Tabernes Konge

Illustrationer af Henrik Sylvester
Et udpluk fra den hidtil ikke udgivne bog, Tabernes Konge, fra 28-årige Patric Paw Wärgården der på knapt 200 sider afspejler livet som afhængig og forvirret ung mand i et dystert, og drabelig kedeligt forstads-Danmark. Paw har tidligere udgivet ungdomsromanen C.R.A.P., der fik lovende anmeldelser i Politiken og Jyllands Posten. Han er bosat i Holte, og har siden en alder af atten på den ene eller anden måde været tæt på stofkulturen. Dette har givet mange spændende og til tider farefyldte indblik i en verden, der for størstedelen af danskere ligger skjult bag uendelige skyggelag. Mange minder og oplevelser har således overlevet sig vej ind til Paws mange skriveprojekter.
Af: 
Patric Paw Wärgården

Jeg ringede hyppigt hjem til min mor, og hver eneste gang jeg hørte hendes stemme, begyndte tårerne at trille ned ad kinderne på mig. Jeg huskede vores smukke hjem, som hun altid dekorerede så flot og holdt så rent, vores frodige, grønne have med dets lille dam hvori padderne og frøerne altid kvækkede langt ud på sommernætterne, de lange cykelture jeg plejede at tage op til Holte, Søllerød kirkegård og Furesøparken. Jeg sagde intet om, hvad der var foregået de sidste dage, ej heller om ulykken der fandt sted lige i starten. Men hun anede jo selvfølgelig, at noget var rivende galt, hvilken mor ville ikke det? Det jeg fortalte var dog, hvor slemme forholdene var hos min værtsfamilie, at hver eneste gang jeg sad og spiste aftensmad med moren og sønnen, eskalerede alt ud i et inferno af skrig og råb og forbandelser fra knægtens side. Vi blev enige om at en flytning ville være at foretrække, når min psykiske tilstand i forvejen var skrøbelig. Dette havde jeg også talt med skolevæsenet om, og tilsyneladende var jeg ikke den eneste, der havde haft problemer med dette bosted. Min moder syntes, at jeg burde lede efter andre værtsfamilier, men selv havde jeg mere lyst til at bo på selveste universitetet, der havde et større kollegium ved siden af undervisningshusene. Jeg ville ikke risikere at havne i en lignende situation igen, og trængte til at være alene. Min mor var ikke glad for tanken om, at jeg skulle bo i et lille værelse uden nogen til at våge over mig, men til sidst fik jeg min vilje igennem og fik, med skolens hjælp, et kollegiebosted mindre end tre minutter fra skolen.

Jeg var begyndt at socialisere mere med min klasse, og blev efterhånden ret populær. Det var næsten en fryd at møde op til undervisningen hver dag, for jeg havde aldrig førhen følt mig så vellidt af så mange (og så forskellige) mennesker. Der var ingen skjult agenda, ingen underliggende fjendskab, ingen grund til at se sig over skulderen - de unge mennesker jeg delte klasse med var slet og ret propre, livsglade og vældig sympatiske mennesker, og jeg vandt hurtigt deres tillid, og hvad der mindede om venskab. Der var folk fra Mexico, Tyrkiet, Japan og som sagt rigtigt mange fra Korea. Jeg genfandt min sans for humor og kunne få hele lokalet til at falde sammen af grin. Også lærerne var vilde med mig, og inden længe fik jeg følelsen af, at jeg hørte hjemme et sted, at jeg havde en betydning i et større, socialt miljø. Og det føltes inderligt godt.

Men så snart skolen var ovre, tog jeg hjem til kollegiet og isolerede mig totalt. Det er bare en mærkelig tendens, jeg har, og sådan har jeg altid været. Selvom det kan gå fremragende i skolen, bliver jeg simpelthen nødt til at have min alenetid. Tanken om at spendere et helt døgn i samvær med andre skræmmer mig, måske fordi det er en grænse, jeg endnu ikke har turdet at bryde. Og dette var stadigvæk ret tidligt i terminen, i en periode hvor der stadig var en vis akavet reservation iblandt folk, fordi ingen kendte hinanden så godt endnu, så nogle klassefester var endnu ikke begyndt at komme på agendaen.

