Da hash blev til Højere Magt. Et ellers uskyldigt forbrug blev til et misbrug, der var, om end ikke livstruende, så dybt farefuldt for livsglæden. Fucking modbydeligt trættende. Men der fandtes et nyt, frit liv på den anden side af afhængigheden.
Jeg røg min første joint i sommeren 1981. I H.C. Andersen Haven i centrum af Odense. Jeg var 12 år og drevet af en tre år ældre “ven”, der skulle vise mig noget sjovt. Jeg skulle dog ikke forvente mig det store, fik jeg at vide, for man skulle normalt ryge tre gange, før man kunne mærke det. Men, shit, jeg var heldig. Jeg husker tydeligt, hvordan det straks snurrede på den fede måde, og jeg fik grineflip. Det var en åbenbaring dér i parken, som i folkemunde kaldes Eventyrhaven.
Ret hurtigt definerede jeg mig selv som hashryger og fortsatte som sådan i 30 år. I begyndelsen var det til fester og særlige lejligheder, siden blev det i weekender, så tog jeg et par hverdage med, og de sidste 10 år røg jeg hver dag og i tiltagende mængder. Det blev en afhængighed, hvor jeg tænkte på hash før noget andet. Alt skulle tilpasses til, at jeg kunne ryge. Ja, jeg kunne da sagtens spille spil eller bold eller tage på tur med familien. Men jeg skulle helst ryge først. Og have en klump eller joint med i lommen. På overfladen var jeg velfungerende. Jeg tog flere længere-varende uddannelser, karrieren kørte, jeg passede mit ligusteromkransede middel-klasseliv, og jeg var der sådan nogenlunde stabilt for min familie.
Men mit misbrug havde konsekvenser. Det velfungerende var en illusion. Jeg var aldrig særligt nærværende. Aldrig særlig ærlig. Fra at være et socialt og til dels bevidsthedsudvidende stof blev det sådan, at jeg helst ville være alene i min egen verden, som blev mindre og mindre, mere og mere centreret om mig selv. Jeg holdt mig fra venner, der ikke røg. Begyndte at ryge mig godt skæv før jeg skulle møde mine rygevenner, fordi jeg ikke syntes, at de røg nok, og jeg tænkte, at det ville være flovt, hvis jeg afslørede, hvor meget jeg gerne ville ryge, hvis det stod til mig. Et par gange fulgtes jeg med venner ud fra Christiania, knokleskæve, blot for at vende tilbage og fortsætte alene. Det var pinligt at skulle indrømme, at det var kommet så langt, at jeg var blevet afhængig. Min kone kunne ikke undgå at opleve, at jeg røg meget, men hun var jo også ude af huset og sov for det meste mange timer før mig, så hun kendte ikke rigtigt til mængden. Jeg prøvede også at skjule det ved nogle gange at gemme mig, når jeg røg. Ved altid at have tyggegummi på mig. Altid at bære kasket for at dække over mine røde øjne og små pupiller. Nogle gange havde jeg skiftetøj med mig, så jeg ikke lugtede, når jeg kom hjem. Jeg kørte skæv rundt i bil, ikke sjældent med børn i bilen. Jeg begyndte at lyve for at skjule mit misbrug. Glemte fortid, fakta og ordforråd. Blev mere ligeglad med hygiejne. Var altid så træt, at jeg i løbet af dagen kunne falde i søvn på en studs, hvis jeg ikke holdt mig aktiv eller var skæv. Jeg billiger i den grad overborgmester Frank Jensens gentagne initiativer til at gøre København til forsøgszone for fri hash, for et forbud har helt åbenlyst slået fejl. Men det er jo en illegal affære at være hashryger, og det bragte mig tættere og tættere på risikofyldte situationer. Da politiet ryddede Pusher Street i 2004, måtte jeg handle steder på Amager, hvor jeg blev tilbudt hårdere stoffer som amfetamin og kokain, og da jeg handlede på Nørrebro, så jeg børn på 10-12 år, der sad og mixede og røg med pusherne. Det stred mod min moral at støtte den slags – men det måtte jeg leve med, for jeg skulle jo have mit stof. Jeg smuglede det også med over landegrænser, med fly til Polen, adskillige gange med tog og bil til Sverige, og jeg røg offentligt i hardlinerlande som Thailand, Malaysia, Indonesien, Mexico, Uganda, Guatemala, Honduras, Chile, Tanzania og Spanien. Når jeg kom på Staden, og der var razzia, blev jeg for det første meget frustreret, og desuden blev jeg hængende og handlede med pushere, mens panserne stadig stod inden for fem-ti meter fra os. Jeg blev taget af politiet for at køre over for rødt lys, da jeg lige havde røget morgenfed og havde to børn i bilen. Jeg begyndte at hænge ud hos pushere og i rygeklubber. Mod slutningen følte jeg mig fristet til muligheden for at blive chauffør for en større pusher mod kontant kronebetaling eller rigelige mængder brun valuta.
