Det her er mit personlige ikke-videnskabelige eksperiment.
Baren er proppet med mennesker, men jeg kan kun se ham. Han er smuk med sine isblå øjne og markerede kindben. Mit hjerte hamrer hurtigt, og blodet banker gennem min krop. Min ryg og håndflader er fugtige. Den hawaiiklædte DJ spiller salsamusik, der pumper forstyrrende højt ud gemmen højtalerne, men jeg kan kun høre ham. Hans røst er beroligende. Nærmest hypnotiserende. Mine hænder er rastløse, og lysten til at røre ved hans utroligt velproportionerede krop trænger sig på. Men jeg holder fingrene for mig selv, ellers virker jeg for ivrig. Det ved jeg godt.
Jeg er på date, og jeg er på MDMA.
Det var min debut. Jeg havde aldrig taget MDMA før, og jeg havde aldrig været på en date før.
Men jeg havde læst om folk, der bruger MDMA til at skabe nye relationer, fordi det gør dem mere åbne og mere hengivne. Jeg havde hørt om par, der bruger det med succes; som en form for parterapi, og jeg har venner, der tager det, når de går i byen, fordi der nærmest opstår en symbiose mellem dem, musikken, dansen og deres venner. MDMA gør noget ved en.
Paraderne falder, humøret stiger, og folk bliver smukkere.
Jeg blev nysgerrig. Jeg ville vide, hvordan det føles, men jeg ville også gerne teste, om MDMA kunne frembringe den her følelse af forelskelse. Kan man faktisk kunstigt fremkalde kærlighed?
Match
Vi havde aldrig mødt hinanden før. Mig og manden. Kun i det virtuelle rum på den populære dating-app Tinder. Han kunne lide billederne af mig, og jeg kunne lide billederne af ham. Og vupti, a match made on Tinder. Det eneste, jeg vidste, var, at manden var 35, arbejdede i samme branche som mig, og at han så godt ud. Han havde potentiale, vurderede jeg.
“Hej. Pæne billeder. Skal vi mødes til en øl?”
Min mission var klar, og jeg magtede ikke alt det der udenomssnak, så jeg valgte den direkte stil. Det virkede, men vi endte alligevel med at skrive om en masse ligegyldige ting, inden vi mødtes. Jeg var ikke i den syvende himmel, men han virkede skarp, humoristisk og nede på jorden.
Fundamentet for en god date var lagt, så nu manglede jeg bare at skaffe noget MDMA.
Det vil jeg ikke komme så meget nærmere ind på. Jeg vil bare smide en bemærkning om, at det altså ikke er nemt at få fat i, hvis man ikke gør det jævnligt og derfor har et netværk med en pålidelig kontakt og i øvrigt ikke har lyst til at hente det hos en tilfældig gut på Dronning Louises Bro. Jeg ryger pot, og jeg har taget svampe og kokain før.
Jeg er ikke bange for stoffer, men jeg er hunderæd for dårlige stoffer.
Kærlighed i krystalform
Det er fredag aften, klokken nærmer sig seks, og jeg har endelig fundet noget MDMA og noget tøj at tage på. Helt sort, flade sko, udslået hår, rød læbestift. Det sikre valg. Jeg skriver med manden. Han ved ikke, at jeg har tænkt mig at være påvirket af MDMA, når vi mødes, og jeg har ikke tænkt mig at fortælle det.
Paradoksalt nok vil jeg gerne have, at hans indtryk af mig skal være ægte, selvom jeg er i tvivl om, om man overhovedet kan tale om ægte og uægte følelser. I mine kyniske øjeblikke tror jeg alligevel mest på, at kærlighed er noget kemisk, som vi ikke selv er herre over.
Jeg har i øvrigt talt med en læge om min MDMA-dateplan, og han har forklaret mig, at min interesse for manden vil smitte af. Det er vel lidt det samme som, at verden smiler til en, hvis man smiler til den.
Nu er jeg hos min veninde. Det er hende, der har skaffet MDMA’en.
I sengen på min venindes værelse tager hun kapslen med de gullige krystaller frem. Hun har prøvet det mange gange før, og jeg er tryg i hendes selskab. For selvom lægen fortalte mig, at den eneste fejl, jeg kunne begå – altså, udover at købe noget rigtigt lort – var at drikke for meget vand, er uvisheden om, hvad der kommer til at ske, stadig nervepirrende.
Og det kan ses i askebægret.
Klokken nærmer sig halv ni. Det var ikke meningen, klokken skulle blive så mange. Nu virker det som en af de der dates, hvor det eneste formål er sex. Det irriterer mig, og jeg bliver utålmodig. Vi spreder krystallerne på noget papir og knuserne dem. Jeg slikker på min finger, dypper den, så der kommer en knivspids med op. Jeg slikker min finger ren igen og skyller ned med Fanta. Alligevel smager det syntetisk og bittert. I lang tid. Det skærer i mine smagsløg, og jeg bevæger febrilsk min tunge rundt i munden for at samle det sammen og få det ned.
Der går 20 minutter. Jeg kan ikke mærke noget. “Hvor langt er du,” skriver han. “Jeg er lidt forsinket. der er lige kommet noget i vejen,” lyver jeg. Det er ikke helt løgn, undskylder jeg over for mig selv. Der går 45 minutter. Jeg kan stadig ikke mærke noget. “Nu har jeg snart drukket mig så fuld, jeg tør ses med dig,” prøver jeg at joke for at holde ham ved ilden. Halvanden time er gået, men jeg føler stadig ingenting i kroppen.
Jeg overvejer at tage noget mere, men jeg vil heller ikke være helt blæst, når vi mødes, så jeg lader være, bestiller en taxa og sætter kurs mod manden.
