Danmarks første fixerum skal udstilles på Nationalmuseet. Den mobile fixelance fortæller nemlig historien om frivillige private initiativer, stoffer, byudvikling, velfærd og danskernes historie med rusmidler.
Danmarks første mobile fixerum bliver nu en del af vores fælles kulturarv. Efter at have turneret Vesterbro siden 2011 er den netop pensionerede Fixelance blevet optaget i Nationalmuseets permanente samling, og det er der god grund til, fortæller Christian Sune Pedersen, overinspektør på Nyere Tid og Verdens Kulturer på Nationalmuseet:
“Der er mange gode og problematiske historier forbundet med Fixelancen, herunder de sidste års historie om stoffer, skæbner på kanten, velfærdshistorie, byudvikling og ikke mindst privat og frivilligt initiativ. I det øjeblik, Fixelancen triller ind over dørkarmen til Nationalmuseet, så indgår den i selskab med de mange andre genstande og kan også bidrage til andre store historier som for eksempel historien om rusmidler i Danmark”.
Udover at blive en del af den permanente samling skal Fixelancen også udstilles i Nationalmuseets forhal. Derfor har konservatorer fra januar arbejdet på bilen, som blandt andet skulle tømmes for al olie og benzin.
Den nervøse begyndelse
Spørger man de frivillige kræfter bag det mobile fixerum, er Fixelancen historien om, hvordan en ombygget tysk reserveambulance fra 1992 endte med at bryde med 35 års visionsløs dansk narkopolitik. Men den historie var langt fra skrevet, da Fixelancen for første gang åbnede dørene på Vesterbro den 12. september 2011, med rene sprøjter, kanyleopsamlere og sundhedspersonale.
“Vi var meget nervøse den første dag. Forinden havde vi søsat flere initiativer for at få etableret et fixerum på Vesterbro, men de blev skudt ned og stoppet af myndighederne”, fortæller Michael Lodberg Olsen, social iværksætter og idémand bag Fixelancen.
Han fik hurtigt opbakning fra både lokale beboere og uddannet sundhedspersonale til planerne om det mobile fixerum. “Men vi vidste ikke, om vi ville blive anholdt. Politikere og embedsmænd havde jo gennem 15 år sagt, at fixerum ikke er lovlige”, siger Michael Lodberg Olsen.
Badet i sved
I kulissen ventede en række frivillige jurister, hvis politiet skulle forsøge at lukke projektet ned. Juristerne var også klar til at hjælpe de frivillige sygeplejersker og læger, hvis de fik problemer. I bogen, Fixelancen – fixerummet der fik hjul, fortæller flere af de frivillige om dagene før åbningen:
“Vi vidste jo ikke, hvad der ville ske. I dagene op til lanceringen forsøgte jeg at finde ud af, hvad vi egentlig måtte som sygeplejersker. Min mor var nervøs for, at jeg skulle miste mit job. Men det var en stor dag, og da vi var færdige, tudede folk”, siger Maria Bonde, der er sygeplejerske og koordinerede Fixelancens frivillige sundhedsfaglige.
Sammen med de andre frivillige har hun fra starten indsamlet data fra stofbrugerne, så personalet ved hvilke stoffer, der bliver taget, og kan træde til, hvis noget går galt.
For formanden for Foreningen Fixerum, komikeren Frank Hvam, fortsatte nervøsiteten også, da projektet tog fart og Fixelancen blev taget til sig af Vesterbros stofbrugere, der langt hellere ville fixe i en ambulance end på et trappetrin eller skjult i en opgang.
“Jeg vågnede på et tidspunkt op badet i sved, fordi jeg havde haft mareridt om, at et menneske var død i vores Fixelance. Jeg talte med Michael om det, og vi kom frem til, at i det mindste havde vi forsøgt at redde det menneske. Vedkommende døde ikke ensom, som alle de andre på en trappe, i en lyskasse eller bag en skraldespand. Dette menneske blev faktisk forsøgt reddet. Men selv hvis verdens bedste læger sad i Fixelancen, kan de ikke redde alle”, siger Frank Hvam i Fixelance-bogen.
Læs mere om Fixelancen og dato for udstillingen på Nationalmuseet på www.illegalmagasin.dk
