En Superbrugers bekendelser

Dokumentaristen og forfatteren Morten Vammen har redigeret et rant fra en ædru superbruger.
Af: 
Morten Vammen

Jeg fik lyst til at bidrage til Illegal!, så jeg ringede til min gamle ven “superbrugeren”, der helst vil være anonym, da “alle bruger alt mod alle i dette kriseøkonomi-ræs”. Efter 30 års brug/misbrug er han stadig en flot mand, og vi går en tur i en park, mens han fylder min iPhones recorder med sin cut/up stream of consciousness rap, der gør mig næsten høj, dog uden jeg ringer efter snavs. Heldigvis har han det godt, de dage hvor man skulle tage batterierne ud af telefonen, er talte. Her er hans bekendelser: 

“Stofferne ryger hurtigt op i toppen af ens behovspyramide. Til efterfesten vil folk hellere sniffe end at kneppe, sove eller spise. Og i den forvirrede, stressede nutid i 2013, hvor alt er usikkert, lammer vi os max i dumme Danmark. Dem, der ikke får naturlige belønningsstoffer gennem sex eller arbejde, er lette ofre for lykke på dåse og i pose, men lykken forsvinder hurtigt og skammen, depressionen og rodet overtager, og giver endnu en “god grund” til at sniffe og drikke overskuddet op endnu en gang. Alle tager et eller andet, men alle bruger det mod hinanden, alle dem,der sværter dig for at være en umoden hedonistisk narkotosse, nasser streger i en brandert under fire øjne og stikker dig om mandagen, ligesom det er pusherens skyld, du har tømmermænd. Dobbeltmoral er dobbelt så godt. Og jeg ser da ned på min chef, der holder sig kørende på kaffe og panodil zap, til han skal bælle rødvin til maden, og hvilke piller napper han mon? Sovepiller, smertestillende, potensmidler, doping, lykkepiller? Det er jo kun børnene uden ADHD-retalin, der er clean nu...plus alle tager alt, jeg har set pensionister sniffe coke en tirsdag på en bar på Frederiksberg, set direktører æde morfinpiller OG E, politimænd ryge chillumer...alle har adgang til alt, og tager alt nu. Bare de kommer væk, eller mere i kontrol, eller får en gang masochistiske kemiske tæsk. Bevisthedsudvidelse er helt out i disse hårde tider. Alkohol var aldrig mig ... det er jo et organisk opløsningsmiddel, og 800.000 drankere kan tydeligvis tage fejl ... man bliver DUM af ildvand, og gør dumme, tilfældige ting, ikke engang ens ubevidste anede noget om. Plus, at det belaster sundhedssystemet massivt. Måske startede det, da jeg en sjælden gang oplevede mine gamle stive ... de var ligesom nogle fremmede, fjerne. Det føltes fake og klamt. Men min far var smart nok, han kunne se ungerne i de højere klasser var skæve, så han rullede en potjoint, hvilket tog al mystik og oprør ud af det rusmiddel. Han lignede en stor liderlig kat, da han blev skæv. Jeg hadede narcissistiske skæve passive flippere i mange år efter. Jeg vil klart gøre det samme med mine børn, demystificere og banalisere stoffer ved bare at vise, at det bare er, hvad det er. I teenage-årene var jeg ikke bruger. Det var først, da min første kæreste blev skizofren, at jeg røg på weed i et kreativt (misbrugs)-fællesskab. Og pot gjorde, at jeg trods ung hormonel rastløshed kunne sidde i ugevis i studier og lære mig selv de tidlige datamater og synths, så jeg kunne lave plader, men jeg udviklede en stigende paranoia og kedede mig med ikke-rygere. Jeg fadede dem ud af kalenderen. Og alt kunne ordnes i morgen, når man lever i hashtids-zonen. Til sidst kunne jeg ikke sove mere end 3 timer uden rygeren, og selv når jeg ville stoppe, fandt jeg nærmest automatisk ud på staden til dagens klump zero-zero creme. 

Da jeg var 16, fik jeg en streg coke på en natklub. Det sagde mig ikke en skid. Havde set Scarface og så videre, og tænkte; var det bare det? Det var dengang det kostede 1.500 og var meget rent og hemmeligt. Jeg kunne se, at cola gav meget social kontrol, at posemanden havde fisse-kontrol, men der var noget plat over det, selvom det ikke slog mig som faligt. Heller ikke selvom en ven røvede en masse banker iført Reagan-maske, da han pludseligt tænkte meget kortsigtet pga. freebase. En del fra punkmiljøet, der blev smadret af speed, da rockerne kom til, røg på cola, efterfulgt af heroin nede i pisserenden. Totalt no future nedtur. Jeg røg en joint med et band, der så viste sig at være med H i. Jeg troede, jeg kunne instruere en ballet, men stod reelt bare stille med små pupiller, indtil jeg brækkede mig. Jeg må konkludere, at jeg ikke har sans for opiater, selv da jeg blev opereret, tog jeg ikke pillerne bagefter, for man bliver en uempatisk kold robot af det lort, og mange af mine mere følsomme venner døde af det, ofte unge og alene, helt pæne og i skabet med deres kanyle. 

