af Lars Gadegaard Hansen • illustrationer/fotos Nicky Sparre-Ulrich Illegal 10

Satoshi Nakamoto! Giv dig venligst til kende!

Det store internetmedie Wired har kaldt det “Det stædigste mysterium i det 2100 århundrede”.
Hvem er Satoshi Nakamoto?
Hjernen bag bitcoin. Kryptovalutaen, der har fået digitale aktivister til at drømme om en ny Internet revolution og bank- folk til at ryste i bukserne. Møntfoden på det store Mørkenet, internettets kriminelle underverden, hvor våben og stoffer, falske id og skummel porno kan erhverves for den nye valuta. En valuta, som er en genistreg af et stykke computerkode, ved navn blockchain, en såkaldt tillidsmaskine, der har potentialet til at ændre den måde, vores verden hænger sammen på.

I november 2008 blev der lagt et dokument ud på internettet med titlen “Bitcoin: et peer-to-peer elektronisk penge system”. Forfatter Satoshi Nakamoto.
Dokumenet var en detaljeret beskrivelse af, hvordan et elektronisk pengesystem kunne fungere. Et system der kunne håndtere elektroniske betalinger og pengeoverførsler uden centrale mellemmænd, som f. eks de banker vi i dag bruger til at garantere, at de samme penge ikke bruges to gange. Et fuldstændig decentralt og uafhængigt system der opnår tillid mellem brugerne, betalere og modtagerne, ved at gøre alle transaktioner offentlige, plus selvfølge lidt snedige computer algoritmer, kryptering og distribution via et peer-to-peer netværk, som du kender fra Napster, den tidlige fildelingstjeneste, vi alle har høstet store mængder musik og Hollywood film fra.

To pizzaer tak!
I 2009 blev de første bitcoin brugt til at købe pizza fra den Amerikanske pizzakæde, Papa John’s pizza.
Satoshi Nakamoto havde skabt de første bitcoins nogensinde. Og bestilt to pizzaer med dem!

Den første blok ,“Genesis Blokken”, et offentligt katalog over bitcoin transaktioner, var lagt ud på internettet, så alle og enhver kunne se, hver gang hver enkelt bitcoin skiftede hænder.

Farvel og tak
April 2011 siger Hr. Nakamoto farvel og tak. Bare sådan!
En lakonisk besked i en e-mail, med ordlyden “Jeg er gået videre med andre ting”, er det sidste, man nogensinde har hørt til ham. En internet messias, steg ned fra himmelen og åbenbarede “Bitcoin protokollen”. Skabelsesberetningen. Første mosebog i det nye Internet.
For så at synke i jorden!
Ingen har nogensinde mødt Satoshi Nakamoto. Der findes ingen billeder af ham. Og de få elektroniske beskeder han har sendt efter 2011, betragtes nu som falske.

Lad jagten begynde
Hvem gør sådan noget! Slipper deres geni løs på verdenen, mens de selv gemmer sig under pseudonym. Batman, Spiderman, Ironman. Netop kun de plagede superhelte fra Marvels og DC’s skøre univers. Og det har fået både gamle og nye medier til nærmest at falde over hinanden for at af- sløre Satoshi Nakamoto’s sande identitet.
Newsweek, det hæderkronede Amerikanske ugemagasin, satte hele deres hundredårige troværdighed på spil da de i 2014 afslørede Satoshi Nakamoto som: Ingen anden en netop Satoshi Nakamoto – en 64 årig arbejdsløs programmør fra Temple City LA med Japanske aner.
Newsweek hang hele deres afsløring op på, at Hr. Nakamoto tilsyneladende indrømmede sin skyld, da deres stjernerapporter Leah McGrath Goodman troppede op i hans indkørsel i Los Angeles forstaden og i overværelse af to betjente, som Nakamoto havde tilkaldt, spurgte ind til hans forbindelse til Bitcoin projektet.
“I am no longer involved in that and I cannot discuss it”, skulle Nakamoto have svaret.
Desværre for Newsweek holdt deres undersøgende journalistik ikke vand. Satoshi Nakamoto havde i forvirringen svaret på noget andet, end han blev spurgt om, og resten af beviserne var mere spekulative end nagelfaste. Hr. Nakamoto nægtede efterfølgende og meget overbevisende ethvert kendskab til bitcoins – han viste sig bare at være en Fætter Forstad med det forkerte navn.

Det australske spor
Onsdag d. 9 december 2015 ankom mere end 10 betjente fra Australiens føderale politi til Craig Wrights hjem i New South Wales med en ransagningskendelse. Kun timer før havde de store internetmedier Wired og Gizmodo i stort anlagte artikler udpeget ham, en australsk forretnings- mand og it-specialist, som Satoshi Nakamoto, opfinderen af Bitcoin.
Det australske politi afviste i en officel udtalelse, at deres ransagning overhove- det havde noget med bitcoins at gøre: “This matter is unrelated to recent media reporting regarding the digital currency bitcoin.”
Under alle omstændigheder var fuglen fløjet. Ugen før havde Craig Wright og konen underrettet deres udlejer om, at de snart ville flytte.

