Illegal 10

Psykonauterne. Narkoens uegennyttige helte

Af: Lars Gadegaard Hansen
Illustreret af: Peter Funch og Fryd Frydendahl

Hun har en smule kemisk snilde. Nok til at ændre et enkelt bogstav i ketaminmolekylet. Hun mailer opskriften til et laboratorium i Kina. Tre uger efter modtager hun en pakke med posten. En pille. Måske pulver eller væske. Det der i gamle dage hed et designerdrug. I dag kalder vi det en “Legal High”: En helt ny type narko der ikke er på listen over illegale stoffer – fordi den ikke findes – før nu!

Om aftenen sætter hun sig til kakkelbordet med en ven. En pille. En blyant og en notesblok. Med en sprittusch noterer hun den kemiske formel for stoffet på sin arm – bare for en sikkerheds skyld. Så tager hun en dyb indånding, popper pillen og sætter sig til at vente.

Mød Psykonauterne. De menneskelige forsøgsdyr. Narkoens fortropper – de fuldstændigt blæste vovehalse, der på deres egne kroppe, tester nye og ukendte stoffer.

En morgen, når du vågner op efter en sjov og tryg rus, send dem da en venlig tanke, fordi de på et ureguleret og kriminaliseret stofmarked sætter livet på spil – for din skyld.

I 2014 identificerede EU’s tidlige varslingssystem 101 nye psykoaktive stoffer på det europæiske marked, og det er kun toppen af isbjerget. Internettet, informationsdeling og en ureguleret sydøstasiatisk kemisk industri har gjort det muligt at have nye ukendte men legale stoffer på markedet på under en måned. Stoffer du kan købe helt lovligt på internettet, som var det enhver anden dagligvare. Myndig- hederne står magtesløse, og det er kun psykonauterne, der står mellem dig og en pille, et pulver, et frimærke, som du ikke aner en skid om, og som har potentialet til at sende dig direkte i graven.

Ned i kaninhullet

Alting bli’r noteret ned. Tidspuktet for indtagelse. Fornemmelsen af følelsesløshed i mundhulen. En trækning ved øjet. Hun er grundig som en kemiker i et laboratorium – rotte og forsker på én og samme tid.

Imens våger vennen over hende. Tavs og nysgerrig.

Henter et glas vand. Tjekker størrelsen på hendes pupiller. Og blokken fyldes med iagttagelser. Hjerterytme. Hedeture. Åndedræt. Ubehag. Alle fysiske og kognitive effekter af det ukendte stof. Empati, kærlighed, seksuel opstemthed, tankemylder, kreativitet, depression, angst.

Psychonautwiki

Wiki’en på internetdomænet psychonautwiki.org er ligesom sin storebror wikipedia, en åben platform for vidensdeling. Men i stedet for støvet viden om dette og hint er psykonauternes wiki fyldt med beskrivelser og historier om selvoplevede rejser ned i kaninhullet – folk der tager stoffer, mærker efter, dokumenterer og deler.

Hun ligger sidste hånd på arbejdet med en spand kaffe foran sin Mac. Hun er pioner – en der har været, hvor intet menneske har været før.

Hun føler sig forpligtet til at dele, det hun ved. Så de, der kommer efter hende, kan tage trygt og sikkert afsted.