Pis

Illustration af Sågar
Pisprøver og kontrol af stofbrugere er hverdagskost. “Hjælpeapparatet” vil hellere se en urinprøve end at tale med dig om, hvordan du har det. Anja fortæller om livet i systemet som stofbruger.
Af: 
Anja Bloch

“Sig mig, hvad skete der lige med mit liv?”, tænkte jeg, imens jeg traskede ud af de små veje og hen til bussen for tredie gang denne uge. Denne tur stjal tre timer af mit liv. Hver gang! Tolv gange hver måned. Tolv måneder hvert år. “åhhh... Og gad vide hvor mange år jeg orker det her, og om jeg kan komme væk. Det føles som kviksand”.

Hvad var der egentlig sket med mit liv, efter jeg bad om hjælp? Jeg bad jo ikke om det her! Jeg ønskede bare at kunne få min medicin af en læge – præcis som andre mennesker gør det.

Men dette præparat har nogle skrappe retningslinjer. Det er lige så stigmatiseret som de mennesker, der bruger det. Det er Metadon, vi taler om, den medicin man oftest og med bedst resultat har brugt til mennesker, som var/er opioid-afhængige. Men restriktionerne gælder kun, når det omhandler stofbrugere og metadon, altså folk med ondt i sjælen. For os fungerer det ofte som psykiske smerterstillere og antidepressiv medicin.
Men vi underlægges en sygelig form for kontrol. Det gælder så ikke i de tilfælde, hvor det omhandler ‘almindelige borgere’ med rygsmerter, de henter selvfølgelig deres medicin på et apotek!

Det var i al slags vejr, og for det meste var det i myldretiden og ofte med vild stress, fordi jeg tit var kommet sent ud fra kantinen, hvor jeg var i jobtræning! ...Eller de dage hvor jeg ganske enkelt ikke besad den energi, det krævede at okse gennem byen med nedtur. De dage var det ekstra krævende.

Hvis ikke man nåede det, kunne det få uoverskuelige konsekvenser i form af inddraget samvær med min søn. Én dag kom vi ikke i zoologisk have, fordi de mente, at jeg var ustabil, da jeg kom ti minutter efter lukketid. Det havde Oliver svært ved at forstå.

Urinprøvetoilettet havde et spejlvindue i døren fra forummet, hvor kontrollanten stod, og så ind til toilettet, hvor jeg sad. Der var skrappe instrukser om, hvor langt ned bukserne skulle trækkes. Den ene arm skulle holdes op i luften “Så man kan se, at du ikke laver noget med den!”.

Hvis vandet ikke løb så hurtigt, at det larmede, så jeg kunne få lov til at lade det løbe. Det gjorde det lidt lettere at tisse, imens der stod en og gloede på mig. Undtagen hvis det var Lone, der var med inde. Hun skældte nemlig altid ud, hvis man tændte for vandet! Hun sagde: “Sådan noget pjat og frygteligt med det vandspild!!”

Så sad jeg dér. På et toilet som 38-årig balancerende med en arm i luften for pædagogens skyld, en kop i den anden hånd for kommunens skyld, stærkt koncentreret om at tisse for at få det overstået, for min egen skyld... Så jeg bagefter kunne få lov til at få den medicin, jeg havde behov for. For det var jo hele årsagen til dette cirkus: medicinen! Eller rettere: verdens holdning til den medicin, som jeg og mange andre har brug for. Og således er tis blevet valuta!
Når jeg sad dér, kunne jeg altid fornemme blikket fra pædagogen, som om de undskyldte lidt. Jeg undgik at kigge over mod spejlet, synes det var en akavet situation, og jeg forsøgte at tale om trafikken, vejret og andre fuldstændig ligegyldige emner! Og når jeg prøvede at kommunikere med dem, der arbejdede på mit rådgivningscenter, så var det som at råbe under vand. De hørte mig ganske enkelt ikke.

De var mere interesseret i, hvad der mon var i mit urin! Som om det kunne fortælle dem, at jeg var ulykkelig, fordi min søn under samvær havde betroet sig til mig og havde fortalt mig, at den plejefamilien han boede i skændtes lidt rigeligt, og det gjorde ham utryg. Dét kunne de ikke se i mit tis! Men de kunne se, hvis jeg havde røget en joint. De kunne IKKE se, at det havde været en hjælp. De problemer og spekulationer, jeg havde, var årsag til manglende nattesøvn, og en joint kunne give mig den ro, jeg manglede. Jeg kan huske, at jeg fandt det dybt underligt, at man i stedet for at spørge ind til folk om, hvordan de havde det, tog en urinprøve... og ventede en uge på svaret.

Om vinteren kører busserne lidt uregelmæssigt, så for ikke at komme for sent, tog jeg afsted i god tid. Nogle gange var jeg ved centeret ti min før, de åbnede. Det var som regel frygteligt koldt, som jeg husker det, og det var simpelthen uudholdeligt på grund af abstinenserne. Vi stod jo alle sammen med ‘influenzasymptomer’ og frøs forfærdeligt. Nedturssymptomerne fik det til at føles som om, at jeg havde frost i knoglerne. Vi stod dér, en flok voksne mennesker og maste næserne flade mod glasruden i håb om, at en af pædagogerne åbnede døren lidt før, så man kunne komme ind og få varmen. Det var så nedværdigende at stå i den flok. Og vi stod alle og håbede, at i dag kom én af dem hen og åbnede døren for os bare lidt før tid, men nej...

Døren åbnes præcis kl. 8.30, og man trækker et nummer til medicinudleveringen. Man har pligt til selv at se efter, om ens FULDE navn står på ‘pis-prøve’ tavlen, som hænger i fællesrummet. Mit navn stod på dén tavle to gange om ugen efter krav fra kommunen. Hver gang skulle jeg så tage fat i en pædagog, og bede om de samme tre papirer, som jeg skulle bruge cirka fem minutter på at udfylde. Kunne man ikke have trykt papirer med mit navn på? Jeg stod trods alt og udfyldte de samme tre skemaer hver gang… Tre gange om ugen hver uge… i næsten tre år!

Et af papirerne var et afkrydsningsskema, hvor jeg skulle svare på, om jeg havde ‘suppleret’ med ‘ulovlige’ stoffer, og så var der felter, hvor forskellige illegale stoffer blev foreslået! Jeg forstod aldrig formålet med skemaet? Var det en test af min ærlighed - og hvorfor? Uanset hvad jeg svarede, så skulle urinprøven alligevel tages hver gang, så det gav ingen mening.

Jeg gik på det sted i næsten tre år. Jeg fik aldrig svar på, hvem der forlangte, at vi udfyldte de værdiløse skemaer, som personalet brugte tid på at gå og indsamle til ingen verdens nytte. Og jeg tror aldrig, at de lærte noget om mig, men jeg håber inderligt, at de lærte noget af alt det tis, de indsamlede.

Efter besøgene på centeret var det svært at sætte sig ind i en bus og føle sig som en del af samfundet, og jeg havde efterhånden heller ikke rigtig lyst til det...

Jeg kunne efter en tur i det hjælpeapparat konstatere, at ydmygelserne er mange, og livskvaliteten er stærkt dalende, når man bliver underlagt kontrol i stedet for at blive talt med.