For nogle, måske især andre misbrugere, virker det nok ikke som de store menneskelige katastrofer, men for mig kompromitterede det mine værdier og var med til at gøre mig fucking træt af mig selv. De sidste par år var jeg træt af at bruge så mange penge på hash og støtte rockere og andre kriminelle. Jeg var træt af min døgnrytme, især at jeg ikke gik nok i seng med min kone, på begge måder, og at jeg aldrig stod op med min familie. Jeg var træt af, at jeg var unødvendigt opfarende over for mine børn. Jeg var træt af altid at være bedøvet i hjernen. Træt af at jeg isolerede mig. Træt af at jeg svælgede for meget junkfood, fordi jeg var sløv og ligeglad. Rigtig nedturstræt af at jeg ikke følte mig i ordentlig kontakt med mine følelser, at jeg ofte ikke sagde min ærlige mening til min omverden, fordi jeg var konfliktsky, og af at der var flere og flere handlinger i mit liv, som jeg skammede mig over. Jeg var så tonsertræt af, at jeg ikke havde viljestyrke til at stoppe og derfor følte mig magtesløs og patetisk. Jeg var ulideligt, modbydeligt træt af, at jeg på grund af min afhængighed faktisk slet ikke var mig.
Jeg sagde mange gange – som i hundredvis af gange – til mig selv, at nu skulle jeg holde pause eller stoppe. Det sidste halvandet år som aktiv ryger lovede jeg mig selv det hver eneste nat, når jeg gik i seng på grænsen til besvimelses-skæv. Næste dag var noget af det første, jeg tænkte på, hvornår jeg kunne komme til at ryge igen, og at det da ikke gjorde noget, at der gik en dag mere, for nu var der jo alligevel gået så mange år. Der var så mange undskyldninger: jeg kan ikke sove uden, jeg er glad, jeg er ked af det, solen skinner, det regner, jeg er alene hjemme, jeg skal være sammen med venner, jeg skal være kreativ, jeg skal lave husarbejde, jeg skal dæmpe min rastløshed, jeg skal være festlig, jeg skal til fodboldkamp, jeg skal køre i tog – alle undskyldninger gjaldt. Min teenage-hjerne – det er jo en kendt sag, at ens mentale udvikling til dels går i stå af nolklister på indersiden af skallen – kunne overbevise mig om, at det var min velfortjente belønning for at stå igennem et borgerligt voksenliv med dertil hørende kedsommelige forpligtelser. Jeg kunne også altid sammenligne med venner, bekendte, familiemedlemmer, der var værre. Røg mere, havde haft misbrug af hårdere stoffer, var endnu mere outsidere. Men alle de dårlige undskyldninger holdt ikke i længden. De gentagne nederlag ved ikke at kunne holde mine løfter trak tyngende nedad på vægten med selvværd og førte til en masse ynk. Hvorfor er jeg så svag? Hvor er det synd for mig. Det må jeg ryge på! Meget irrationelt, men afhængig-hed er ikke en rationel størrelse. Det er en sygdom – af World Health Organization benævnt F 13.2 på listen over anerkendte sygdomme – og den er på en gang snigende og overrumplende.
