Den 21. februar 2019 mistede København en dronning. Gadens dronning. Jessica levede et liv med så meget fart, at ingen omkring hende kunne følge med. Modig, stædig, stærk, påståelig, til tider irriterende og hamrende kvik. Lars Gadegaard Hansen, der har en lille grillbar i Kødbyen, den grå del af Kødbyen, hvor Jessica holdt til, mindes en episode med hende, som har boret sig fast i hans hukommelse. Det var ellers en almindelig lørdag eftermiddag i grillbaren, hvor de havde haft besøg af en håndfuld teenagepiger. De virkede til at være ude fra – nogle, som ikke var vant til at komme i miljøet omkring stofscenen på Vesterbro, havde Lars bemærket. Da pigerne var på vej til at gå, kom den ene af dem løbende tilbage og skreg på hjælp. En mand havde hængt sig fra bjælkerne på en af de gamle staldbygninger ved siden af. Lars og hans makker løb over og så en mand dingle livløst i et reb. De tog fat i ham for at løsne rebets greb om halsen, og prøvede at få rebet bundet op. Men det ville ikke løsne sig. En ok havde samlet sig nede foran rampen. Ud af det blå kom Jessica løbende. »Flyt jer, jeg har været i militæret. Jeg har en kniv,« husker Lars hendes kommando. Jessica sprang op på rampen, trak en brødkniv frem og skar manden fri, så han landede i armene på mændene. Ambulancen kom og manden overlevede. Jessica var en, der handlede, en der tog sagen i egen hånd, håndterede ting, konfronterede folk. Jessica var action. Altid stolt, altid insisterende og altid vågen, når det gjaldt. Ligesom dengang hun sad i Københavns Byret en tidlig morgen og havde svært ved at holde øjnene åbne til sit eget show. Alligevel vågnede hun til tider med et sæt og var efter et splitsekund opmærksom, som havde hun aldrig været væk. »Hvis du var mig, hvad ville du så vælge – trække på gaden eller stjæle«, adspurgte Jessica dommeren med sin svenske accent og pludselig virkede sagen ikke længere så sort/ hvid. Der var ingen tvivl om, at selvom Jessica var den anklagede og let kunne have spillet rollen som offeret, indtog hun scenen som den stærke kvindelige hovedrolle med de kvikke bemærkninger med den perfekte timing. Når hun havde sagt sine replikker, tog hun sig en lur og lod de andre gøre det hårde arbejde. Hendes fortrukne advokat, Asser Gregersen, har aldrig været i tvivl om rollefordelingen. Han stod primært bag kulissen, imens Jessica både instruerede og stod i rampelyset. Sådan var det også i livet i øvrigt. Ingen fik lov at fortælle Jessica, hvordan hun skulle bære sig ad. Asser Gregersen har mange klienter, og han har også mange klienter, der har været nemmere at repræsentere end Jessica, men der er få, som han husker ligeså godt. En tough cookie med tør humor. Jessica gjorde et indtryk på de fleste, hun kom i kontakt med, også selvom kontakten kunne have karakter af karambolage. Sådan var det også med min egen relation til Jessica – hun satte sig fast på en særlig måde, da jeg første gang lærte hende at kende på stofindtagelsesrummet H17, hvor jeg servicerede hende i en periode. Selvom jeg ikke kendte hende specielt godt, havde jeg behov for at sige ordentligt farvel til hende ved bisættelsen i Rigshospitalets kapel.
TILBAGE TIL SVERIGE
Inden det hele for alvor gik i gang, gik en af Jessicas svenske kompisar fra gaden op ved siden af kisten og kiggede ud mod gæsterne. Han er en stor mand, og hans bevægelser er lige så store. I hånden havde han en aske vodka, som han tog en slurk af. Det var optræk til, at det kunne blive en tåkrummende a ære. Men nærmest ubemærket vander han de røde, gule, lilla og hvide roser på kisten med sin vodka. Selvom det måske ikke er en normal gestus til en bisættelse, og at man får lyst til at springe op og råbe STOP, var det trods alle faresignaler. Smukt. Ceremonien havde været annonceret på de forskellige væresteder på Vesterbro, og Rigshospitalets kapel var stort set fyldt op med mennesker. Mændenes Hjem havde kørt to taxaer derud. Der var folk fra gaden og Reden og Hjemløseenheden, nogle fra natcaféen for kvinder Café Klare og Gadejuristen og så Jessicas mor, der var kommet fra Sverige. Hun havde ikke set sin datter i årevis, hun var knust, men de stod i kø for at give hende kys. Nogle stod tæt ved kisten og dansede, andres tårer trillede, imens Björn Afzelius med Tusen Bitar spillede på repeat. Stille sang folk med fra forskellige steder i rummet. En korthåret kvinde, kendt fra Vesterbro med glitrende makeup, stod og vuggede til versene ved kisten, som var dekoreret med de farvede roser, lysende kæder og en masse sommerfugle magen til dem, hun pyntede sit værelse på Mændenes Hjem med. Der, hvor Tusen Bitar eftersigende kunne køre i loop, imens hun skrålede med. En anden af Jessicas svenske kompissar spurgte, om han ikke måtte synge en sang for Jessica. Han gik i gang med ’Så længe skuden kan gå’ og bad lidt efter alle Jessicas hjemløse venner om at komme op og samle sig om kisten sammen med ham, og sådan sluttede de ring omkring Jessica. Gaden har mistet en dronning, men Sverige har fået Jessica tilbage.
BLÅ BOG:
Født den 29. december 1980, Sverige
Halvt polak, halvt svensker
Mor til to
Gik under kælenavnet Jess
Smed aldrig skodder på gaden
Død den 21. februar 2019, København, Danmark
