Fænomenet afhængighed

Hvad er afhængighed? Er svaret at finde i gener, biologi og hjerneforskning, i sociale og økonomiske omstændigheder, eller er det et stigmatiserende lortebegreb vi gjorde bedst i helt at droppe og lede efter nye mere præcise begreber? Lad os i første omgang gå ud fra at afhængighed er et validt begreb, og se på hvad vi ved om det. Videnskaben har ikke noget entydigt svar. Jo mere sikker man er i sin sag, jo større huller i teorierne lader der til at være. At afhængighed er lidt af hvert, ser ud til at være den mest kærkomne lappeløsning, men det åbner igen op for flere spørgsmål. Et af dem er, om det egentlig betyder så meget at finde den endegyldige sandhed, eller om det snarere er vores besættelse af at patologisere og sygeliggøre en længere og længere liste af menneskelig adfærd, vi burde gøre op med.

Afhængighedens historie
At bruge stoffer medicinsk og rekreativt, går så langt tilbage som 7000 år før vor kristelige tidsregning (Crocq 2007). Brug af stof- fer til religiøse, medicinske og – ahøm – hyggelige formål, har eksisteret på alle kontinenter, i de fleste kulturer, i en eller anden grad. De har i tidens løb været problematiseret, beskattet, regu- leret, kontrolleret og nogle gange også forsøgt udraderet. Mest af alt beskattet. Sådan er det ret meget også i dag, hvis man begyn- der at tænke lidt for meget over det.
Men hvad så med afhængighed, er det en moderne opfindelse? Der er historiske optegnelser der beskriver proble- matisk brug af eksempelvis alkohol og opium, men ifølge antro- pologen Merrill Singer, er det først i det 19. århundrede – hvor stoffer raffineres til koncentrerede, globalt forhandlede varer – at afhængighed opstår som social kategori, særligt i forbindelse med kolonialismens (og senere den globale kapitalismes) jagt på arbejdskraft. Lokale former for stofindtagelse blev set som skadeligt for de koloniale overherrers ønske om underkastelse, disciplin og lydighed (Singer 2012:1748). Hvor det at tage stoffer for eksempel tidligere kun var en handling (noget man gjorde), blev det i løbet af det 19. århundrede til noget man kunne være, en identitet (Sedgwick 1994:129). Den afhængige (the addict) blev til en art, som kunstneren og queer-teoretikeren Eve Kosofsky Sedgwick påpeger, med en let omskrivning af noget Foucault har skrevet om homoseksualitet. At blive identificeret som tilhøren- de denne art kunne være (og kan stadig være) fatalt.

Hvad er afhængighed?
Den pensionerede overlæge Peter Ege skriver om afhængighed, at det er et upræcist begreb, grænsende til det meningsløse (STOF 2020: 77). Det kan både henvise til abstinenser efter kropslig til- vænning til et stof, men også til noget ganske dagligdags som at være afhængig af praktiske redskaber, som en cykel eller telefon, hvor det har knapt så negative konnotationer (ibid). Dertil kom- mer den moderne, mainstream forståelse af afhængighed som noget der kan opstå i forhold til ALT. Arbejdsnarkoman, shopaholic, sexaddict osv. er blevet alment accepterede betegnelser.
I forhold til menneskelige relationer eller menings- skabende aktiviteter som et arbejde kan være, kan det bruges direkte positivt (tænk engang!). Men en overhængende fare for, at afhængigheden er skadelig, lurer også her. Alt i alt er det – sproglig og begrebsmæssig uklarhed eller ej – et væsentligt, indflydelsesrigt aspekt af den moderne, menneskelige tilstand. Men hvad er det?

