Det er mig en fornøjelse at præsentere ILLEGAL # 10. En jubilæumsudgave som jeg har fået æren af at kuratere. Denne udgave af ILLEGAL er derfor overvejende en visuel fortælling. Jeg har de senere år selv jævnlig bidraget til ILLEGAL, og det er med hjerte og intuition, at jeg har indsamlet materialet til dette nummer.
I ånden af hjerte og intuition følger:
I 1999 var jeg 15 år gammel og var netop begyndt på Vester Thorup Efterskole. Jeg er født og opvokset i en by på den jydske vestkyst, der hedder Hvide Sande, et område der på mange måde deler karaktertræk med det område, som jeg var flyttet til. Det tager tre timer at køre i bil fra Hvide Sande til Vester Thorup og ca. tre år, hvis man forsøgte sig med offentlig transport.
Efterskolen var en ‘kreativ’ skole, vores hovedlinjer var teater og musik. Da jeg tidligere havde fejlet rimeligt fatalt som forsanger i et musikskole band, (højdepunktet var en cover version af ‘Bloodhounds gang, ‘The Roof is on Fire’,) besluttede jeg mig for at, teaterlinjen var det rigtige.
Skolen opfordrede til frihed under ansvar og at udforske kunsten, men samtidigt lå der en klausul fra skolebestyrelsen om, at alle elever, der havde et outreret udseende, kunne blive hjemsendt. Et paradoks som jeg om nogen kendte og forstod helt ind i mit 15-årige sind. Endnu mere paradoksalt var vores nærmeste nabo ‘Thylejren.’
Tiden på efterskolen var god og varm, og midt i de mange nye ven- skaber kom også mange nye oplevelser. Det var en lille skole, og alle kom okay ud af det med hinanden. Når jeg tænker tilbage på den tid, er det med en følelse, som jeg sikkert deler med mange, følelsen af virkeligt at være i live for første gang. En frihedsfornemmelse som man på godt og ondt skulle lære at navigere og respektere.
I mit år på efterskolen, da jeg var 15/16 år, holdt jeg næsten op med at drikke alkohol. Jeg havde tidligere følt et tab af kontrol i alkohol, der gjorde mig flov og ked af det.
Da jeg var 15/16 år røg jeg i stedet utroligt meget hash. Engang jeg havde været hjemme på weekend, skulle min mor, Inger, køre mig tilbage til efterskolen om søndagen.
Som tidligere nævnt var det en omfangsrig tur fra Hvide Sande til Vester Thorup. Vi satte os ud i bilen, og min mor tændte for radioen, ud af den kom Trine Brylds stemme. Det var ikke hendes program ‘Tværs’ men et debatprogram, som kom hver søndag i Danmarks Radios P3. Vi hørte altid det program, når vi skulle køre til skolen, normalt ville bilen være fyldt med en småkvidren og kommentarer til det, vi hørte i program- met, men denne søndag var anderledes, koncentreret. Programmet handlede om unge, der røg hash. Min krop stivnede, jeg tænkte ‘åh nej, jeg er afsløret’…
En af de weekender, jeg havde været hjemme, havde jeg efterladt en stor lerchillum formet som en slange på mit bord på værelset, og da jeg kom hjem weekenden efter, havde min mor ryddet op. Det gjorde hun tit, men som regel havde jeg nået at fjerne alle ‘beviser’ inden. Denne gang havde jeg glemt chillummen, og da jeg kom hjem lå den pænt og pudset mellem fadet med stearin- lys og en lille buddha figur…. Hun havde aldrig nævnt noget, men jeg var sikker på, at hun ville gøre det nu. ‘Damn it’ Trine Bryld og din åbne ærlighed, tænkte jeg. Ganske rigtigt, en halv times tid eller lignende inde i programmet spurgte min mor, ‘har du prøvet det?, jeg har aldrig selv’…. Jeg var aldrig god til at lyve for min mor, så jeg sagde ja.
Det ja blev et fundamentalt ja mel- lem min mor og jeg. Hun brød sig ikke om det, men bad mig om at passe på mig selv, den tillid, hun viste mig i det øjeblik, lærte mig meget mere, end jeg først var klar over.
Det lærte mig at sige nej første gang jeg mødte en pige, som sniffede lim ud af en sok, hun havde om håndled- det. Det lærte mig at sige nej uden at fjerne mig. Jeg blev aldrig presset af min mor, og hun gjorde ikke et problem ud af situationen, hvilket gjorde det udramatisk. Jeg er sikker på, at hun indeni var ved at eksplodere, og at hun aldrig fortalte det til min far, men jeg vil altid tænke på den episode som dengang, hvor jeg lær- te, at ansvaret lå hos mig selv først.
Jeg glorificerer ikke stoffer og alkohol mere, end jeg glorificerer så meget andet, men jeg tror ikke på livet i sort og hvidt, jeg tror på nuancer. Jeg tror, at det er i nuancerne, at vi lærer at navigere og respektere, os selv og alle andre rundt om.
En stor tak til alle, der har har med- virket til denne udgave af ILLEGAL. Jeg har lært og fået en ny forståelse.
Alt det bedste,
Fryd Frydendahl