Alle disse hverdagslige forbandelser jeg må leve med (såsom panikangst, derealisation, søvnløshed, rysteture) har hidtil ikke været grumme nok til at gøre mig selvmorderisk – jeg plejer oftest at medicinere dem væk med diverse rusmidler, og hvis jeg ingen rusmidler har, griber jeg til flasken. Og hvis jeg ikke kan drikke, bider jeg det i mig som en sømand. Men før Canada havde jeg intet af dette. Jeg var sund og frisk, altid med masser af energi, kreativitet og humor svømmende i blodbanen, med vidt åbne øjne og en entusiastisk fryd i maveregionen hver morgen jeg hoppede op ad sengen. Med styrke og selvsikkerhed.

Den første forandring jeg lagde mærke til efter et par uger derovre, var som sagt at mine morgener føltes anderledes end før. Førhen havde jeg altid en naturlig glæde i mig under de første timer efter opvågnen. Det var en nærmest euforisk fornemmelse, hvor alting føltes lidt lettere, og jeg havde denne dejlige klarhed i hovedet. Men nu var det lige pludselig anderledes at stå op af sengen og gøre sig klar til skole. En isnende, knivskarp angst bed sig fast i mit indre og ville ikke give slip. Det var noget af det værste, jeg havde oplevet, og kunne i starten ikke forstå hvorfor denne frygt var der. For jeg synes næsten, at “angst” er et misvisende ord at bruge her – den følelse jeg havde i maven, brystkassen, ud af mine fingerspidser og i min strube var ren og skær primalfrygt. Og dens kløer spiddede sig dybt ind i mit inderste væsen, i flere timer måtte jeg lide gennem denne helvedestilstand, der ofte først dæmpede sig senere hen på eftermiddagen. Men selv der stod jeg tilbage med en grålig tomhedsfornemmelse, når jeg hutlet gik hjem fra skolen og op til mit værelse.

Det føltes som, at jeg nu aldrig var alene, men levede med et blodsugende, usynligt genfærd der gemte sig bag krogene, under min seng eller kravlede i mit hår. Han var der altid, skrabende og hviskende og rallende i mit baghoved, sugede mig tom og træt for energi og gnist.

Der var en “liquor store” (man kunne ikke købe alkohol på tanke eller i supermarkeder som herhjemme) tæt på kollegiet. Her tog jeg hen hver dag efter skole, men oftest gik jeg længere omveje for at nyde natursceneriet og glemme min tilstand.

Øen var meget smuk med vældige grønne søer, utæmmet vildnis, majestætiske skovområder og strande. Der var utallige myter og legender i Victoria forbundet med bigfoots (“bigfeet” er vel en mere passende grammatisk betegnelse) og søuhyrer så som Loch Ness, og til tider kunne jeg mærke disse lyssky væseners tilstedeværelse i den vilde og barske natur. Når jeg gik ture omkring parkerne eller ved søbredden, var der denne tidsløse urkraft, der kom fra mulden og kæmpestenene. Den aromatiske duft der udsondredes af fyrrenålene hang altid blidt i luften, og omkring kollegiet sprang der vilde harer rundt. Jeg har altid holdt af at gå lange ture og lytte til musik og fandt øen meget egnet til dette. Lige ved siden af skolen var der en skovpark, men ikke en park i dansk forstand – dette sted var kæmpestort, og at træde ind her var som at havne i en helt anden dimension af eventyrlige proportioner. Trækronerne foldede sig ud som ørnevinger over ens hoved og hengav alt under sig i en mystificerende, mørkegrøn oase af mærkelige livsformer og utallige, usagte hemmeligheder. Skovens stemme fik mig hen i en tilstand af ro, hvor jeg kunne se alt fra et lidt andet perspektiv i et par timer.