Rundtossede medier
Kun to dage efter, at Gizmodo og Wired havde lagt hovedet på blokken og med stolthed afsløret Craig Wright som skaberen af Bitcoin, dukkede en underlig artikel op på Wired.
Journalisten, Andy Greenberg, var den selvsamme, der dage forinden, under overskriften “Bitcoin-skaber Satoshi Nakamoto er formodentlig dette ukendte australske geni”, havde afsløret Craig Wright som skaberen af Bitcoin. Nu læste overskriften:
“Nye spor antyder, at Craig Wright, formodet bitcoin opfinder, kan være en fup- mager”
En fupmager, der havde gjort sig store anstrengelser for at få verden til at tro, at han var Satoshi Nakamoto.
I hvert tilfælde var Wired hoppet i med begge ben – og internettet fik sig en ordentlig griner på deres bekostning.

Surprise! En superhelt smider masken
Den 2. maj i år sprænger en bombe i sagen. Der er gået et halvt år siden, seneste mistænkte er forsvundet sporløst med det australske politi i hælene. Der er ikke sket nogen udvikling hen imod at afsløre hvem, Nakamoto er. En sær ydmyghed har præget de undersøgende journalister, der førhen var ved at falde over hinanden for at afsløre Satoshi Nakamotos sande identitet. Sporet ender blindt.
Og så, pludselig lader Satoshi Nakamoto masken falde.
Nyheden rammer alverdens medier med lynets hast. På sin egen blog, har Craig Wright, den australske forsvindingskunster, udgivet en artikel, der i sin korte udgave, læser:
Jo, jeg er Satoshi Nakamoto!
BBC havde forinden haft adgang til at interviewe Hr. Wright. Deres eksperter har fundet, at Craigs beviser for, at han er Satoshi Nakomoto, holder vand, og det får nu BBC til at ligge hovedet på blokken:
“BITCOIN SKABER AFSLØRER SIN SAN- DE IDENTITET”
Senere samme dag, er BBC knap så sikre!
“Glem Sakamoto. Hvem er den virkelige Craig Wright”
Uanset hvor mange og hvor dygtige digitale eksperter, et mediehus som BBC kan mønstre, så er der altid nogle derude, der er dygtigere, bedre og, ikke mindst flere. Mange flere.
En sand nørd-tsunami skyllede ind over BBC’s såkaldte “beviser”. Bitcoin fælleskabet, en løs, men mangfoldig sammenslutning af computertroldmænd, for hvem Satoshi Nakomotos identitet ikke blot er et spørgsmål om nygerrighed, skyder på nul komma fem BBC’s dokumentation ned, og kun et par timer efter at de har løst den digitale tidsalders største mysterium, ser det gamle mediehus sig nødsaget til at ændre overskriften på deres artikel, til det knap så kække:
“Australske Craig Wright HÆVDER at være skaberen af Bitcoin”
Internettet har talt! Hverken BBC eller Craig Wright har ført tilstrækkeligt bevis for, at Satoshi Nakamotos identitet omsider er blevet afsløret, og nu foretager Craig Wright så et velkendt og udbredt træk. Han får kolde fødder.
“Jeg har ikke modet. Jeg kan ikke” skriver han på sin blog “Jeg ved, jeg ikke er stærk nok til det her”.
Hvorefter Craig Wright laver en Nakamoto – og forsvinder!

Og hvad rager det mig?
Godt spørgsmål! For ærligt talt, når man ser bort fra, at Satoshi Nakamoto er “Joakim von And rig” hvis han en dag gi’r sig til kende og gør krav på de millioner af krunker der har hobet sig op på hans bitcoin konto. Og hvis man ser bort fra at han har opfundet bitcoin, som ganske vist er blevet brugt til lyssky forretninger af enhver slags, men dog aldrig helt er blevet den uafhængige valuta internettet drømte om. Ja, så er der alligevel ikke meget stjerne potentiale over en sky nørd, der gemmer sig bag et japansk pseudonym, og som måske ikke engang er ét menneske, men snarere en hel busfuld af nørder i grimme t-shirts.
Svaret er blockchain. Tillidsmaskinen. Den teknologi der gør det muligt at have en uafhængig valuta som bitcon, men som har uendeligt mere potentiale end det. Blockchain gi’r løfter om, at vi en dag kan slippe for hele det sammenrend af snyltere, bankfolk, vekselerere, mæglere m.m, der har hånden langt nede i lommerne på godtfolk, hver gang en enkelt krone skal flyttes rundt.
Blockchain gør det muligt for folk i civilsamfundet at samarbejde. Folk der i udgangspunktet ingen særlig grund har til at stole på hinanden, men som med Satoshi’s værktøj kan give elektronisk hånd og besegle en aftale, hvad end den måtte handle.
For det vil vi gerne sige Satoshi tak og give ham et klap på skulderen.