af Maria GerhardtIllegal 6

Hvad jeg er gået glip af, efter jeg er holdt op med at tage kokain;

Der hersker en aggressiv stemning i kvistlejligheden på Østerbro. Mine hænder trommer rastløst på køkkenbord, spisebord og sofabord. Det er min kærestes ting. Hun er ikke hjemme. Hun har planer inde i byen, uden mig. Hun er tolv år ældre. De kalder mig ynglingen i hendes omgangskreds. Der var en, der spurgte, om hun havde planer om at adoptere mig.

Det er fredag aften og følelsen af ungdom ryster igennem kroppen. Jeg keder mig sært rasende.

Mine hænder trommer mod hendes fjernsyn. Det kan tage to kanaler, det ikke selv har valgt. Det er slutningen af halvfemserne. Jeg har ingen mobiltelefon. Hvis jeg vil høre hvad mit sparsomme udvalg af venner laver, skal jeg ringe på fastnet telefon. Jeg kan ikke chatte med dem på Facebook, Jeg kan ikke følge med i deres liv på Instagram. Lade fingrene glide kærligt nedover skærmen og ae dem imens de tygger af munden på restaurant. Det er fredag aften og de har planer, jeg ikke kender.

Min kæreste kender mange mennesker. Mads Holger og Frederik fra min gamle Gymnasie klasse, gav mig thumbs op, da vi mødte dem nede ved Søerne.

”Du har scoret en rigtig københavner, hva?”.

En varm følelse bredte sig i kroppen resten af dagen, hvor vi gik ind i og shoppede i Pisserenden. Stolthed. Indfødelsesret. I aften er der ingen varme i brystet. Livet kommer ikke indefra i dag. Forhåbentlig kommer det udefra, jeg kan mærke desperationen, lukker øjnene hårdt i og venter på et tegn.

Og pling! Så husker jeg det;

Der ligger et brev i skuffen i soveværelset. Min kæreste og hendes veninde kom sent hjem fra en fest for et par uger siden. Veninden sov på sofaen. Om morgenen stod jeg op og lavede røræg til dem, ville fedte mig ind i deres fællesskab. De vågnede groggy og fniste og sendte mig ned efter cola og fniste igen og kiggede indforståede på hinanden og sagde:

”Vi har noget til dig”

Og min kæreste tog sin taske og ledte, og hældte alt ud af tasken på gulvet.

”Aiii hvor er det henne”

Sagde hun og stemningen blev bygget helt op og forventninger rendte rundt inden i mig, og veninden måtte hente sin taske og sprede alt dens indhold ud og endelig røg et lille brev ud fra en forlomme, og de gav mig det, højtideligt, begejstret.

”Hvad er det”

Sagde jeg og var 21 år og kunne høre firtogets friske hvin, fra lejlighedens åbne vinduer mod Farimagsgade.

”Det er da coke”

Sagde den ene og den anden fulgte op;

”Vi har taget resterne med til dig, så du ikke skulle føle dig udenfor”

Jeg blev ikke taknemmelig, jeg blev rasende og veninden måtte gå, fordi der blev så dårlig stemning. Jeg kom fra det autonome miljø, og der tog man ikke stoffer, man tog en alvorlig snak med dem, der ville prøve, og jeg synes bare de var langt ude og brevet endte i skuffen og det tog nogle dage, før vi blev gode venner igen.

Nu åbner jeg den skuffe. Med en følelse af at have noget til gode. Sådan noget børn føler stærkt omkring jul og fødselsdage, en følelse, som forsvinder med årene, men som man kan få fra mails fra ukendte der kommer med ros eller måske fyldte chokolader.

Jeg tømmer brevet ud på en bog og prøver med fingrene at få lagt en stribe og ruller så en hundredekroneseddel, som jeg har set på film og det sidste jeg tænker, inden jeg sniffer, er;

”Jeg skal vise hende”

Det var første gang. Efter ti minutter begyndte jeg at gøre rent.

Sidenhen fik jeg masser af venner, et par år senere blev jeg decideret populær. Ombejlet. Jeg fik fri bar. Hver eneste weekend. En flaske champagne. En flaske vodka. Sodavand til at blande med. Jeg fik en professionel karriere i nattelivet, og der var der masser af kokain. Måske fik jeg noget tilbudt cirka tre gange på en almindelig aften. De fik en drink, jeg fik en line. Jeg blev introduceret til den danske modebranche over en toiletkumme. På et tidspunkt begyndte jeg at købe selv.