Vin var også en yndet medicin for mine nerver. Jeg havde fundet min yndlingsrødvin derinde i butikken. Valgte den, fordi den dels var meget billig, og dels fordi den havde skruelåg og jeg ingen proptrækker havde. Hver dag efter skole tog jeg turen ned til butikken og købte denne vin – personalet derinde lærte mig efterhånden at kende ved fornavn. Det gav en dejlig fornemmelse at sidde oppe i værelset med min guitar og drikke sådan en vino i et hurtigt tempo, for intet andet i verden kunne få genfærdet og dets ståltag til at forsvinde på samme måde. Intet kunne måle sig med måden vinen fik mit sind til at falde ned og slumre i en ligegyldig, ligeglad døs – alt jeg havde lyst til i denne tilstand var at stene ud til gammeldags sydstatsrock og kæderyge. Efterhånden var en flaske ikke nok, og det endte med, at jeg nu drak to hver dag efter skole.
Jeg tænkte ikke over det genetiske handicap, jeg lider af, at jeg ikke kan tåle tømmermænd. Tog ikke godt vare på mig selv, drak uden at tænke på disse konsekvenser. Så selvom det i et stykke tid havde kørt meget godt med vinen, og ej havde gået udover mine skolepræstationer, endte det til slut med at gøre mig til et endnu værre nervevrag, end jeg var i forvejen. Min mor var ved at blive sindssyg af bekymring (hun er min bedste ven og den kvinde i verden, der står mig nærmest, men har, ligesom mig, utrolig dårlige nerver), fordi jeg dagligt ringede til hende med grådkvalt stemme, syg af angst og druk og forvirring. Så langt væk, i et fremmed land, med lort op til halsen.

Det var hendes idé, at jeg skulle spørge skolen om hjælp, da de højst sandsynlig havde psykologer eller lignende. Jeg tog op til kontoret og blev henvist til en skolepsykolog og endte med at se hende tre gange om ugen.

Hun var en flink ældre dame, min psykolog. Var født og opvokset i Brittish Columbia og havde en unik accent, som kun folk derfra har. En lille og gråhåret mormortype med guldbelagte læsebriller altid iført en stor strikketrøje. Jeg husker hendes hyggelige, lille lokale hvor jeg spenderede flere timer i en behagelig, hørfarvet lænestol og fortalte hende alt. Ja, alt. Jeg var så afslappet og fyldt med ro i hendes nærvær, at jeg allerede fra starten besluttede mig for ikke at skyde om hjørner med tingene eller komme med unødvendige bortforklaringer.

Det var hendes idé, at jeg burde se en læge. Jeg havde forklaret hende alt om, hvordan jeg daglig blev nødt til at drikke vin i store mængder for at undslippe min indre frygt, og det bekymrede hende. Hun mente, jeg havde brug for lægeordineret medicin, kombineret med at jeg ville fortsætte med vores psykologsamtaler, eftersom dette ville bryde den onde cirkel af selvmedicinering, jeg nu befandt mig i.

Dette var et forslag, jeg takkede ja til med stor entusiasme, da det betød, at jeg (hvis jeg formulerede mig rigtigt, og lægen var til at tale med) ville få adgang til diverse downers og nervepiller på legal vis.

Jeg havde ikke rørt nogle stoffer eller piller i omkring to uger, med undtagelse af cannabis; Brittish Columbia var kendt for deres “B.C. Bud”, og det var som regel lettere at få adgang til dette end alkohol eller tobak. Jeg havde købt en løjerlig lille plastikbong i en headshop nede i byen og tog en gang imellem ud til den førnævnte skovpark med bongen og en en lille pose stærkt duftende pot. Dette havde jeg købt under en druktur i byen af en ung knægt på omkring sytten eller atten år, der var hjemløs og altid sad og hang på et gadehjørne med sit skateboard og en kæmpe pitbull. Han var meget sammenbidt, hård og råbarket – alt ved knægten var præget af hans gadeliv. Hans øjne vidnende om den virkelighed, han måtte kæmpe sig igennem hver dag, og selvom han ikke kunne have været mere end sytten, mindede han om en person tyve år ældre end mig selv. Overalt i downtown hang der disse unge “street kids”. Mange af dem under atten. Beskidte, hærdede, erfarne.

Jeg klatrede altid op af en bakke, derinde i skovparken, og fandt et lille spot der var indkredset af et par træer. Således kunne ingen se mig, men jeg selv havde derimod overblik over hele parken – det brusende, lille vandløb der fossede igennem skovens midte som en vital pulsåre og alle de små gangstier og træbroerne over vandet. Efter et par sug af bongen blev jeg ofte så påvirket at mine omgivelser begyndte at minde om scener fra amerikanske eventyrfilm, jeg var vokset op med. Labyrinten med David Bowie, The Dark Crystal, Willow, The Neverending Story etc.

