Langs den jyske vestkyst ligger en perlerække af små byer. Små byer, mange af jer sikkert har besøgt. Sikkert mens det var sommer. Mens man kunne købe is, mens Dannebrog dovent svajede i sommervarmen, og mens duften af de røgede fisk blandede sig med smil, latter, lykke og kærlighed. Imens den idylliske natur giver en euforisk følelse af frihed. Storslået. Smukt.
Men på et tidspunkt tager turisterne hjem. Havet begynder at larme, dagende bliver kortere, og Nordvestenvinden tager til i styrke. Næsten alle forlader byerne, men kun næsten.
Gennem mange hundrede år har den jyske vestkyst været hjemsted for et specielt folkefærd. Et folk med en speciel historie, præget af hård natur, fiskeri, opdagelsesrejser samt hård og afstumpet vold. De gamle vikingekonger samledes f.eks. ofte i Agger, hvor skibende kunne ligge i læ i Limfjorden, inden de rejste ud på deres legendariske togter.
Vikingerne bor der stadig, men sværdet, skjoldet, buen og pilen blev for mange skiftet ud med en fiskekutter, og fiskeriet blev livsnerven. En livsnerve som for de få udkantsvikinger var et hårdt, men hæderligt stykke arbejde. På trods af arbejdet var farligt, og selvom det krævede både mandsmod, styrke og visdom var det et stolt hverv for de mange. Sådan var det i i hvert fald indtil 1980 ́erne.
Pludselig begyndte man at høre ord som EU, Sven Auken og fiskekvoter. Fiskeskippere fik bøder for ulovligt fiskeri, fiskekuttere blev solgt, og havnen blev lagt øde hen. De eneste steder i byerne, som reelt havde fremgang, var værtshusende.
Vikingerne blev pressede. Den grove vold blomstrede igen, der kom tvangsauktioner, gode ægtefolk blev skilt, og alkoholen og stofferne blev hverdag for mange. Det ellers stolte folk fik taget sin værdighed.
Mange af fiskerne landede på det tidspunkt fisk i Holland. I Holland var det lovligt at indtage Cannabis, en vare som på det tidspunkt var ulovlig (og desværre stadig er) hjemme i Danmark, og derfor var svær at få fat på. I Danmark røg man på det tidspunkt mest hjemmedyrket pot, som også har sin karisma, men i Holland kunne man let og billigt købe sort klæberig rød Libanon, let og luftig pollen fra Marokko eller endda de sagnomspundne Thai sticks. Og hvis man var i det mere kræsne humør, kunne man med lidt held skaffe ægte Durban Poison. Men mest af alt var det den superpotente White Whidow, dyrket under kunstigt lys, badet i mælkehvid THC, der var populær.
Mange af de stolte vikinger så en mulighed. UdkantsDanmark er ikke ligefrem fyldt med mænd i uniformer. Ingen så noget, ingen hørte noget, et par kilo her, et par kilo der. Pludselig blev den jyske vestkyst en central brik i spillet om cannabis i Danmark.
Dog blev fiskerikontrollen mere aggressiv i sin adfærd, og det skete, at myndighederne “borede” fiskekutterne for at kigge i lasten. Men dog havde fiskerne forinden med sikkerhed kastet den illegale last over borde. Den cannabis, der blev smit over borde, endte ofte op på den vestjyske strand et sted, eller blev fisket op af andre fiskere. Nogle gange blev den indberetteret til politiet, andre gange blev den efterladt, men ofte blev den våde cannabis bragt i sikkerhed. Herefter kunne man skrabe det yderste våde og rådne lag af, og voila, man stod således tilbage med superpotent cannabis, der kunne gøre selv den mest garvede ryger rumskæv. Cannabisen har dog det umiskendelige kendetegn, nemlig at det smager og lugter yderst specielt, nemlig af en blanding af gammelt havvand og hash, hvis du altså kan forestille dig det. Så hvis du nogensinde kommer til at opleve havhash, så ved du nu, hvor det kommer fra og hvorfor.
