Jeg har brugt de sidste par år på at undersøge fænomenet afhængighed og derfor gav det også mening at jeg skulle være billededaktør på netop dette nummer af ILLEGAL, hvor vi sætter fokus på afhængighed.
Hvad har du så fundet ud af Mat?
Hm. Altså.
Ihvertfald: At skyld er en endeløs egodrevet spiral.
At du kan ikke vinde skyld-spillet.
Hvad mener du Mat?
Jeg mener – som bruger af diverse stemningsændrende midler, har jeg brugt meget tid på at tænke dårligt om mig selv, straffe mig selv – ryge min pot og så få noia over at jeg ryger for meget, tage svampe og så tænke “ej, Mat du er helt langt ude nu”, etc.
Men den skyld og skam og den indre hader dér – det er bl.a. den der gør at jeg har lyst til at komme fandens langt væk fra mig selv, ik’? Det er den der gør, at jeg dulmer.
Blandt andet. Blandt virkelig meget andet.
Så første træk er egentlig at lægge skyld og skam til siden – det gør os ikke noget godt – det kan helt sikkert ikke hjælpe os – og i værste fald kan det skubbe os tættere på “kanten”.
Anyway, det er konklusionen, tilbage til fortiden:
Dengang jeg var barn i 80’erne opererede man med en forståelse af afhængighed hvor man skulle “ramme bunden” altså fx. miste kone og børn, for SÅ ville man ligesom indse at “det her går ikke” og så stoppe, evt. hjulpet af en lille Minnesota kur.
Min far prøvede begge dele, men der var intet der kunne stoppe hans dødsdruk. Jeg tror egentlig ikke han var interesseret i at stoppe.
Men findes “bunden” overhovedet, giver det mening at tale om?
Jeg har selv oplevelsen af, at hver gang jeg rammer en bund – så viser det sig sgu at den har en faldlem og jeg sagtens kan gå endnu dybere.
Nå men.
Min undersøgelse af afhængighed er afstedkommet af, at jeg har været omgivet af addicts hele mit liv og af at jeg selv har vandret rundt på kanten af mine addiktioner i ret lang tid.
På et eller andet tidspunkt satte jeg mig for at forsøge at “finde ud af det” komme til bunds i mine mønstre – og det har bragt mig vidt omkring – jeg har siddet rundt om bordene i utallige 12-trins programmer i håbet om at det kunne befri mig fra min tvangsmæssige adfærd. Jeg har også skrevet en grafisk roman om emnet og talt med en masse mennesker om deres brug og misbrug.
Programmet
Jeg lærte en masse vigtige ting i 12-trins programmere. Den vigtigste var nok erkendelsen “Shit mand, vi er alle sammen fucked!”
I grunden minder et AA møde om jungiansk skyggearbejde. Man “outer” sin skygge foran en gruppe mennesker der er på et højt spirituelt niveau, som er i stand til at høre dig, rumme dig, som genkender. Det handler om genkendelse. Og det er fanme rart! At vide at man ikke er den eneste der bare “altid har følt sig forkert”.
At de fleste i 12-trin kommer fra misbrugs- hjem er ikke nogen stor overraskelse. Trauma is the gateway drug, ikke? Sådan var det også for mig.
Jeg fik ryddet op i min fortid da jeg lavede mit 4. trin – her skulle jeg skrive alle de ting ned jeg var vred over, alle de ting jeg frygtede og alle de gange jeg havde opført mig moralsk forkert – den såkaldte “sexliste”.
Og der var meget. En dyb sort klæbrig sø fuld af minder – situationer hvor jeg har følt mig uelsket, afvist, ydmyget etc. Mennesker jeg ikke havde set i 20 år, men som jeg stadig inderst inde stadig holdt vrede til, dukkede op i min bevidsthed – og jeg kunne aktivt begynde at slutte fred med fortiden.
Hele programmet er en øvelse i at tilgive og give slip – at overgive sig til at alt sker præcis som det skal. At give slip på illusionen om kontrol. Og ikke mindst er det en øvelse i at tilgive sig selv – så man kan blive renset for fortidens dunkle skær – så kærligheden frit kan flyde gennem én.
Den anden ting programmet prædiker er overgivelse. Det er sådan set også dét alverdens store healere prædiker – det er det meditation handler om. At give slip på dine fortolkninger – dine domme om rigtigt og forkert og overgive dig til at dette øjeblik (og alle øjeblikke i øvrigt) er perfekte. Og det er svært for det egostyrede menneskelige sind tror jeg – det vil nemlig gerne styre og kontrollere. Og overtænke.
Det vil jeg i hvertfald.
Så dét at være i mental balance kræver daglig observans af sindet – du er nødt til at blive iagttageren der ser hvad dine tanker foretager sig, så du kan lede dem på rette vej. Og på den måde blive et med dit højere selv.
Verdens ledende tænkere lærer os også, at vejen til glæde ikke går gennem egofixes – vi lærer at belønninger udefra ikke giver en vedvarende glæde. Men hvor finder vi den så? Ved at gøre ting med kærlighed – ved at arbejde for at hjælpe og opløfte andre – vi behøver ikke engang gøre det for deres skyld – vi kan gøre det for vores egen – det virker uanset hvad.
12-trins mantraet lyder: clean house – trust god – do for others.
Men.
