(2005) af Rian Johnson
Neo-noir: Stoffer er et tilbagevendende tema i noirgenren, men at en high school i en forstad i Californien er scenen og eleverne indtager rollerne som dopekonge, håndlangere, femme fatale, små pushere med egen dagsorden, samt vendekåber af ethvert køn er et ambitiøst og modigt greb, der gør Brick til en filmoplevelse ud over det sædvanlige.Et febrilsk telefonopkald gør det klart for Brendan Frye (Joseph Gordon-Levitt) at ekskæresten er ude på dybt vand, og kort efter finder han hende myrdet. Ordet “Brick” var blandt de få spor samtalen efterlod vores hovedperson, og i bedste Philip Marlowe stil påtager han sig rollen som detektiv. The Brick viser sig at være en klump sammenpresset heroin på størrelse med en mursten som savnes eftertrykkeligt af sin oprindelige ejer, og i sin søgen efter den og morderen bliver Brendan for alvor hvirvlet ind i de kriminelle afkroge, der gemmer sig i det polerede forstadsliv. Dialogen låner med arme og ben fra de klassiske sort hvide forbilleder som The Maltese Falcon. Billedsiden tilstræber nyere noir som Chinatown. Filmens force er netop kombinationen af de noir pumpede replikker og den pastelfarvede high school virkelighed, der viser sig at have flere ligheder med mafiaen i New York end Beverly Hills 90210. Det er eminent fortalt, tempoet er højt fra start og instruktør Rian Johnson er ikke for fin til at lade ironien glimte, som når moderen til den lokale druglord “The Pin” byder på saftevand midt i et dødsens alvorligt for-retningsmøde.
Brick er Rian Johnsons debutfilm og den blev fortjent præmieret med en speciel jury pris ved Sundance i 2005. Herhjemme er han nok bedst kendt for den fint skårne tidsrejse-thriller Looper, der dukkede op i de danske biografer sidste år. Der er væsentlig forskel på budgettet til de to film, men det er tydeligt i dem begge, at vi har at gøre med en filmsnedker, der kan sit håndværk, og i Brick får vi desuden debuttantens gejst og originalitet serveret råt for usødt.