Stofafhængighed
Det starter med stoffer. Ikke bare er stofafhængigheden den der kom først, den er også en slags metafor for alle andre former for afhængighed. Narkomanen er det stærkeste symbol på vores forhold til afhængighed: det alt andet bliver sammenlignet med, som set i dokumentaren The Social Dilemma, der handler om vo- res forhold til sociale medier og smartphones. En del af filmen er en fiktiv, iscenesat historie om en teenager der bliver mere og mere afhængighed af sin telefon, til han synker ned i en form for apatisk, sløv tilstand hvor det eneste, der er virkeligt for ham, er det der sker inde i telefonen og på de sociale medier (lige bortset fra når det aktiverer ham politisk til at gå til demonstration, hvil- ket vi forstår er det værste man kan blive lokket til). Referencerne til narkomani er tydelige. En af filmens små, smarte sammenlig- ninger er denne (sådan ca.): de eneste der bruger betegnelsen “brugere” om deres kunder, er pushere og sociale medier. Der hvor det virkelig skæres ud i pap at hovedpersonen i den fiktive film inde i dokumentaren er blevet “afhængig”, er en scene hvor han knap nok ænser at den pige han er forelsket i, snakker til ham. Hans smartphone er blevet det stof der erstatter alt andet, ligesom den kendte forestilling om en narkoman fortæller os. En smule karikeret? Århlavær.
Stofafhængighed er det, der findes den rigeste data på, simpelthen fordi den er blevet problematiseret og undersøgt længst. Den idag så brede definition af afhængighed, er en vide- rebygning på den oprindelige. Argumentet er, kort fortalt, at for- skellige aktiviteter kan stimulere vores hjerner på en måde der kan danne grundlag for tvangsmæssige handlemønstre, lig dem vi for- binder med stofafhængighed (Burraway 2020:1). Alle aktiviteter der er nydelsesfulde (som at have sex eller at spise) stimulerer de centre i hjernen der udløser dopamin og hvis man overgør noget længe nok, skaber det en kemisk ubalance. Det er interessant, for- di det på sin vis gør op med en dominerende og meget indflydel- sesrig forestilling om stoffers evne til at “fange” brugeren, myten om at bruger-du-én-gang-er-du-hooked, bundet af kemisk slaveri (Hari 2015:177). Et stærkt overdrevet rygte, der simpelthen ikke holder. De fleste der tager stoffer (også dem der regnes for “hårde, såsom heroin) bliver ikke dybt afhængige, det gør kun 10-20 % (Hart 2020). De fleste mennesker kan altså tage stoffer eller lade vær. Og hvis spil, sex, shopping eller mad, kan fange dig på samme måde, kan det jo ikke være et særpræg ved stofferne. Den alment accepterede erkendelse af at afhængighed kan opstå i forhold til alt, burde afstedkomme enten et forbud mod alt, eller en ophævel- se af forbuddet mod visse substanser. Vi venter stadig.
Kritik af forklaringen med dopamin fremfører, at den i samme grad som den om den kemiske krog, negligerer sociale, psykologiske, socioøkonomiske og kulturelle omstændigheder for dannelsen af afhængighed(er) (Burraway 2020:1). Den sam- me kritik har ofte været rettet mod den i nyere tid mest domine- rende forklaring på afhængighed: at det er en sygdom.