Jeg droppede ud af programmet ved 4. trin i erkendelsen af, at jeg ikke havde lyst til at skulle identificere mig som misbruger på hvert eneste møde og til evig tid. For mig at se blev jeg fastholdt i en “misbruger” iden- titet, som jeg personligt ikke mener er vejen til bedring. Men før jeg droppede ud, har programmet helt grundlæggende ændret på hvem jeg er som person, hvad jeg laver i verden og hvordan jeg tænker – og det er jeg dybt taknemmelig for.
Jeg ville ønske der var et alternativ til 12-trins programmerne der ikke indebar den indbyggede forkertliggørelse af os som mennesker – men hvor man kunne lave skyggearbejde og integrere de mørke sider – tage alt det positive fra gruppemøderne og normalisere at mange af os kæmper med de her ting. Se at vi ikke behøver slæbe rundt på et helt livs grudges og fordømmel- ser af os selv og andre – men at vi derimod kan blive frie, glade, i-nuet, levende, følende væsner.
Måske laver jeg min egen gruppe 🙂
Begrebet afhængighed
Ok, men er du så stadig bruger Mat?
Well, ja.
Men.
Arbejdet med dette nummer af ILLEGAL – vores snakke i redaktionsgruppen og mig og Michaels ture rundt om søerne har været øjenåbnende – vi har talt om hele clean begrebet – at det i sig selv indebærer ideen om, at hvis du bruger bevidsthedsændrende stof- fer, så er du uren, beskidt – og det fungerer ikke for mig jævnfør min overordnede iagttagelse om skyld – og i og med at jeg er færdig med at gøre mig selv forkert på alle mulige måder. Jeg gør det sgu så godt jeg kan.
Anja Plesner Bloch fra Brugernes Akademi har udtalt, at for hende er metadon ligesom det lag hud hun aldrig har haft. Det kan jeg virkelig relatere til. Sådan har jeg det med weed. Weed gør mig kreativ, social, åben for naturen, det hjælper mig når jeg mediterer – jeg kan bedre overgive mig og mærke mine intense følelser med lidt plant-teacher ganja.
Behøver det være dårligt egentlig?
Afhængighed som begreb er forholdsvis nyt, har Michael fortalt mig. Det blev opfundet for omtrent 175-200 år siden. Før begrebet afhængighed gik man ud fra at folk drak for- di de havde lyst, og ikke fordi de var “nødt” til det. Opfindelsen af begrebet afhængighed kan bedst forståes som en transformation der havde sin grobund i et samfund i forandring – hvor de afvigende, lyststyrede og ukontrollable individer blev sendt på an- stalter hvor deres forvrængede moral kunne styres med disciplin, rutine og hårdt arbejde. Begrebet opstår på baggrund af en middel- klasse der advokerede for selvkontrol – hvor sprut og stoffer var set som noget dæmonisk og ondt – som i AA’s terminologi gjorde folks liv “unmanagable”.
Så behøver vi overhovedet operere med begrebet afhængighed? Gør det noget godt for vores selvforståelse og eventuelle “bed- ring?” I betragtning af hvor mange børn der vokser op i misbrugshjem i Danmark (122.000 iflg. Socialstyrelsen), og at de vokser op med 50% større risiko for selv at udvikle et “misbrug” – at det har andre al- vorlige følgevirkninger så som tilknytnings- problemer, lavt selvværd osv. Så undrer det mig i hvor lav grad vi som samfund formår at åbne en samtale op omkring det. Jeg ved vi er mange der har brug for at den samtale foregår.
What is the gateway drug?
Men hvorfor (mis)bruger vi? Hvorfor dette behov for at dulme? Hvorfor kan vi ikke rumme vores liv, vores følelser, os selv?
Er det et personligt problem – eller … et samfundsmæssigt problem?
Måske har jeg bare borderline og har svært ved at følelses- og tankeregulere.
Måske er jeg bare for følsom. Det var det jeg altid tænkte om min far – at han var for følsom til den her verden. Og det føler jeg egentlig også jeg er. I hvertfald til den ver- den hvor man skal arbejde 9-17 og være en upstanding citizen for at kunne passe ind.
Måske har vi fået skabt et samfund der er så overvældende og stresset og højproduktivt og vækstende og værdiforvredent at de fleste af os liiiiige får en is for meget, venter hele dagen på at klokken blir 4.20, bruger timevis på instagram eller deler en go flaske rødvin næsten hver aften – bare for alt i verden at undgå at mærke noget.
Jeg er her for at åbne samtalen op, for at stå her med min skygge og erkende at det er okay. Jeg er her for frihed, ærlighed, ompro- grammering, sårbarhed, accept, overgivelse, for gender-fluidity, for kærlighed.
Pseudo
Min egen rejse gennem afhængighed har egentlig varet hele mit liv – jeg har været i nærheden af det så længe jeg husker – gennem mine nære relationer og også i min egen kamp med det. Man kan sige at min afsøgning af fænomenet afhængighed har været en intens empirisk undersøgelse.
Jeg har søgt ekstremerne og altid været interesseret i at udvide bevidstheden – jeg var 15 første gang jeg tog svampe med min søster i Amsterdam og det var det vildeste trip. Da jeg fandt sammen med bankrøver Nick vidste jeg godt han var en bad boy. Jeg var Bonnie til hans Clyde og det var også fedt nok. Og der var gratis stoffer 🙂 Og han var totalt vild med mig, helt besat. Det havde jeg aldrig prøvet før, så det junkede jeg også på.
Og det er egentlig det Pseudo, som vi bringer et kort uddrag af her, handler om.