Træerne, vandet, buskene, alt var som dækket af et glimtende, pulserende lag støv, og støvet var overjordisk og udefinerbart, et stof der ikke var af denne verden.

Alt dette holdt jeg af at gøre alene, mens mine klassekammerater flittigt lavede lektier eller skrev breve til familien. Ligesom jeg næsten altid kun drak i eget selskab. Det var dog åbenlyst at alle disse dumheder, kun var desperate bestræbelser på ikke at få mit skib under vand. Jeg klarede mig med nød og næppe via mine reservetanker, og vidste godt at der snart ville komme en dag, hvor alting brød sammen. Så længe jeg flød i vinens strømme og var bedøvet fra sans og samling, blev der sendt signaler til min hjerne om, at alt nu kørte. Og min sjæl fik også et par timers hvile, et par timer hvor den ikke behøvede at bekymre sig om genfærdets kløer og ubehagelige minder fra de horrible timer, der indfandt sig den aften, hvor det hele gik galt. Men minderne ville ikke forsvinde, de blev bare større og mere og mere rædselsvækkende. Vinen var ikke længere nok, for jeg skulle jo stadigvæk stå op til timer af tortur, så snart rusen var fordampet. Jeg næsten glædede mig til at se en læge.

Skolen havde sin egen læge, hvis kontor således også lå midt i universitetet. Han havde et gråt og anonymt ansigt med den obligatoriske hvide kittel. Der var en upersonlig aura af klinisk renhed omkring ham, som om hans skind var af gummi og hans ansigt en maske. Heldigvis behøvede jeg ikke at gå i alt for mange detaljer med sin situation, for han var allerede blevet godt informeret af min skolepsykolog om, hvad der var i vejen med mig.

Han lagde ud med at spørge til min selvmedicinering. Jeg begyndte at forklare ham, at mine nerver var så ødelagte, at jeg ikke kunne gå igennem hverdagen uden at forsøge mit bedste på at drikke den væk. At jeg var ude i en ganske slem cirkel.

Alt med denne læge var ren rutine og protokol, og jeg nåede kun at lette mit hjerte i et minut eller to, før han greb pen og papir og udskrev nogle piller til mig. Jeg smilte indvendig, var det virkelig så let?

Han gav mig receptpapiret og afsluttede konsultationen ved at sige, at også en frisk gåtur kan hjælpe.

Det var disse piller, der betød starten af enden på mit udlandsophold. De hed Clonazepam og var et benzodiazepam. Dagen jeg fik min pilledåse, tog jeg bussen op til øens største kirkegård. Jeg havde som sædvanlig det ret skidt, med fingre der dirrede af nervøsitet og et sind forlorent i et virvar af kaotiske tankestrømme og stærk hjemve. Jeg så frem imod at komme væk fra alt dette og nyde et par i timer i solen blandt mausoleer og gravstene. Det var et vældig imponerende sted, den største kirkegård jeg hidtil har besøgt. Med dusinvis af sørgmodige dødsengle støbt i gips og hugget af sten, endeløse rækker af gyldne initialer med årstal og kors, store og velduftende rhododendron og blodrøde roser i små vaser. Pillerne skuffede mig dog en smule – jeg tog to, tog tre, tog fire, men ingen egentlig befrielse som så. Kun en smule træthed og døsighed, og det var det.

Men så var det at klassefesterne kom ind i billedet, og mine venner var såpas sociale og festglade, at det blev til mindst en fest om ugen. Jeg havde set mig lun på en lille koreansk studine, og det lod ikke til, at hun havde noget imod mine mange komplimenter – tværtimod var hun let at charmere, men på ingen måder overfladisk eller letbenet. Bare en skøn, livsglad og (fandt jeg så småt ud af, efter vi havde lært hinanden bedre at kende) meget begavet pige. Drengene i klassen, især de asiatiske, var meget inde på rockmusik og ville alle omgås mig grundet min kunnen om denne genre. Så alt gik godt, og det lykkedes mig at skjule mine problemer i starten. Det var først når disse fester blev arrangeret, at mine svage punkter blev løftet til overfladen, og det blev åbenlyst for de fleste, at jeg var en ganske fortabt person. Selvom jeg på overfladen kan virke som et meget tilbagelænet, roligt og stabilt menneske, så har jeg i realiteten en ret svær socialfobi, der resulterer i at jeg oftest er den til fester, der drikker mest og hurtigst. Dette var også tilfældet i Canada.