Afhængighed som sygdom
Den forklaringsmodel der fremfører at (stof)afhængighed er en sygdom i hjernen, er den mest indflydelsesrige og dominerende. Amerikanske NIDA (National Institute on Drug Abuse), financie- rer 90% af al forskning om stofafhængighed og er den fremmeste proponent for ideen om at afhængighed er en sygdom i hjernen (Hari 2015:179). Sygdomsperspektivet stammer oprindeligt fra den ind- flydelsesrige, spirituelt orienterede AA-bevægelse og bar her mere præg af at være en slags metafor. Stofafhængighed kan opleves som en sygdom af den afhængige, noget man ikke selv har kontrol over, noget fremmed der overtager kroppen. Denne sammeligning kan umiddelbart give intuitiv og følelsesmæssig mening, men der var ikke videnskabelig, klokkeklar opbakning før 1997. Interessant nok opstod der her en form for alliance mellem en små-religiøs behandlings-bevægelse og en af verdens mest magtfulde viden- skabelige institutioner. NIDA gav AA’s intuitive idé, en vægt den ikke havde haft før.
Det skete i 1997 da daværende direktør for NIDA, Allan Leshner, skrev: “at afhængighed er bundet til forandringer i hjerne struktur og funktion, er det der gør det, fundamentalt, til en hjernesygdom” (min oversættelse, red.) (Hart & Griffel 2018, American Science). Det er et medfølende perspektiv der opfordrer til at se på “de syge” med empati, et forsøg på at reducere stigma, og dets bannerførere er generelt fortalere for at stofafhængighed er et problem for sundhedssektoren og ikke retssystemet (NIDA 2018). Håbet er, at accept af afhængighed som en sygdom vil af- føde en mere empatisk behandling fra samfund og retsvæsen. Det er dog langt fra sikkert, påpeger kritikere, at det er følge- virkningen. Det kan ligeså godt give mere næring til kontrol og stigma, særligt for dem der i forvejen er sårbare overfor kontrol fra straffeapparatet fra den ikke-geografisk specifikke krig mod stoffer (Garriot & Raikhel 2015:486). Der er mennesker der føler en lettelse ved at få at vide, at de er syge fremfor amoralske, men spørgsmålet er, om der ikke er noget imellem de to?:
a) amoralsk menneske
b) sygt menneske
Det er, så vidt jeg kan se (og undskyld mig lige her, imens jeg retter på mine briller), en falsk dialektik. De to valgmuligheder er begge henlagt til individet, men der må jo være noget udenom den enkelte. Ingen af os eksisterer i et vakuum.
Hjernesygdoms-perspektivet bygger (meget kort fortalt) på eksperimenter med dyr og mennesker, hvor man har scannet stoffri og stoffulde hjerner og noteret forskelle i hjernen på de stofpåvirkede. Den populære (og efterhånden mainstream) forklaring er, at gentagent brug af nogle stoffer fucker dopamin- receptorerne i hjernen op, så det til sidst ikke er muligt at føle ægte glæde eller at motivere sig selv. Neurofarmakologen Carl Hart, mener dog ikke at der findes brugbar videnskabelig data der kan bakke denne påstand op. Det er sandt at der kan påvi- ses ændringer i hjernen hos stofbrugere, men forskellen er ikke større end hos så mange andre, og det er slet ikke nok til at man kan tilskrive de ændringer patologisk adfærd. I andre forsøg, på- peger Hart, ville man ikke drømme om at komme med så dristige konklusioner på hvorfor der findes visse forskelle i menneskehjer- ner (American Science 2020) er neurologiske ændringer i hjernen ved stofindtag, men det er der også ved alt muligt andet, for eksempel indlæring og stress (STOF 2020:78).

