(2012) af Pete Travis
I et dystopisk fremtids-USA hærger anarki og vold Mega-City One, hvor et nyt stof, SLO-MO, har fået sit indtog med destruktive følger. Stoffet inhaleres og sænker ens opfattelse af virkeligheden til 1% hastighed af normalen. Byens eneste forsikring for lov og orden er Judges, der på ét og samme tidspunkt fungerer som den dømmende og den udøvende magt. I en hæsblæsende indledningssekvens introduceres vi for Judge Dredd (Karl Urban), der med en uforlignelig coolness jager og dømmer en bunke forbrydere i et snuptag. Han pålægges at skulle vurdere den tankelæsende, unge aspirant, Anderson (Olivia Thirlby), i hendes evner som Judge. De kaldes til beboelsen Peach Trees for at undersøge et blodigt trippelt-mord, men befinder sig kort efter i direkte konfrontation med Ma-Ma (Lena Headey), der med hård hånd styrer bygningen og alle dens beboere. Ma-Ma er hoveddistributør af SLO-MO og vil gøre alt for at beskytte sit territorium, derfor sender hun dusinvis af håndlangere efter Dredd og Anderson, der må kæmpe sig vej op til den 200. etage for at tage den endelige konfrontation. Filmen er en action-basker af mest klassiske skuffe – fyldt med sanseløs vold, stereotypiske karakterer og en handling, der end ikke med et halvt øjekast hænger helt sammen. Men, med sin mesterlige blanding af op-speedede action-sekvenser, hvor karaktererne bevæger sig med overmenneskelig hastighed, og de sanseligt lækre og langtrukne SLO-MO sekvenser, hæver filmen sig over action-skabelonen og bliver til tider en æstetisk godbid. Karaktererne er ikke meget dybere end filmens handling, men med et snerrende udtryk og one-liners som “Negotiation’s over. Sentence is death” og “Judgement time”, fører Dredd tilskueren sikkert gennem filmen på enormt charmerende vis.
Opsigtsvækkende nok, i en genre der normalt favoriserer mænd og overlader kvinder til udelukkende at spille prinsesser i problemer, indeholder filmen to stærke kvindelige roller, der giver mændene kamp til stregen. Aspirant Anderson løber godt nok Dredd lidt i hælene, men redder hans liv mere end én gang. Hendes evner som tankelæser bruges aktivt til at skubbe handlingen fremad, når hun altså ikke lige
får en voksen mand til at tisse i bukserne af skræk, blot ved tankens kraft. Ma-Ma er bygningens nådesløse overmoder, der med rund hånd uddeler straf og belønning, i form af stoffet SLO-MO. Med sit arrede ansigt og maskuline udtoning virker hun mindst ligeså snerrende og faretruende som Dredd, og indtager rollen som klassisk drug kingpin med bravur. Ma-Ma veksler mellem at være den straffende moder og den tillokkende, sensuelle femme fatale og snor alle mænd om sin lillefinger – hun rygtes at have “feminized a man with her teeth”, blot dette må få de fleste mænd til at makke ret.
Der er langt mere fokus på brag og skudsalver end på egentlig handling, men når flere scener tangerer til voldsballetten, gør det faktisk ikke noget. Med et væld af effekter, one-liners i bedste action-80’er stil og smæk for alle skillingerne er Dredd bestemt et underholdende bekendtskab.
Filmen ligger på amerikansk Netflix eller kan erhverves billigt.