Udover alkoholen havde jeg nu også alle disse piller til rådighed. Festerne blev holdt hjemme hos den givne persons værtsfamilie, og til disse lejligheder var der oftest barbecue ude i haven (det var jo stadig sommer) og et tilhørende bord med sprut, vin og bajere. Jeg blandede mine egne Rom and Cokes (hvor der altid var mere rom end cola) og bundede den ene efter den anden i et hastigt tempo, så at jeg inden længe var bundrådden og begyndte at sige upassende ting til såvel værtsfamilien som mine klassekammerater. I ny og næ gik jeg ind på toilettet og skyllede et par af mine nervepiller ned, og det var dér, at tingene begyndte at gå galt. Til de første 2-3 fester hvor jeg kørte på denne kombo, slap jeg dog billigt. Jeg fik som sædvanlig blackout, der blev ringet efter en taxa til mig, og da jeg dukkede op i skole næste mandag, klappede folk mig på skulderen, og vi grinte lidt af det hele.

Selvom mine venner måske ikke syntes, det var hele verden, at jeg havde drukket mig lidt for fuld til deres fest, så var jeg selv ret ked af det over, hvad jeg havde lagt navn til. Jeg følte, at jeg havde kikset gevaldigt og ladet en stor mulighed løbe ud mellem hænderne på mig. Hvor jeg førhen var klassens interessante, unikke og eftertragtede person, havde jeg nu gjort nok brølere til nu at være klassens fulderik. Jeg havde tabt min pondus, ladet mit særpræg skylles væk i rom og piller. Jeg fik svært ved at se folk i øjnene igen, og som resultat af mit selvsvigt og min skam, drak jeg mere og mere i fritiden. Jeg drak nu igen alene, for det virkede mere sikkert. Nu og da opstod en situation, hvor nogen gjorde mig selskab, og naiv som jeg var, troede jeg altid, at jeg sagtens kunne styre et par drinks, at denne gang ikke ville blive som de andre.

En ny pige havde flyttet ind i værelset ved siden af mig. Hun var ikke overdrevet attraktiv, men hendes personlighed strålede nok til, at jeg faldt for hende - i det mindste som ven. For hun var så nem og drenget at snakke med, ligetil og skarp og sjov og i bund og grund en abeskøn pige. Hun var flyttet hertil fra Vancouver, fordi universitetet på øen tilbød et fag, man ikke kunne læse i resten af landet, og ligesom mig kendte hun ikke så mange mennesker herude. Hun havde en kæreste på fastlandet, en fyr der ringede til hende hver halve time, så jeg vidste allerede fra starten, at jeg ikke havde nogle chancer på den front. Men vi stødte oftest ind i hinanden ude på korridoren, og det stod lynhurtig klart, at hende og jeg havde en god dialog. Så selvom jeg ikke havde nogen chance for at hoppe i kanen med hende, så var jeg alligevel glad for at have fundet et individ, jeg var på bølgelængde med, for vores kommunikation var virkelig god, og vore samtaler (lige meget hvad det var, vi talte om) var altid givende. Så en dag bød jeg hende ud på drinks, da vejret var i top, og vi begge havde fridag. Jeg tog hende ned til stranden, hvor massive, fældede træstammer lå i rækker iblandt mastodontiske sten, som havets bølger ubarmhjertigt piskede mod.

Med mig havde jeg bragt en flaske bourbon og en helliters-cola og drikkekrus i plastik. Ja, romantisk kunne man jo ikke kalde det, men samtidigt var vi jo kun venner og intet andet. Hun prikkede til mig og tog pis på mig som en storesøster, og vi morede os gevaldigt under solens milde stråler, blandt bølgernes rytmiske skvulp med plastikkopper. Efter min sjette eller syvende drink var hun tissetrængende, og efter hun gik for at lede efter en busk at gemme sig bag, tog jeg min pilledåse op ad lommen og slugte et par stykker. Jeg ved ikke præcis hvor mange, men det var nok til at aftenen gik rivende galt.