Hart argumenterer derudover for, at ikke blot er der meget svagt videnskabeligt belæg for at kalde afhængighed for en hjernesygdom, dette dominerende perspektiv er også skade- ligt for fri forsking, for behandlingsmulighederne og fordi der er politiske konsekvenser ved en accept af perspektivet. Det efterlader kun to muligheder, mener han. Enten kan man fikse stofferne (ved at udradere dem) eller fikse individet der er blevet hooked. Forskningen om emnet går i rundkreds, fordi den ikke stiller spørgsmålstegn ved sine etablerede sandheder, men kun bedriver videnskab med henblik på at underbygge en tese, som Hart mener er ualmindeligt svag.
Journalisten Johann Hari, skriver i hans bog fra 2015, Chasing the Scream, at NIDA udelukkende støtter videnskabelige undersøgelser af skadevirkninger af stoffer (Hari 2015:179). Det- te er en følge af kriminaliseringen af stoffer. Fordi samfundet har bestemt at visse substanser er farlige og bør være ulovlige, er forskning der udfordrer eller bare nuancerer dette perspektiv, ved sin blotte eksistens kontroversiel, men endnu mere vigtigt vil den som regel ikke engang blive produceret. Der skal funding til for at lave forskning, og det er ganske enkelt meget, meget svært at finde finansiering til at lave forskning der går imod den etable- rede konsensus: Stoffer er skadelige og afhængighedsskabende. Men at de kan være det, betyder ikke at de altid er skadelige. Her påtager videnskaben sig en forsigtig, formynderisk tilgang, hvor det er bedst ikke at gå dybere ind i noget der udfordrer den etab- lerede sandhed, fordi det kunne opfattes som en blåstempling af “de der forbandede, farlige stoffer”. Resultater der udfordrer det- te perspektiv, er farlige både for stater der bekriger stoffer og de dele af videnskaben der har bygget karrierer på at underbygge de vedholdende myter om afhængighed. Selvom NIDA advokerer for mere behandling og mindre straf, bliver de set af mange som en del af den samme bevægelse, der gav os krigen mod stoffer, som også har en formynderisk tilgang: stoffer er skadelige for mennesker og derfor skal de udryddes fra jordens overflade for de svage sjæles egen skyld. Vi ved hvordan det gik med det: vi lever nu alle sammen i det stoffri verdenssamfund og jeg har lige rejst mig meget hurtigt op i det vage håb om at kunne få noget der minder om en buzz på, ved at få blodtrykket i kroppen til at falde og blive lettere svimmel.
Carl Hart mener at hjerneforskningen gør sig skyldig i fejlbehæftet forskning ud fra et forsigtighedsprincip og at dette, mere end de farlige stoffer, er samfundsskadeligt (The Guardian 2021). Vedholdende myter kan ikke be- eller afkræftes, fordi de sjældent forsøges efterprøvet, af skræk for at sige noget som helst positivt om stoffer. Det kan man jo ikke, når det står lige der i loven, at Satan har skabt dem. Samtidig postes der uende- ligt, uoverskueligt store summer penge i forsøg på at løse stofproblemer kemisk (såsom en kokainvaccine). Penge der (hvis man skal tro Hart) ligeså godt kunne kastes ud af vinduet, fordi sygdomsperspektivet fordrer simple løsninger der ignorerer en lang række sociale faktorer, som man i stedet skulle fokusere den samme energi på at løse:
“Hvis problemet er en persons neurobiologiske til- stand efter eksponering for et stof, så må stoffet enten udryddes fra samfundet gennem retshåndhævelse, eller et individs hjerne må blive behandlet. I sådan en nærsynet tilgang bliver de socioøkonomiske og samfundsmæssige faktorer der bidrager til stof afhængighed, betragtet som en fodnote i research, klinisk praksis og politik, til trods for deres åbenlyse vigtighed” (min over- sættelse) (Griffel & Hart 2018).

Arv & miljø
Altså, kort fortalt, så er det naturvidenskaben og samfundsvidenskaben der er uenige (igen), og synger den gamle sang om arv eller miljø. Videnskaben kan (meget groft) opdeles i to lejre: dem der lægger uforholdsvis stor vægt på gener, biologiske arveanlæg og hjernens kringlekroge og dem der lægger den på socioøkonomiske omstændigheder, opvækst, omgivelser, muligheder, mangel på samme, og livsbetingelser. Den sociale videnskab vil som altid mene at naturvidenskaben er besat af at lokalisere hele årsagen til problemet et sted inde i din rygmarvsvirvel eller din morfars nossepose. Eller sagt på en anden måde: biologiske og neurologiske forklaringer lokaliserer eksempelvis afhængig- hedsproblemer til inde i kroppen og hjernen, gør dem til noget rent individuelt, og ser bort fra alle de ting udenfor, der kunne være udslagsgivende. De finder så i samme ånd løsninger der kan fikse det der er galt inde i dig (en kemisk ubalance kan fikses med den rette medicin), men negligerer alt det der er galt udenfor dig, og jeg tror godt jeg kan tillade mig at sige, med en hvis viden- skabelig autoritet, at der er en hel del ting galt udenfor lige netop lille dig. Du er jo ikke verdens centrum!
I praksis er det jo nok ikke så enten-eller agtigt og i en behandlingssituation vil disse, groft karikerede, måder at se afhængigheder på, givetvis ofte overlappe. Ikke desto mindre virker det tydeligt, at den naturvidenskabelige tilgang til afhængighed, er den der har vundet mest i forhold til indflydelse og udbredelse, og at den sidder i fedtvævet i vores hjerner som en række selvfølgeligheder der er svære at ryste af sig.

