I 1961 mødtes verdens ledere med en naiv, men velmenende ambition om at udrydde ulovlige rusmidler fra jordens overflade. Grundtanken i den aftale er nu blevet videreført, selvom de seneste 50 års historie råber på en radikal ændring af konventionerne og vores syn på narkotika.
Da jeg blev alene, kiggede jeg nærmere på recepten og tænkte, at det var sandt: Den kunne enhver have skrevet. Så gik jeg på apoteket og hentede tabletterne. Da jeg kom hjem, tog jeg straks to for at prøve virkningen… Jeg følte mig glad og opstemt og vennesæl.
– Tove Ditlevsen, Gift 1971
I 1961 hustlede en folkekær dansk narkoman sig til morfinpræparater blandt vagtlæger på Vesterbro. For dengang var det illegale marked for narkotika begrænset til en lille sortbørs i Nyhavn. Om så Tove Ditlevsen havde stået en hel dag på Maria Kirkeplads og viftet med flere tusinde kroner, havde hun ikke fået nogen smertelindrende stoffer ud af det.
Samme år vedtog FN’s generalforsamling den første globale narkokonvention, med det formål at forbyde produktion og salg af udvalgt, ulovlig narkotika. Listen af stoffer er siden vokset, men indholdet i den internationale traktat har ikke ændret sig mange millimeter. Heller ikke i sidste måned, da verdens ledere for første gang i 18 år mødtes for at diskutere FN’s globale narkotikapolitik under den ekstraordinære generalforsamling UNGASS. Konventionens kerne er stadig den samme gamle krig mod narko, som eksperter over hele verden kalder fejlslagen, fordi den kriminaliserer stofbrugere og styrker det illegale marked.
Det største problem er måske, at traktaten netop er skrevet i 1961, hvor narkosituationen var fundamental anderledes, og hvor det var svært for Tove Ditlevsen at skaffe sit narko. Det fortæller Michael Jourdan, der er tidligere redaktør på bladet “Stof” og som i mange år har advokeret for en opdateret og mere menneskelig tilgang til krigen mod narko. Det kunne være sket med FN’s ekstraordinære generalforsamling om narkopolitik i år, men ikke overraskende skete der ingenting, forklarer han:
“Der har været urealistisk høje forventninger til dette års UNGASS møde, ikke mindst på grund af USA’s nye hjemlige linje med legalisering af cannabis i flere stater, men når det kommer til stykket, er FN traktater som hugget i sten. Virkeligheden kan forandre sig drastisk eller utilsigtede følgevirkninger kan komme til syne, men fejl og mangler i traktaterne er nærmest umulige at få rettet i internationalt regi.”
Hverken plads til debat eller civilsamfund i FN
En af dem, som oplevede FN-systemets modvilje til forandring i narkokonventionen helt tæt på, er Nanna Gotfredsen fra Gadejuristen. Hun har hjulpet narkomaner med juridisk bistand og opmuntrende ord i mere end 17 år og repræsenterede civilsamfundet i FN’s hovedkontor til UNGASS mødet den 19.-21. april. Der var ikke plads til hverken hende eller de andre danske CS-repræsentanter i den danske delegation – med Sundhedsminister Sophie Løhde i spidsen – fordi de alle ønsker at gå længere end den danske regering med opblødning af narkopolitikken. Og denne afvisning blev starten på en tre dages lang og sej kamp for overhoved at komme ind af døren til FN’s store glas- og metalhovedkvarter på Manhattan i New York.
“Vi brugte mange timer om dagen på at komme ind, for der var nye regler og et nyt pasudleveringskontor på nye gadehjørner hver dag. Da vi endelig fandt det rigtige sted den første dag, var der kun 130 pas til 500 tilmeldte. Flere gange lykkedes vi kun med at komme ind, fordi andre landes officielle delegationer tog os med. Det er direkte obstruktion af civilsamfundet”, siger Nanna Gotfredsen fra Gadejuristen, som havde følelsen af at være udsat for mere end blot høje sikkerhedsstandarder. Og som om adgangsvanskelighederne ikke var nok modvind for Nanna Gotfredsen og de andre aktører fra det globale civilsamfund, så ventede der også en grim overraskelse første dag på den ekstraordinære generalforsamling. Forsamlingens slutdokument var allerede forhandlet på plads på uformelle møder i Wien, så i stedet for at vedtage dokumentet den sidste dag på generalforsamlingen – efter diskussioner af indholdet – så vedtog alle konventionens medlemslande et slutdokument, som det første punkt på dagsordenen. Nanna Gotfredsen kalder det en farce:
“Det giver ingen mening pludselig at flytte selve vedtagelsen af generalforsamlingens slutdokument op som det absolut første punkt på dagsordenen, for derefter at have tre dage med meningsudvekslinger. Den proces gør det til ligegyldige debatter, for der er ingen sandsynlighed for at få indflydelse. Ikke engang en kunstig følelse af indflydelse – og så sker det oven i købet under dansk formandshammer.” Her refereres selvfølgelig til Mogens Lykketoft – FN Generalforsamlingens 70enstyvende præsident – som ellers på forsamlingens første dag tweetede fra sin offentlige profil om, hvor vigtigt det er at lytte til civilsamfundet i narkodebatten.