Ikke fordi jeg personlig husker noget – alt jeg ved fra den aften kommer fra pigens mund, som sjovt nok holdt op med at se noget til mig efter den episode. Fra hvad jeg har fået fortalt, var jeg så ude af den, at hun måtte bære mig hjem og lægge mig i seng. Jeg husker, at jeg vågnede en time eller to senere ved at det bankede på døren, og da jeg åbnede stod to af skolens sikkerhedsvagter udenfor. Tilsyneladende havde jeg snublet omkring ude på korridoren, efter at hun havde lagt mig i seng, og havde her lavet en masse larm. Jeg fik forsikret vagterne om, at alting nu var i orden, og at jeg såmænd bare havde fået en drink for meget. Det lod til at de troede på dette, for de forlod derefter værelset og lod mig sove den ud.

Dagen efter, en mandag, ringede min mor en tidlig formiddag. Mobilens skarpe, elektroniske ringetone skar i mine trommehinder som en motorsav, og jeg tumlede forvirret og dehydreret ud af sengen. Hun begyndte straks at konfrontere mig med, hvorfor min stemme igen var så langsom, snøvlende og usammenhængende, og hvorfor jeg ikke var i skole på dette tidspunkt. Hun sagde mit navn efterfulgt af et langt og skuffet suk. Så lagde hun på.

Men det værste var, da jeg stod op for at børste tænder. Jeg så hvordan hele mig ansigt var fyldt med rifter, sår, størknet blod og blå mærker. Det gav en isnende fornemmelse i min rygrad at konfronteres med dette syn, for det var jo ikke mig, jeg stod og kiggede på. Et sølle og fuldstændig ødelagt fjæs kiggede tilbage på mig fra spejlet, en person jeg på ingen måder genkendte. En gadebums, et krigsoffer, misbruger. Men ikke mig, mit ansigt havde aldrig før set sådan ud.

Jeg lod mine rødsprængte, slørede øjne glide hen over værelset, der ligeledes virkede anderledes. Overalt lå tomme flasker vin og væltede lamper og møbler – på gulvet, på bordet, i sengen. Og sengens lagner var plettet med blod fra gårsdagens sår.

Jeg faldt ned på knæ og begravede mit ansigt i mine hænder. Hænderne rystede, og hele mit ansigt gjorde ondt. Jeg måtte væk herfra, finde et slags åndeligt refugium for ikke at gå til grunde, for ikke at dø her, og nu i mit gustne og blodplettede kollegieværelse hvor dage og nætter svandt ind til uvirkelige, kemiske mareridt.

Jeg havde virkelig behov for nogen at snakke med. Ikke en præst eller læge, ikke nogen fra klassen, ingen lærer, heller ikke min mor – for dette skulle hun i hvert fald skånes for.

Men først måtte jeg have noget at dulme nerverne på. Pillerne og sprutten havde hidtil kun voldt mig skade og ulidelig smerte, og jeg svor til, at lægge alt hvad der hed rusmidler på hylden, så snart jeg var hjemme i Danmark. Men lige nu havde genfærdet vokset sig så stort og skræmmende, at jeg var villig til at gøre hvad som helst bare for at få et par timers frihed fra hans nådesløse hjemsøgen. Jeg kiggede rundt omkring værelset igen – fandt ingen sprut. Det eneste jeg havde af gift var pillerne, og dem havde jeg nok af. Så jeg tog en håndfuld, sprang i tøjet og løb ud gennem korridoren og ud af kollegiet.

Alt var sket i hast, så jeg vidste ikke nøjagtig, hvor mange af disse piller jeg havde taget. Men der må have været rigtig mange, for jeg havde bogstavelig talt hånden fuld, inden jeg skyllede dem ned. Og da jeg nåede psykologens kontor, begyndte gulvet at svaje nedenunder mig; jeg kunne ikke holde balancen længere og måtte gribe fast om borde og stole bare for at holde mig oppe. Jeg havde ingen aftale med hende den dag, men desperat som jeg var, havde jeg løbet op til hende med tårer i øjnene og blod løbende ned af panden og kinderne.