Det grænseoverskridende i at ringe til en minirocker. Det at føre en samtale med sådan nogle. Måske endda hænge med dem. Senere den forlængede følelse af at stå lænet op af en dørkam, kigge ud i horisonten og ryge en smøg, med et brev i lommen og natten foran sig. Uovervindelig. Selv hvis festerne er dårlige, bliver aftenen okay.

Den særlige måde man diskret kan spørge folk, om de vil med på toilettet. Og den særlige måde, de vil smile spændt til en og nikke. Den særlig stemning vi sammen vil opbygge på vejen til toilettet, derude og tilbage igen.

Det er de små tegn. Hvis man ikke ved hvad man skal kigge efter, kan tegnene være svære at se. Men når man ved det, er det tydeligt. Smerteligt tydeligt. Det er ligesom kønsbriller, en viden der er svær at lægge fra sig. De mest begejstrede i toiletkøerne. Flere af gangen bag låste døre. Fnisen og lommer der bliver tømt. Ud igen, indbildske og sprængfarlige. Småsnøften. Tænderskæren. Folk der taler tæt og taler længe. Dem, der aldrig gaber. Dem som kan blive ved med at drikke, men aldrig virker rigtig fulde.

I starten holdt brevene mine tømmermænd nede. Efter et par år blev tømmermændene værre. På et tidspunkt sagde min ven der var blevet mor og havde skruet ned og blot holdt sig til Nytårsaften og Distortions Final Party;

”Når man tænker, at enhver given situation kan blive sjovere, hvis man ringer efter noget. Så er det der, hvor man skal holde op.”

Jeg tænkte i mange år, at de fleste aftener kunne blive lidt sjovere. Stemningen kunne være lidt mere på kanten. Hvis jeg ville snakke, tog jeg kokain. Hvis jeg skulle danse, tog jeg ecstasy. Stoffer var blevet en livsstil i sig selv, og til morgenfester sad der venner, der havde en decideret fetichistisk forhold til kokain. Et rør i ben. En lille sølvske om halsen. En mølle, en lille manuel maskine som hurtigt lægger en streg klar.

De nonchalante typer der bare jager en nøgle ned i posen.

Nu gør jeg det ikke mere, og det var egentlig ikke så svært at holde op. Jeg stoppede blot med at gå i byen. Jeg fik andre hobbyer. Jeg fik en familie og senere en kræftsygdom. Hvis jeg bliver rigtig fuld, så tænker jeg på det. Så jeg drikker mig sjældent rigtig fuld. Jeg kan godt lide kontrol. Vand koster ikke 600 kroner literen. Kaffe gør heller ikke.

Spørgsmålet er, hvad jeg går glip af fredag og lørdag;

Jeg highfiver ikke længere nogle over en toilet kumme. Jeg gnider ikke mine hænder simultant med andre. Jeg sidder ikke i tilfældige lejligheder og hører tilfældige menneskers livshistorier. Jeg hænger ikke længere med minirockere. Jeg har ikke længere følelsen, jeg vil fortælle alt, men intet huske i morgen.

Jeg mærker ikke tirsdagshammeren. Livsleden som skyller ind og river alt med sig gennem min krop, og kun efterlader had og misundelse og en fysisk smerte i knogle, i hjerne, i næsebark.

Jeg har nok mistet nogle jobs, ved ikke længere at være så rock n roll. Jeg er ude af sync med de fleste fester, jeg spiller til. Jeg har mistet en del venner. Folk jeg ikke kan overskue, fordi en middag hos dem, betyder at spejlene bliver hevet frem inden midnat.

Der ligger ikke længere krøllede sedler i mine lommer, når jeg går ud og køber ind om tirsdagen. Jeg finder ikke længere Rasmus’ fitness kort liggende i min pung. Eller Sarah’s American Express.

I dag kan jeg godt føre en længere samtale uden kokain. Jeg kan danse uden ecstasy. Jeg kan også godt gøre rent uden. Om mandagen sætter jeg høj musik på og svinger blidt med støvsugeren.

Original reklame i “Hjemmet”, 1943.
“Ferietabletter” eller “humørpiller” var socialt accepteret, let tilgængelig og meget udbredt præstationsfremmende narko i Danmark fra slut-30’erne til 60’erne. Det var kort og godt “speed” til husmødre. Pillerne var fulde af amfetamin, og det store forbrug var en fin foranstaltning for et mandsdomineret samfund. Det gav et bedre humør hos den kvindelige del af befolkningen, sørgede for at de holdte sig slanke (en sideeffekt af amfetamin), og at der var en høj arbejdsmoral i det hjemlige.