Stoffer til folket i Dronning Victorias England.
Hver tid har sine stoffer. Selv når der hersker den strengeste moral, og folk er grænseløst stramme i masken. I England i Viktoriatiden for omkring 150 år siden var hæmninger højeste mode. Det var dengang, man kom strømper på stolebenene, så unge drenge og piger ikke skulle blive alt for seksuelt ophidsede ved synet af så åbenlyst erotiske symboler. Men perioden var ingen undtagelse med hensyn til menneskets allestedsnærværende stofvaner. Opium var det nye sort, og alle lige fra sexarbejdere til Dronning Victoria selv gik rundt med en lille opiatskid på til både hverdag og fest.
Det var kvinderne, der førte an. Man kunne få en dosis af sin læge for at få styr på sit ustabile kvindehumør eller til sit barn for at lindre dets tandsmerter. Der var nærmest ingen grænser for, hvad det smarte vidundermiddel kunne bruges til. Selv spædbørn fik en dosis, så de bedre kunne slappe af, og folks kæledyr blev skæve af dampene. Det var også populært at have med ved festlige lejligheder i små nydeligt udformede sølvbeholdere, hvilket kvinderne var specielt flittige til, fordi det ansås for ucharmerende at ty til smøger og sprut ligesom mændene.
Opium var faktisk i så høj kurs, at man endte med at gå i krig mod kineserne, da de nægtede at sende mere af den gode valmuejuice. Krigen stod mændene for.
Der var opium som medicin og opium til fornøjelse. Opium til politikere, adelige, almindelige mennesker og fattigrøve. Opiumsreklamer, opiumsmerchandise og opiumshuler med flittige kinesiske tripguides og opiumspåvirkede kvinder til salg. Kort sagt, opium til folket. Altsammen med højt hår, stramme smil, fortrængte drifter og historiens bedste manerer.