Ekspræsidenternes og popstjernernes Alliance
Til gengæld har civilsamfundet nogle stærke allierede i dets kamp for reform. En gruppe af tidligere præsidenter og ministre, popstjerner, skuespillere, åndelige ledere, forretningsmænd og filantroper havde i forbindelse med den ekstraordinære generalforsamling om narkotikapolitikken allieret sig ud fra et ønske om radikal reform af den globale krig mod narko. Budskabet blev leveret i et offentligt brev til FN-generalsekretær Ban Ki-moon med knap 1000 prominente afsendere og konkluderede, at de seneste 50 års globale krig mod narko har slået fejl:
“Det regime, der har udviklet sig omkring narkokontrol det seneste århundrede har været katastrofalt for den globale sundhed, sikkerhed og menneskerettigheder,” står der i brevet, som er underskrevet af blandt andre præsidentkandidat Hillary Clinton, rapperen Busta Rhymes, men også af en række danske meningsdannere. Ligesom de mange civilsamfundsaktører vil den prominente alliance væk fra det overvældende fokus på kriminalisering og straf, som med deres ord har styrket kriminelle organisationer, korrumperet regeringer og medført ekstrem vold.
Et lignende budskab kommer fra den mere teknokratiske Globale Kommission for Narkopolitik, der overvejende består af tidligere præsidenter og ledere. Her med tyk streg under “tidligere”, for kun få af kommissionens medlemmer har stadig direkte indflydelse på verdenspolitik. Medlemmerne tæller blandt andet ekspræsidenter fra Columbia og Portugal, og har tidligere FN generalsekretær Kofi Annan øverst på kransekagen. Efter afslutningen på UNGASS-mødet stillede en håndfuld af kommissionens medlemmer op til et globalt pressemøde, hvor de skældte ud på UNGASS processen og erklærede sig skuffet over resultatet. Mest for ikke at anerkende de seneste 50 års skandaløse narkopolitik:
“Ved at bekræfte at de tre internationale narkokonventioner stadig er hjørnestenen i den globale narkopolitik, fastholder dokumentet en uacceptabel og juridisk status quo.” Kommissionens offentlige erklæring blev læst op af den karismatiske entreprenør og milliardær Sir Richard Branson – bedst kendt for sine lange gyldne lokker og som grundlægger af varemærket Virgin. Ikke engang han kan dog længere bryste sig af at være præsident for noget, og denne symptomatiske støtte fra eks-ledere giver selvsagt en ringe gennemslagskraft for alliancen, uanset hvor stor og prominent den er.
Narkopolitikken re-nationaliseret
Det er et velkendt faktum, at FN systemet ikke har mulighed for at sanktionere og opretholde love, så hvad betyder det, at et gammelt globalt regime fastholdes? Den stigende vilje blandt stater til at legalisere cannabis uden hjemmel i narkokonventionen bekræfter den tese, men filosof og stofekspert Michael Jourdan mener stadig, at konventionerne har indflydelse i dag:
“Mange lande sværger til internationalisering, og for dem har det en betydning, når indholdet i narkokonventionerne formes af hardliners som Rusland, Iran og Egypten. I Danmark har vi selv tidligere brugt konventionerne til at afvise lempelser i narkopolitikken. Derfor håber jeg også, at området i stigende grad vil blive re-nationaliseret, som vi ser det i foregangslande som Uruguay, Bolivia, Holland og Schweitz.” Ifølge Michael Jourdan er det muligt nu, fordi USA ikke længere agerer verdenspoliti på narkoområdet, som de gjorde under Nixon i 70’erne og Reagan i 80’erne.
“Vi har mulighed for at komme tilbage til en bedre tid, fra før den første rigtige narkokonvention i 1961. Dengang opfattede man ikke Tove Ditlevsen eller andre stofmisbrugere som kriminelle, og vores oldeforældre havde opium i medicinskabet, som de brugte i små mængder mod menstruationssmerter og hoste. At folk med et narkoproblem i dag opfattes som hardcore kriminelle, er en af de værste utilsigtede virkninger af en fejlslåen global narkopolitik,” siger Michael Jourdan.