Sidste gang det skete, fandt jeg dealeren, typen der havde idealiseret junk på den der stupide Lou Reed-måde. Jeg fyrede en tåregas ind af brevsprækken, og da pusherpræsten kom ud, hakkede jeg ham anonymt iført gasmaske, så jeg ikke har set ham siden i byen. En ting er at have den sygdom, der hedder junk – for det er ikke underholdning – en anden ting er at sprede lortet for egen profit til unge usikre hjerner, at oplære dem. Føj! Jeg læste engang en rapport om, at heroin appellerer mest til folk med præ-beviste kropslige barndomstraumer, der så nyder, at kroppens traumer og uro bliver lukket ned for en tid, indtil næste knæk. Staten burde bare underbyde gangsterne og give junkierne deres lort, så de kan leve et værdigt liv. De er jo bare syge, de nyder det ikke, og dør af stress og pres. 

Men tilbage til mit eget forbrug: efter 10 år med gourmet-hash hver dag, var jeg ret virkelighedsfjern, men flyttede så sammen med en fyr, der aldrig havde arbejdet, men rejst overalt. Han havde noget glimmerstads, der virkelig luftede hjernen, så hash-skævertens usikkerhed blæste væk for en time. Jeg mappede min hjerne ud og lærte nye måder at agere socialt på, og følte mig så mættet og tilfreds, så jeg kunne face, det lort jeg havde i rygsækken. Der blev ævlet som Freud og danset igennem, men bevidsthedsudvidelsen blev hurtigt en rutine. Vi afsonede hverdagen for at nå til weekendens nirvana, hvor vi var vores “sande selv”, med øjne så store som tekopper. Det er jo nemmere at tage lykkepulver end at skabe et lykkeligt liv. Vi endte til efterfester og med skodmennesker, hvor folk stirrede på cd-covers i bunker og suttede for en streg. Det værste var, at jeg begyndte at drikke for at holde paranoiaen nede, så jeg tit endte med at pendulere mellem wc og bar ...“uh, nu er jeg for fuld, lad os tage en streg ... nu er jeg for høj, lad os tage en sjus” – og at jeg ikke kunne knalde, hvis jeg havde taget over et par gram. I det hele taget blev det at gå ud ... ja selve det sociale ... mere og mere en undskyldning for at snavse igennem. Hvis jeg gik ud uden snavs, begyndte den ubevidste jagt automatisk, og det var lige der, at København – efter at folk fattede, at det smadrede humøret hele ugen – røg på billigere, men cuttet cola. Det var overalt, og brugerne blev pushere lynhurtigt, folk røg i gæld og i fængsel, med mere gæld, og i fængsel igen. De var måske en slags popstjerner til de var 30, men efter det var de bare patetiske, forfulgt af røvslikkere og politi og gangstergæld. Personligt røg mit økonomiske og mentale overskud på de weekender, hvor der skete en masse som i en centrifuge – bevægelse, farver og striber – men når det stoppede, var man bare blevet kogevasket, slidt og præcis det samme sted. Når man vågnede søndag/mandag, var den eneste lektie: Lav flere penge! Intet under, at hele USA er gennemsyret af cola, det er et liberaliserende sælger-luder-stof, og efter-depressionen gør os konservative. Men når jeg ser tilbage, var colaen med til at breake min eneste store afhængighed – hash. Da jeg var i Marokko på pilgrimsfærd og løb gennem markerne og røg det vildt psykedeliske pollenstøv, der aflejrede sig på min jakke, fattede jeg, at selv det gode tjald i DK var som hakket kød i Netto, et pumpet produkt, bare på det sorte marked. Jeg noterede mig, at der var store mængder semi-legal opium i Marokko, og forestillede mig, at de cuttede med det i eksport-hashen, for at maximere markedet. Så jeg stoppede fra den ene dag til den anden, jeg kom ud af demotivations-syndromet og apatien og hele den parallel-verden, man har, når man har en seriøs rygevane. Jeg var da clean fem dage om ugen, og ude af hash-boblen. Men da it-boblen kom, boomede festen, så man startede om onsdagen ... og da cola-“tømmermænd” varer to-tre dage, var det kun onsdag fra 08-21 jeg var klar mentalt ... resten af tiden var jeg høj eller havde tømmermænd. 