Alt-andet-end-stofafhængighed
Hvad vi skal mene om alt det her med afhængighed, bliver endnu mere svært at gribe fat i, når vi kigger ud over stofafhængigheden, der fylder så meget i vores forståelse af hvad det er.
“Vi lever i et højst afhængigt samfund” siger psykoterapeuten Gabor Maté (Harri 2015:181). Hele samfundsstrukturen, mener han, er bygget op omkring markedsføring og forbrug, og lærer os at alle behov og begær har et matchende produkt, som kan give os det, vi har brug for: vores fix, for at bruge den slidte metafor endnu engang. Maté ser det i høj grad som en konsekvens af stigende isolation, ensomhed og mangel på forbundethed. Det kapitalistiske samfund fortæller os at løsningen er mere forbrug, men det er kun en midlertidig løsning på et problem der handler om menneskelig forbindelse.
Kunstneren Sedgwick beskriver det paradoksale ved hvordan kapitalismen manipulerer til tvangsmæssigt forbrug (for eksempel igennem reklamer), samtidigt med at den insisterer på, at forbrug er et udtryk for fri vilje. At holde virksomheder ansvarlige for at manipulere deres forbrugere til at købe mere end de behøver, skaber et dilemma for forbrugeren, der for at kunne rejse en sag mod en virksomhed og udpege den manipulation, den afhængighedsskabende praksis virksomheden har gjort sig skyldig i, må opgive sin identitet som frit vælgende glad forbruger, til fordel for en som afhængig, og dermed sætte sig selv i bås med samfundets laveste (Sedgwick 1994:139). Vi er alle sammen forbrugere i dette samfund, i overhængende fare for at blive slavebundne af købe-impulser. Det er som om, at billedet på den afhængige, narkomanen, er det forvrængede spejlbillede af os selv som vi frygter allermest og derfor hader og afviser på det kraftigste. Den fuldstændigt ustyrlige forbruger, er på én og samme tid den ideelle borger i forbrugssamfundet – ham der bruger sin frie vilje til at købe lige det han vil, når han vil – og det ultimative skræmmebillede: den der ikke kan styre sig selv, ikke er kontrol- leret og disciplineret, ikke har fundet sin rette hylde i samfunds- fabrikken. Når nu narkomanen er sådan et stærkt symbol i vores tid, dét vi bruger som metafor for alt forbrug, hvordan kan det så være at vi hader ham så meget? Skulle identifikation ikke skabe empati og binde os tættere sammen?
På en eller anden mærkelig måde tror jeg at vi hader dette symbol, fordi vi misunder det. Vi misunder hvordan junki- en kaster alle de reb væk vi selv er bundet af og hader ham, fordi han ikke gør sin borgerpligt, sådan som vi gør. Narkomanen er revolutionær, fordi det globale kapitalistiske samfund mere end noget andet kræver af os, at vi disciplinerer os selv til at indgå i kæden af forbrugsarbejdere. På den måde hænger vores forstå- else af afhængighed stadig sammen med hvordan den opstod: som en betegnelse for social afvigelse særligt tiltænkt dem der er svært regerlige som arbejdskraft. Og udstiller et samfundspa- radoks, om borgere der skal være tvangsmæssige overforbrugere og kontrollerede og disciplinerede arbejdere på samme tid.

Litteratur
Anthony, Andrew. The Guardian. 2021. Meet Carl
Hart: parent, Columbia professor – and
heroin user.
Burraway, Joshua. Addiction. 2020. The Cambridge
Encyclopedia of Anthropology.
Crocq, Marc-Antoine. 2007. Historical and cultural
aspects of man’s relationship with addictive
drugs. Dialogues in Clinical Neuroscience.
Ege, Peter. 2020. Stofproblemer – og hvordan man
løser dem. STOF.
Garriot & Raikhel. 2015. Addiction in the Making.
Annual Review of Anthropology. Vol.
44:477-491.
Griffel & Hart. Is Drug Addiction a Brain Disease?
2018. American Scientist.
Hari, Johann. 2015. Chasing the Scream.
Singer, Merrill. 2012. Anthropology and addiction:
an historical overview. Addiction vol. 107:
1719-1890.
Sedgwick, Eve Kosofsky. 1994. Tendencies.
Epidemics of the Will.
Dokumentar
The Social Network, 2020

(Visited 3 times, 1 visits today)