Jeg har altid kunnet mande mig op til alt muligt andet. Uddannelser, karriere, byggeprojekter, motion, være arrangør af alle mulige initiativer. Men hashen måtte jeg give op over for. Den var min bedste ven, men altid at tænke på tjald blev også min overmand, en slags Højere Magt, der styrede mit liv. Den eventyrlige begyndelse udviklede sig til en horrorhandling, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre ved det. Jeg kunne helt åbenlyst ikke klare det alene, men jeg var for stolt til at bede om hjælp. Mig, der havde kontrol over det meste, skulle jeg overgive mig? No way!
Det handlede langt nedad vejen om ikke at kunne håndtere mine følelser. Måske gik det helt tilbage fra min fars død i en bilulykke, da jeg var fem år. Muligvis et sexuelt traume. Sikkert over tidligere kærestesorger. Sandsynligvis over at føle mig overset og at lægge for meget i min omverdens ord og handlinger, som jeg alligevel ikke har en chance for at styre. Helt sikkert over min bedste ven, der tog sit eget liv og over min kones uprovokerede abort med vores tredje barn. Med garanti over, at jeg aldrig har været god til at tale om følelser. Jeg kunne ikke finde ud af at udtrykke dem, og jeg kunne ikke holde dem ud. Hverken de nederen. Eller opperen. De skulle løftes eller dæmpes til noget mere fladt og ufølsomt. En grå masse af så lidt følelser som muligt. På overfladen var jeg glad og bekymringsfri. Under den var jeg bitter, bebrejdende, utaknemmelig og fuld af selvmedlidenhed. Det var deprimerende og måtte ryges væk. Det var ren selvmedicinering, der gjorde mit sind til en sammenflydende masse af følelsesløshed. Jeg blev ligeglad og var sådan set glad for dét. Det blev en livsbetingelse, som vel egentlig var det, jeg blev afhængig af. Det føltes meget nemmere ikke at føle noget. Men de undertrykte følelser og tomheden forsvandt jo ikke ved at ryge. De blev bare udskudt. Det var som at pisse i bukserne og være nødt til at gøre det igen og igen.
Det var ikke et sundt sted at være. Heller ikke for min allernærmeste, især ikke for min kone, som følte sig overset og måtte lyve over for sine omgivelser for at dække over mig. At hun ikke længere kunne holde det sidste ud var den direkte årsag til, at hun forlangte, at vi skulle fortælle det eller blive skilt, og det fik mig til at indse, at jeg måtte gøre noget. Jeg gik til psykolog, en misbrugsekspert, selv tidligere alkoholiker, som overbeviste mig om, at jeg havde brug for hjælp og en måneds Minnesota-behandling i døgndrift.
At tale åbent om alle de hidtil forbudte temaer lettede, og nu kommer jeg i et fællesskab med andre hashafhængige. Genkendelsen i deres historier letter på mine tunge tanker. Det hjælper at finde ud af, at jeg ikke er den eneste i verden, der havde det, som jeg havde. Sammen kan vi gøre, hvad vi ikke kunne gøre alene. Holde op med at ryge. Holde ud at mærke livet. Og komme videre på en sund, åndelig og både egen- og næstekærlig måde.
Det føles frit at være ude af det mentale fængsel, det var at skulle tænke på at skaffe, mixe, ryge og skjule hele tiden. Blandt meget andet positivt har jeg fået fornyet livsglæde, øget selvværd og forbedret familieliv. Jeg slipper dog ikke for et dagligt fokus på afhængigheden. Den ligger konstant lige ved siden af mig og tager arm-bøjninger, klar til at overmande mig, hvis jeg ikke træner bevidst for at holde den fra livet. Men med 24 timer ad gangen har jeg røget min foreløbig sidste joint den 14. marts 2011.