En tur til Miami satte tingene i perspetiv. Jeg mødte en dealer, jeg betalte og bluffede for at introducere mig til hans syd-amerikanske bagmand, der af sikkerhedshensyn havde “kontor” i et mobile home med mange nummerplader. Jeg blev kropsvisiteret, og de troede jeg var tosset, da jeg ville teste ved at tage en streg, der ville blive anset som beskeden i Kbh – jeg brokkede mig, da det ikke smagte eller virkede ... de første syv minutter ... så startede salsaen og nosserne faldt ned, flimmer i øjenkrogen, kilden i tæerne ... MEN ... ingen uro. Jeg trippede bare, ren tilfreds velvære, det hvide lys, orgasme i pulverform. Fishscale, perlemorblank, tør rock med struktur, med en smag af jungle, ikke acetone. Og en nøglespids drys var rigeligt, og jeg behøvede ingen alkohol, da der ingen URO var. Faktisk var det et helt andet stof, end det harske danske cola, og jeg opsøgte da også en retskemiker, der testede 160 prøver om året for politiet, taget fra alt fra gade og klubnarkomaner til store partier fra skibe og lufthavne, hele spektret. Han fortalte at 80% af al cola i DK er mellem 0-20% rent ... og der tit kun er 0.7g i posen ... og over 70% indeholder ormekur aka. levamisol og fenacetin – stoffer, der blandt andet smadrer nyrer og lever, laver sår og derudover nedbryder imunforsvaret – og giver kræft. Ormekuren er tilmed næsten umulig at afsløre, da den måler ud som cola i de gængse gadetests. Selv freebasere, der koger cuttet væki salmiak, spotter det ikke. Det forklarede måske min mere eller mindre permanente bihulebetændelse, min faldende potens, de depressive perioder jeg kæmpede med – udover en skrantede økonomi og en vennekreds, der kredsede om snavs og var begyndt at tage piller for at modvirke den nedtur, der har lært mig så meget og holder det daglige snif fra døren.

Moralen og de nye ideer udeblev og blev udskiftet med intriger, grådighed og dumhed. Og der kom en ny generation, der voksede op på steroider og julemix, som vi voksede op på hash og cola. De oplevede syntetisk kærlighed med MDMA, før de fik deres første knald, og de åd Viagra, fra de var teens. De nye robotter var landet, og de gamle ravere og gangstere pakkede sig, hvis de ikke allerede var i fængsel, på landet eller i behandling. Det var ikke en branche eller en subkultur mere, det var et psykosocialt neurosefællesskab for kyniske kortsigtede voldelige eller selvdestruktive ADHD-børn, ofte med våben. Det er stadig sådan at der ikke går en uge uden en gammel, før så følsom ven, fucker up og skal have usødede råd og vejledning og en tur i NA, ikke en måned, uden at jeg dropper 4 dages antabus i en smoothie bag ryggen på en ven før weekenden, da de fleste ikke kan sniffe meget uden at drikke (dagens tarvelige trick). Jeg føler mig som en gadepræst i vores generations Vietnam, og nu er det så billige “rene” MDMA-sten, der flyder derude sammen med latterlige Ketamin. I sidste weekend sniffede mine venner det på et club-toilet, og blev så bange for lyde og sig selv, at de gemte sig stumme derinde i to timer.

Prisen for mig har været høj. Jeg er lige fyldt 50, men er stadig freelance, har ingen børn og bor i en to værelses lejelejlighed. Men ok, jeg har aldrig drømt om det “normale” liv. Nu, hvor jeg tager meget lidt, overvejer jeg da at få mere faste rammer, men det er svært. Det er som om, stofferne har taget 20 år af mit liv. Måske er det derfor, jeg foretrækker damer på 25 i stedet for min egen alder. Jeg lever på mange måder som en på 25-30, hahaha. Heldigvis er der noget, jeg har glemt i denne jammerrap, rosinen i pølseenden: vikingernes egne, gratis psilosybin svampe. En gratis transmittersubstans, der virkelig sætter blus på den biokemiske hjernecomputer, en mild, tømmermands-fri syre. Doseret rigtigt, er det det eneste stof, hvor jeg føler, at jeg VINDER noget, og ikke bare taber hjernebark for en fornemmelse. Jeg kan huske alt muligt bagefter, min hjerne er rewired. Glem LSD og alt det nye gøgl man kan købe via nettet, det føles bare som et CIA-eksperiment ... hvilket lsd var ... plus, at det varer alt alt for længe. Hvem orker, at blive genfødt og køre igennem skizoide og paranoide og religiøse tilstande i 16 timer plus? Svampe kan doseres ret præcist og varer max 4 timer, meget passende hvis man er i behagelige omgivelser. Jeg har fået ændret mit liv, min opfattelse af tid og rum og alt det andet store. Set at verden blot er NU, at døden er rar nok, at alt er lavet af det samme fraktal-mos og ikke mindst hvidt lys. Jeg bliver filterløs som en baby, boblende af overskud. Og alle andre stoffer føles bare klamme og afsløret som det gift, de er, hvis man tager dem på svampe.