Hun var tydeligvis bekymret. Jeg prøvede at forklare noget til hende, men alt jeg sagde blev til tyk grød, og jeg faldt flere gange ned på jorden. Det var ydmygende, jeg havde en motorik som en infantil. Hele kontoret blev stille, og alle øjne var nu på mig. Det første psykologen gjorde var at ringe efter en ambulance, og medens vi ventede på denne, forsøgte hun at få mig til at fortælle hende, hvad jeg havde indtaget. Men jeg kunne rent faktisk ikke tale eller fuldføre en sætning, så det var uhyre svært for os begge at prøve at føre en samtale.

Ambulancen ankom, og i centrum af hele skolen blev jeg båret op af to firkantede, stærke mænd. Folk udenfor stoppede op og kiggede på mig med åbne munde, og psykologen stod ved kontorets vindue med krydsede arme og et bekymret blik i ansigtet – ikke helt ulig min mor. Men mest af alt husker jeg synet af gulve og fødder; det var nemlig næsten umulig for mig at holde hovedet oprejst og øjnene fokuseret på noget. Fra tiden jeg bad min psykolog om hjælp, til jeg blev anbragt på hospitalet, hang jeg mest med hovedet som en vissen blomst, alt imens jeg snøvlede mig igennem usammenhængende ordstrømme i uden indhold.

Efter at have taget en blodprøve på hospitalet, anså de dog ikke min tilstand alvorlig nok til, at en udpumpning var nødvendig. De lod mig sove på en briks i et par timer, og jeg blev derefter kørt hjem til skolen igen. Dette hændelsesforløb ville under normale omstændigheder få mig ud i en ukontrollabel vildrede af panik og rædsel (ligesom den tilstand jeg befandt mig i tidligere på dagen), men grundet pillernes tåge virkede det hele bare “lige meget” den dag. Jeg tog op til værelset og så til min forbavselse at alle mine tomme flasker og min bong var fjernet. Det var tilsyneladende normal procedure at skolens sikkerhedsteam tog op til hospitalsindlagte elevers værelse og ryddede boet for sprut, stoffer og andre potentielt farlige genstande såsom knive. Jeg lagde mig ned i den hårde seng, der føltes så fremmed og kold og mærkelig og langt væk fra Skodsborg. Oceaner og tidszoner væk fra mit barndomsværelse og haven udenfor hvor hundene gøede og legede og skrubtudserne kvækkede. Jeg faldt lynhurtigt i en drømmeløs søvn og vågnede ti eller tolv timer efter.

Og det var her, dagen efter, at slaget kom. At skulle se mine klassekammerater i øjnene imens jeg prøvede at forklare dem, hvad der var sket med et ansigt dækket af sår og blå mærker. Jeg husker det, som om det var i går – de lignede alle spørgsmålstegn, som om de ikke kunne forstå, hvorfor en person i deres alder ville udsætte sig selv for sådan en omgang. De var så velsoignerede, velbarberede, propre og nyvaskede. Med lærebøgerne i hånden, en hæftebog fuld af notater, helt opsat på at få noget konstruktivt og godt ud af dette udlandsophold som var en unik chance i deres liv. Og jeg havde ikke været i bad i over to uger, mit hår hang fedtet ned af panden med rester af sårskorper og indtørret blod imellem lokkerne, og mit ansigt var fyldt med plastre og blodtilsølede vatstykker.

Min lærerinde var en stor og kraftig sort kvinde, en dame hvis personlighed kunne fylde et helt lokale med sin styrke og ånd. Hun forlangte respekt, hvor end hun var med en stemme dyb og rungende som en løvinde. Men den dag så jeg hende fra en helt anden side. Jeg sad ned og knugede mig til mine bøger som en fjortenårig pige bange for at vise verden sine voksende bryster. Jeg måtte have været et meget patetisk syn som en herreløs, nedsølet hundehvalp i en vandpyt. Og hun bevægede sig helt tæt ind på mig, beskuede mig med meget menneskelige og varme øjne, og hendes stemmelag var nu et helt andet; blød og betryggende som en mor der nynner sine børn i søvn. Vi talte kun i få minutter, og hvad hun sagde, lagde jeg ikke så meget mærke til; det var mere hendes stemmeleje, og den medfølelse der vældede ud af hendes øjne, der fik mig til at slappe af. Jeg kunne ikke lade være med at fælde en tåre under den snak, vi havde sammen, og inderst inde havde jeg mest lyst til bare at falde på knæ og kramme hende, forsvinde fra verdens åsyn og krybe sammen som et lille barn i hendes skød.