Vi bad den danske mystiker og forfatter Erwin Neutzsky-Wulff, om at skrive frit om psykedeliske stoffer. Vi modtog følgende…
———————————————————————————————————
LSD – and beyond
Hvor jeg forstår jer slet, I blege skygger
i vand, I ubeskrevne tavler,
som ene andre skygger avler,
som intet river ned, og intet bygger!
Hård er den frosne jord,
hårdt må den træde til,
som sætte vil
i den sit spor.
DRØM
Når det gælder såkaldte “hallucinogener” som LSD, er meningerne som regel ikke blot delte, men stærkt polariserede. I den ene lejr hævdes det, at stoffet inducerer en akut psykotisk tilstand, som endda kan blive kronisk, i den anden, at det er “bevidsthedsudvidende”.
Begge disse tolkninger grunder sig, som vi skal se, på primitive forestillinger om hjernen og dens virkemåde. Central er opfattelsen af en “iagttager” inde i hovedet, der betragter en verden udenfor gennem en slags “huller”, ligesom en person, der ser ud ad en togrude, og som yderligere har “kontrol” med “sin” krop ved hjælp af musklerne og således “vælger” en handle- måde ud fra “motiver”.
Det er en model, der hovedsagelig har en social funktion og følgelig kommer til kort, når vi stiller nærgående spørgsmål til den. I et samfund må vi kunne regne med hinanden, det vil sige forudsige hinandens reaktioner, og dette forudsætter atter personlighed og vilje.
Resultatet er, at “vi” tolker hjernens adfærd som vores og digter en personlighed eller bevidsthed som oprindelse til den. LSD er altså ikke “bevidsthedsudvidende”, den gør op med illusionen om bevidsthed, eftersom den er for spinkel til at kunne opretholdes, når hjernens stofskifte forstyrres.
LSD kan dermed på samme tid siges at inducere en abnorm tilstand i hjernen og have en kognitiv funktion, omtrent som når en skuespiller glemmer sine replikker på scenen – det forstyrrer forestillingen ved at bryde illusionen. Det kan således ikke undre, at de mest indædte modstandere af hallucinogener er “samfundsstøtter”.
Dette betyder imidlertid, som man vil forstå, ikke, at LSD er en eller anden form for magisk kundskabspille. Tværtimod er der en tilbøjelighed til, at vi slæber forestillingen om en iagttager med os, resulterende i en ny vrangforestilling.
Forestillingen om en “ydre” verden har som bekendt udmøntet sig i to tilsyneladende diametralt modsatte filosofiske retninger, materialisme og idealisme, hvoraf den første hævder bevidstheden som en funktion af den “fysiske” verden, den anden, at den fysiske verden er en funktion af bevidstheden. Da den materialistiske verdensopfattelse – i det mindste rent formelt – er den gældende, vil alle diskrepanser, “overnaturlige” fænomener og også LSD- oplevelsen forekomme at reinforcere den idealistiske, at “it’s all in your mind”.
I virkeligheden er der naturligvis ikke nogen bevidsthed, men kun den fysiske verden, sanseverdenen eller målingerne, som hjernen fortolker som tid, rum, bevidsthed, og så videre. Den “materialistiske” videnskab er med andre ord uhyre idealistisk, når den tilskriver fænomenerne en mystisk principielt uerkendelig “ydre” realitet hen efter Platons ideverden.
Her er det åbenbart legalt at fragå empirismen for at give plads for sjælen og Guds skaberværk, uagtet denne ganske fiktive “iagttager” har givet kvantefysikerne svare problemer og ført til de mest absurde spekulationer, så at man hellere forestiller sig et uendeligt antal parallelle universer end opgiver denne antropocentricitet. Ret skal være ret: Takket være kirkens adoption af den græske naturfilosofi er denne fordom nu så indgroet, at en naturvidenskab, der kan kalde sig moderne, i bedste fald vil se lyset i det næste århundrede.
Uheldigvis umuliggør dette en forståelse af de rent fysiske, såkaldt religiøse fænomener (som selvsagt intet har at gøre med pseudoreligioner som kristendommen og Islam). Den nuværende, metafysiske naturvidenskab er en tro, hvorimod religion er erfaring.
LSD-oplevelsen er dens fattige slægtning. Det kan således ikke undre, at et grundtræk ved begge er en vis “dissolution between self and outside world”.
Ved lavdosissessioner er det dog gerne “all the colours”, der dominerer (og som i bund blot skyldes aktivering af det primære visuelle korteks). Alting synes at have “a life of its own”, måske ligefrem personlighed.
Denne anskuelsesform, som under normale omstændigheder er forbeholdt vore medmennesker – og måske et kæledyr eller to – “forklarer” i denne tilstand og den egentlige religiøse erfaring alle “motiver” i verden, hvilket da også er dens oprindelige funktion. Ikke blot er bevidstheden en illusion, det samme gælder den overordnede styring af adfærden.
Hjernen er et anarki med en tynd fernis af diktatur, leveret af det præfrontale korteks, mere som en tolkning end en dominans. Hver eneste “genstand”, som hjernen har brug for som en invarianshypotese ud fra skiftende sanseindtryk, har indlysende et sådant motiv – alt er “besjælet”. Med et citat af “etnobotanikeren” Terence McKenna:
“And it felt … and then I can’t remember what it felt like because the little self-transforming tykes interrupted me and said, don’t think about it. Don’t think about who you are.
Think about doing what we’re doing. Do it.
Do it now. DO IT!!
And what they meant was use your voice to make an object. And as I understood, I felt a bubble kind of grow inside of me.
And I watched these little elf tykes jumping in and out of my chest, they like to do that to reassure you. And they said, do it.
And I felt language rise up in me that was unhooked from English, and I began to speak like this, Ehh yo ca dem wa, etc. or words to that effect. And I wondered then what it all meant and why it felt so good if it didn’t mean anything.
And I thought about it, a few years actually. And I decided that meaning and language are two different things.
And that what the alien voice in the psy- chedelic experience wants to reveal is the syntactical nature of reality. That the real secret of magic is that the world is made of words, and that if you know the words that the world is made of you can make of it whatever you wish.”
At et sådant referat nok ikke vil give ret meget mening for et moderne menneske, kan næppe undre, og dog er der hverken noget underligt eller specielt nyt ved det – “troldene” har lært menneskene “trolddom” i årtusinder. Kan vi får adgang til julemandens værksted, kan vi selv bestem- me farven på legetøjet.
At vi dermed kommer i konflikt med de konsensuelle spilleregler i almindelighed og kausaliteten i særdeleshed, er ikke så problematisk, som det måske umiddelbart kan lyde – det gør vi sådan set, hver gang vi slår plat og krone. Hvilket forhold, man vil have til alt dette, er naturligvis op til den enkelte.
Nok ikke ret mange vil føle sig foranlediget til at studere kabbala – the world made of words – især ikke, da det i modsætning til Crowleys og Madonnas version kræver et solidt kendskab til hebraisk. For de fleste er LSD nok lige så meget “a recreational drug”, som det er kontraproduktivt for en egentlig forståelse.
Atter andre vil klamre sig til deres begrænsede virkeligheds vragstump. Den interesserede kan læse videre i min bog “Religion”.
“Troldene” har lært menneskene “trolddom” i årtusinder. Kan vi få adgang til julemandens værksted, kan vi selv bestemme farven på legetøjet
