Krigen mod narkotika

40 års krig mod narkotika er slået fejl, og den har haft ødelæggende konsekvenser for mennesker og samfund over hele verden. Sådan lyder dommen fra en imponerende række af toppolitikere, ekspræsidenter og narkotikaeksperter. De anbefaler en helt ny vej: Væk fra kriminalisering og forfølgelse og ind med fornuft og accept.
Af: 
Ole Hoff-Lund

”Samfundets fjende nummer et”

Midt under Den Kolde Krig og USA’s globale kamp mod kommunismen affyrede USA’s præsident Nixon i 1971 startskuddet til en ny krig: Krigen mod narkotika. 

Fra Mexico strømmede marihuana og kokain op over grænsen for at imødekomme efterspørgslen fra den stigende gruppe af amerikanere, der var begyndt at eksperimentere med stoffer eller bare godt kunne lide en god ryger. 

Nixons svar var i første omgang at styrke grænsekontrollen til vands, til lands og i luften. Langt mere kostbart og kontroversielt var det samarbejde, som CIA og militæret samtidig indledte med mere eller mindre lyssky grupper og statsledere i et bælte fra Mexico i nord til Colombia i syd. 

40 år senere har USA brugt omkring en trillion dollars i krigen mod narkotika. Alene i 2010 brugte regeringen 15 milliarder dollars, mens lokale myndigheder brugte 25 milliarder dollars. 

Gennem årene har amerikanske specialstyrker trænet tusindvis af politifolk og sikkerhedsstyrker i de sydamerikanske lande. Med mellemrum sker der store narkofangster, ligesom der af og til går en stor narkobaron i nettet. Det er succeshistorierne til den amerikanske offentlighed.

Men for indbyggerne i de kokain- og marihuanaproducerende lande kan krigen mod narko ikke gøres op i penge. Alene i Mexico har over 45.000 mennesker mistet livet i løbet af de seneste fem år som et resultat af den nådesløse forretning, det er, at fremstille, smugle og videresælge narkotika. I nabolandene er dødelige narkoopgør ligeledes en del af den blodige dagligdag.9 

Overfyldte fængsler

På den hjemlige front har krigen mod narkotika også sat sine tydelige spor i det amerikanske samfund. I takt med at politiet begyndte at slå hårdt ned på småpushere og festrygere, blev fængslerne fyldt op med tusindvis af mennesker, der ikke havde begået personfarlig kriminalitet, men alene var fundet i besiddelse af små mængder pot eller narkotika.

Gennem årene har antallet nået en astronomisk størrelse. 

Skuespilleren Brad Pitt, der netop har produceret dokumentarfilmen The House I Live In om krigen mod narkotika, siger det på denne måde: 

”Siden USA indledte krigen mod narkotika for 40 år siden, har vi brugt over en trillion dollars, arresteret mere end 45 millioner mennesker, og vi har den højeste fængselsrate i verden. Men stadig er det latterligt nemt at få fat i illegale stoffer. Så hvorfor fortsætter vi ned ad denne vej? 

“Hvorfor taler vi om krigen mod narkotika, som om det er en succes? 

Det er en tragedie”.

– Brad Pitt

En kamp mod tyngdekraften

Med stadig større kraft råber politikere, kommentatorer og eksperter op om, at krigen mod narkotika ikke kan vindes. I Washington Post sammenligner den anerkendte politiske analytiker Brandon Brice det med alkoholforbuddet i USA, der varede fra 1919-1933. Datidens forbud medførte heller ikke en nedgang i forbruget af alkohol. Til gengæld fik gangsterbander gyldne tider med Al Capone som det mest kendte eksempel.

På samme måde bør forbudspolitikken i forhold til narkotika ændres radikalt, mener Brandon Brice: 

”Vi kunne lige så godt udkæmpe en krig mod tyngdekraften”.

Han hæfter sig ved, at der på 20 år er sket en firedobling i antallet af indsatte i fængslerne, hvor af en fjerdedel skyldes mindre overtrædelser af narkotikalovgivningen. Resultatet er millioner af ødelagte familier og en udbredt mangel på respekt for loven, mener Brandon Brice:

”Måske er det på tide, at Washington erklærer sig som vinder af krigen mod narkotika og tilbyder en nådig fred med ’taberne’. Dernæst kan de tage de 100 milliarder dollars, vi bruger på krigen hvert år, og anvende dem på sundhedsvæsenet, skattenedsættelser, betaling af gæld eller noget andet, der rent faktisk er nyttigt”.

Kritik af krigen

Senest har et udvalg i det amerikanske Senat og The Government Accountability Office (GAO), der svarer til Rigsrevisionen i Danmark, leveret en sønderlemmende kritik af USA’s krig mod narkotika. I to rapporter konstaterer de på hver sin måde, at regeringen er ude af stand til at dokumentere, at de milliarder af dollars, som postes ind i krigen, har nogen målbar effekt på mængden af narkotika, der kommer ind i landet. 

En del af kritikken er rettet mod de private sikkerhedsfirmaer, der har modtaget tre milliarder dollars de seneste fem år for at træne lokale sikkerhedsstyrker, udryd-de coca-marker og overvåge narkokartellerne i Latinamerika. De fem største sikkerhedsfirmaer er kendte spillere i den amerikanske militærindustri: DynCorp, Lockheed Martin, Raytheon, ITT og ARINC. 