Jobsamtalen
Der sidder han så. Udenfor under varmelampen, sammen med to øl.
Han er flottere end på billederne.
“Hej,” siger manden.
“Heeeej,” svarer jeg usikkert.
Vi krammer og sætter os i stilling overfor hinanden. Hvad laver vi, hvilke aviser læser vi, hvor har vi gået i skole, interesserer vi os for bøger, kunst, cykler eller skovens dybe ro. Jeg føler, jeg er til jobsamtale. Præcis ligesom jeg frygtede en date ville være. Kaut og fucking angstprovokerende. Præcis sådan det ikke skulle være.
Hvis MDMA’en pludseligt sætter ind, så bliver det sgu underligt, tænker jeg. Da vi skrev sammen, synes jeg, han var sjov og uformel. Nu er mit indtryk helt modsat. Desuden er jeg utilpas, og jeg føler, mit selvbillede ligeså stille krakelerer.
Jeg bliver ivrig efter, at MDMA’en virker.
En time og mange anstrengte grin efter går jeg ud på toilettet. Jeg kigger mig i spejlet. Mine pupiller er ikke større. Jeg ligner mig selv. Jeg er desperat for at få det til at virke, så dypper min våde finger i posen og slikker den ren. En halv time senere bløder stemningen op. Jeg bliver mere snakkesaglig, føler mig lidt rastløs
og mærker mine kinder stramme op. Jeg kan ikke lade være med at smile. Vi rykker videre til en ny bar på den anden side af vejen. Manden har været der før og er vild med det. Da vi går derover er det tydeligt, at MDMA’en virker. Jeg føler mig utrolig rastløs, glad og jeg begynder at svede.
På bar med Bukowski
“Det er jo det vildeste sted det her. Jeg elsker det,” udbryder jeg euforisk, da vi træder ind ad døren til den Hawaiiudsmykkede bar, proppet med mennesker og salsarytmer i højtaleren. Det er svært for mig at holde min begejstring tilbage og jeg gentager mig selv fem gange. “Det er jo det vildeste sted det her.”
Hvis jeg skulle beskrive det i dag, ville jeg sige, det ligende en kulisse til en dårlig film med underbetalte skuespillere, der overspillede deres rolle. Normalt ville jeg hade sådan et sted. Han går selvsikkert op i baren og bestiller to af samme drink. “De laver den bedste af slagsen herinde,” siger han nærmest stolt. Jeg maser mig gennem den midaldrende menneskemængde og griber fat om drinken. “Det er den bedste drink, jeg nogensinde har smagt,” råber jeg ind i hans ansigt. Alt er dejligt, alle er dejlige, og han er fantastisk.
Da vi har siddet ved bordet et stykke tid og forgæves forsøgt at føre en samtale om Bukowski og hans værker – her klokken 01.00 en fredag nat – som jeg aldrig har læst, snitter hans knæ mit knæ, og hele min krop bliver aktiveret, som om han var den første mand, der nogensinde havde rørt min krop. Endeligt noget jeg kunne forstå.
Min krop er som gele, og jeg brænder af glæde. Nu bliver det for alvor en kamp ikke at røre ved ham. Læderpuden, jeg sidder på, føles som fløjl på mine hænder, og det giver mig endnu mere lyst til at gnide dem op og ned af ham. Men jeg lader være. Det passer ikke sammen med Bukowski. Men jeg har lænet mig ind over bordet, så vores ansigter er få centimeter fra hinanden.
Det føles som evigheder, inden han tager fat i min hånd og trækker mig helt ind til hans læber. Vi kysser, og jeg tror i få sekunder, vi er alene. Hele min krop sitrer. Det er det perfekte kys. Jeg kan ikke samle mig om andet end ham, og vi skiftevis kysser og glor på hinanden, indtil baren lukker.
Jeg vil ikke hjem.
Det sidste kys
Jeg har kun lyst til én ting. Men jeg synes også, det er for meget. Det er et eksperiment. Jeg bliver nødt til at stoppe det inden. Vi står udenfor, og jeg gør alt for at holde samtalen kørende, så vi ikke skal skilles. Nu lægger hans hænder på mine skuldre, og de bevæger sig i små cirkler. Der suser en strøm af varme ned gennem min krop. Det kilder og blodet pumper. Der er andre mennesker omkring, og jeg har ingen kontrol over min krop. Det kan ende med at blive pinligt, tænker jeg. Jeg trækker mig væk.
Han har fulgt mig hjem, og vi står foran min dør. Det er svært at overvinde min trang til at tage ham med op og flå tøjet af ham. Alt, han siger, er klogt og sjovt. Han stråler, og hans måde at røre mig på er omsorgsfuld og kontant på samme tid. “Skal vi ikke snart ses igen,” spørger han. “Jo, vi skal,” svarer jeg uden at tøve. Det er det eneste, jeg har lyst til. Han tager fat om min hals og kysser mig en sidste gang.
Da jeg vågner op næste dag, kan jeg ikke føle mig selv. Jeg sætter mig og stirrer tomt ud i luften. Det føles som om, jeg ikke vejer noget. Jeg træt, som om jeg ikke har sovet i flere dage. Nu ved jeg, hvad ordet apatisk betyder. Jeg tjekker min telefon for at se, hvad klokken er, og så ser jeg, at manden har skrevet.
Nu kan verden ikke blive mere uoverskuelig. Han takker for en god aften og minder mig om, at vi havde aftalt at ses. Jeg føler ingenting. Det eneste, jeg husker, er vores lange Bukowski-samtale, hans prætentiøse facon og vores uendelige lange indledning, som føltes som en jobsamtale. Jeg lægger mobilen igen og svarer aldrig.
Men lige dér, i de timer, på den bar, på de trappetrin, føltes det som om, jeg var forelsket.