Måske er jeg bare produkt af en halvlykkelig barndom, måske tripper jeg mere på åndedrætsteknik, damer og kreativt arbejde, måske snyder jeg mig selv, når jeg siger, jeg efter alle årene har fundet en balance. Jeg kan reproducere de fleste positive tilstande, som stofferne har hjulpet mig med at kortlægge – uden stof. Jeg tager kun rusmidler – alkohol er også et stof – når jeg har overskud og har ryddet skrivebordet, og det er gode testede varer og max en gang om ugen, selvom idealet er hver tredje uge, og tro mig, det går den vej. Jeg tror ikke jeg er mere kreativ på stoffer, eller orker at har arbejde påvirket i 15 år. Men mennesket har altid haft brug for et kontroltab, og stoffer er nu engang mere handy end religion. Problemet er bare, at serotonien forsvinder, og selv om du uventet får penge tilbage i skat den første forårsdag, er du ligeglad ... og når du tager en streg til bliver du bare “frisk” og stram, ikke happy. Som sagt forsvinder forelskelsen. Så jeg er bare kommet til en rationel cost-benefit analyse af min typiske bytur: jeg er sjov og høj fire timer, så tåger jeg otte, så er jeg dum 72 timer. Det koster måske 2500 plus tabt arbejdsfortjeneste ...og de problemer med aborter og kønssygdomme og anden social dissonans, man også risikerer. Men hvad fanden, er det ikke bedre end at dø foran stress-skærmen, mens man chatter om pension, politik og mad og måler hæk med naboen? Folk får jo stoffer overalt, selv i fængslet. Krigen mod stoffer er tabt, alle har glemt mafiaen blev bygget af alkoholforbuddet. Vi burde se mere på, HVORFOR, der løst sat er 800.000 på for meget sprut, 400.000 på lykkepiller, 500.000 på smertestillere, 300.000 på hash, 20.000 på junk og et ukendt antal “weekendnarkomaner” som mig ... i verdens mest lykkelige land? Vi kunne smadre den sorte økonomi, hvis staten udkonkurrerede gangsterne med rene, billige stoffer. Jeg er så pisse træt af at betale til bevæbnede fascister i diktaturer og i banderne via min dealer.

Der er jo så mange penge i lortet. Et kilo koster måske 7.000 i junglen og kan cuttes til 4 kilo, der koster 2.4 mill på gaden, naturligvis er pengene spredt over typisk 3-6 led, men alligevel ... man kan ikke stoppe noget så profitabelt. Det meste på markedet er jo pre-cuttet bras fra Spanien eller mest Amsterdam, selvom der findes sjældne freebase cowboys med blå pas, der henter selv direkte. Bagmændene møder man næsten aldrig, de sidder og griner på en strand og rør aldrig noget, mens deres soldater fucker op. En reel mafia er der ikke, og sydamerikanerne glimrer ved deres fravær her, men til gengæld er der ingen ende på, hvad nettet og hobby-kemikerne finder på, uden tanke på brugeren. Hvis staten gik ind i det, kunne overskudedt gå til en masse informati on og afvænning. Jeg tror desværre, at det er medicin og alkoholmafiaen, der sidder for tungt i EU. Så mit råd er; lad være. Det lærer dig ikke noget, du ikke kan opnå af naturlig vej. Det er gift, du bliver drænet, og du betaler til psykopater, smadrer den tredje verden og dine venner. Gå hellere ud og pluk 20 psiloer, hvis du ikke har for mange lig i lasten – og kun når du er på toppen. 

Mange af os gamle freaks har fattet det samme, de unge har fattet nu. De voksede op med storesøster, der sovsede efter for meget rave, og stive fraværende forældre og en lærer på lykkepiller. De fik aldrig nået at opleve at være voksne i opsvinget, før krisen kom. Nu står de arbejdsløse med studiegæld, så træning og juice-barer vejen op, stoffer er en passé anakronisme, en dekadent luxus-sten i skoen fra den forkælede fortid. Og endnu bedre, de hader livsstil og tv. Jeg tror, at de er de nye 68 ́ere version 2.0. De har set lort nok og vil bygge op, ikke danse rundt i skårene efter krisen i en dum hue med hvidt fake hipt overskæg. Der kommer en ny form for oprør, og stoffer er ikke en del af det.” 

OBS disse erfaringer er ikke en opfordring,og udtrykker ikke forfatterens holdninger.