”Vi spilder skattekroner og kaster penge efter et problem uden overhovedet at vide, om vi får noget igen. Det står mere og mere klart, at vores bestræbelser på at holde narkohandlen i skak overordnet set er slået fejl”, 

siger senator Claire McCaskill, formand for det udvalg, som har skrevet den ene rapport.

Globale forandringer

Endnu mere vidtgående er anbefalingerne fra en række tidligere toppolitikere, ekspræsidenter, narkotikaeksperter samt FN’s tidligere generalsekretær Kofi Annan. I 2011 dannede de The Global Commission on Drug Policy og udgav rapporten ”War on Drugs”, som indledes således: 

”Den globale krig mod narkotika er slået fejl, og den har haft ødelæggende konsekvenser for mennesker og samfund over hele verden”. 

Kommissionen peger på, at præsident Nixon, da han i 1971 indledte krigen mod narkotika, troede på, at en vedholdende og hårdhændet indsats mod dem, der producerer, sælger og bruger stoffer, ville føre til et stadigt mindre marked for heroin, kokain og cannabis. Endemålet var en verden uden stoffer. 

”Men i praksis er narkotikamarkedet vokset dramatisk på globalt plan siden dengang, og det er primært kontrolleret af organiserede kriminelle bander”, skriver de i rapporten. 

De minder også om, at FN’s konvention om narkotika fra 1961 er etableret for at øge sundheden og velfærden for menneskeheden. Altså burde den globale narkotikaindsats ifølge de tidligere toppolitikere handle om at mindske kriminaliteten og øge den sociale og økonomiske udvikling i samfundet. Men realiteten er det stik modsatte, siger de:

”Vi har målt vores succes i krigen mod narkotika med helt andre parametre – antallet af fængslede, mængden af beslaglagt narkotika og længden af strafudmålinger”.

På den baggrund kræver de en helt grundlæggende forandring i måden at anskue narkotikaproblemet, så politiske ideologier og gamle dogmer erstattes af en fornyet fokus på sundhed, sikkerhed og menneskerettigheder. 

”Sørg for, at de internationale konventioner fortolkes eller revideres på en måde, så der er plads til robuste eksperimenter med skadesreduktion og afkriminalisering. Bryd tabuet. Det er tid til at handle nu”, lyder det.

De 19 medlemmer af kommissionen tæller – udover Kofi Annan – blandt andre de tre tidligere præsidenter César Gaviria fra Colombia, Ernesto Zedillo fra Mexico og Fernando Henrique Cardoso fra Brasilien samt rigmanden Richard Branson, EU’s tidligere udenrigschef Javier Solana og FN’s tidligere højkommissær for menneskerettigheder Louise Arbour. Og de sender et klart signal om, at det internationale samfund skal give plads til, at verdens storbyer kan gribe narkotikaind

satsen an på en ny måde – altså en klar opbakning til folk som Københavns overborgmester Frank Jensen (S), der længe har forsøgt at få Folketingets accept til at eksperimentere med hashcafeer og fixerum. 

”Hvis nationale regeringer eller lokale myndigheder føler, at afkriminalisering vil spare penge og skabe mere sundhed og velfærd for borgerne, eller at et reguleret marked kan reducere den organiserede kriminalitet og skabe større sikkerhed for beboerne, så bør det internationale samfund støtte og muliggøre sådanne eksperimenter og tage ved lære af dem”, 

konkluderer The Global Commission on Drug Policy. 

Richard Branson, der som ejer af Virgin Group anskuer problematikken med multimilliardærens briller, fastslår, at hvis narkotikaindustrien var et land, ville den have en af verdens 20 største økonomier med en omsætning på 320 milliarder dollars. 

”I forretningsverdenen identificerer vi problemet og løser det, hvis et af vores firmaer skranter. Det, vi ikke gør, er at fortsætte en forfejlet strategi, som koster enorme summer og forstærker problemet”,  

siger Richard Branson.

Han peger på, at USA har den største fængselsbefolkning i verden med omkring 2,3 millioner mennesker bag tremmer, og at over en halv million af dem sidder inde for at have overtrådt narkotikalovgivningen. 

”Sikke et spild af unge liv”, konstaterer Richard Branson, der også nævner 1930’ernes alkoholforbud som en pendant til nutidens krig mod narkotika: 

”Alkoholforbuddet fik ikke folk til at holde op med at drikke – det fik bare folk til at bryde loven”. 

Branson opfordrer til at legalisere og beskatte narkotika i USA. Det vil ifølge eksperter give et skatteprovenu på 46 milliarder dollars om året. Et tilsvarende beløb kan staten spare, når politiet ikke længere skal håndhæve narkolovgivningen. 

”Hvordan ville vores samfund og daglig-dag se ud, hvis vi tog de penge, vi bruger på at drive en politi- og fængselsstat, og postede dem ind i sundhed og uddannelse? Ved at betragte narkotika som et sundhedsproblem kunne vi spare milliarder af dollars, forbedre folkesundheden og få bedre styr på volden og kriminaliteten i vores lokalsamfund”,  

lyder det fra Richard Branson.