Det er fredag aften på Roskilde Festival, og jeg har mødt min kammerat Mads for at høre en koncert sammen med ham. Da vi er i starten af koncerten, deler vi nogle tørrede svampe. Der går et stykke tid, før virkningen sætter ind, men da svampene endelig begynder at virke, er Mads gået over efter øl, og jeg står alene og mærker noget mørkt og uhyggeligt krybe frem. Jeg står lidt og observerer, hvordan det store telt på Arena Scenen bevæger sig ned imod mig i langsomme ryk, mens folk begynder at flytte sig nærmere til mig.
Til sidst bliver jeg nødt til at gå. Jeg ved godt, at det sikkert ville være bedst at vente på Mads, men jeg beslutter alligevel at gå ned i teltet alene og slappe lidt af. Nede i teltet – alene – ligger jeg og stirrer op i teltdugen, men i teltdugen viser der sig de vildeste ansigter hele tiden. Hallucinationerne tager til, og jeg kan ikke finde ud af at være nogen steder.
På et tidspunkt bliver jeg overbevist om, at jeg er ved at blive skør. At jeg vil ende som en permanent hallucinerende psyko-grøntsag – ligesom en af mine venners fætter. Heldigvis kommer min kæreste hjem til teltet, og vi bruger de næste par timer på at vandre frem og tilbage udenfor for at få bugt med hallucinationerne. Langsomt kommer jeg tilbage til virkeligheden.
