uger efter vikarierer som picker i døren til en af Københavns techno-fester er der en fyr der bliver båret ud af klubben af to af sine venner. De taler engelsk, og jeg har ikke mødt nogen af dem før. De sætter ham på en bænk og jeg lukker for indgangen og går over og kigger til ham. Det er tydeligvis en GHB-overdosis. Han er ved bevidsthed, men vrøvler og kan ikke svare på konkrete spørgsmål. Da han vender det hvide ud af øjnene og hans vejrtrækning bliver besværet tager jeg min telefon frem og ringer 112.

Mens vi venter på ambulancen kigger jeg over på den kø, der er ved at samle sig foran klubben. Nogle af mine venner og bekendte fra miljøet er over ti år yngre end mig, og var ikke engang begyndt at gå ud da GHB-forbuddet blev indført. Når de begynder at gå ud, orienterer de sig efter dem, der har festet længere end dem selv, og overtager dansetrin såvel som narkovaner. Lige som jeg gjorde det da jeg begyndte at gå ud. Så meget af den viden man selv benytter sig af i forhold til dosis, blandingsforbrug og overdoser er akkumuleret mund-til-mund på klubtoiletter og til morgenfester. Ikke mindst fordi der fortsat bliver lavet så skræmmende lidt forskning på området er man nødt til at stole på sin tribe når det kommer til potentielt dødbringende stoffer. Jeg er ikke sikker på at vi i technomiljøet endnu har fundet den perfekte løsning i forhold til hvilke stoffer der er accepteret og hvilke der ikke er. Men jeg håber, at vi kommer til at fortsætte samtalen længe endnu.

Personer og klubber er anonymi­seret efter eget ønske