Verdens største eksperiment i afkriminalisering

Lige siden Portugal for 13 år siden afkriminaliserede narkotika til eget brug, har omverden kigget spændt med over skulderen. Resultaterne er både blevet kaldt en rungende succes og en dundrende fiasko, men en ting er sikkert: I Portugal går man ikke tilbage til det sidste årtusinds narko-politik.
Af: 
Bjarke Windahl Pedersen

Først en kort opklaring: Portugal har ikke legaliseret narkotika. Samtlige stoffer i det alenlange og alfabetisk ordnede tillæg til landets i dag berømte lov nr. 30/2000 om afkriminalisering af narkotika er stadig ulovlige, og den portugisiske stat bruger ligesom resten af EU-landene store ressourcer på at holde portugiserne ude af misbrug. Men i den indsats fylder politi og retsvæsen mindre, forebygning og behandlingstilbud mere, og det har ifølge flere positive internationale evalueringer gjort hele forskellen.

  “Mennesker, som tages med stoffer i Portugal, bliver ikke længere arresteret eller behandlet som kriminelle. De bliver i stedet sendt til en kommission af sundhedsprofessionelle, hvor de får tilbuddet om, men ikke tvinges til, at få offentlig behandling. Det grundlæggende mål er at få folk i behandling”, skriver juristen Gleen Greenwald.

 I 2009 udarbejdede han, for den amerikanske tænke-tank CATO-instituttet, den første store udenlandske evaluering af den portugisiske afkriminalisering, som han ikke tøver med at kalde en succes:  “På alle parametre er Portugals afkriminalisering af narkotika en rungende succes. Brugen af narko er i mange kategorier faldet i absolutte tal, inklusiv i de unge befolkningsgrupper som 15-19-årige. I de kategorier, hvor forbruget er steget, har stigningen været beskeden og langt mindre end i mange af de andre EU-lande, hvor man fortsat kriminaliserer.”

10-dages-grænsen
Et gram heroin, amfetamin eller MDMA. To gram kokain. 5 gram hash. 25 gram pot og listen over lovlige mængder fortsætter. Ifølge de portugisiske myndigheder svarer det til cirka ti dages personligt forbrug, og her går grænsen for, hvad du må have i lommerne, før du risikerer at blive retsforfulgt for narkohandel, som stadig er en kriminel lovovertrædelse. Holder du dig derimod inden for grænserne for hvert af de stoffer, som er omfattet af loven, og som stadig er forbudte, er der tale om en “administrativ” forseelse. Oversat fra paragraf til gade betyder det, at politiet i Portugal stadig standser folk, tjekker dem for stoffer og konfiskerer, hvad de måtte finde. Men først vejer de 
fangsten for at tjekke, om den overskrider 10-dages grænsen. Gør den det, er det business as usual, du bliver sigtet og risikerer fængselsstraf, præcis som hvis du selv dyrker eller fremstiller stoffer omfattet af loven. Er du derimod alene bruger, og holder du dig inden for grænserne, lader politiet dig gå igen med et påbud om at kontakte den lokale stofmisbrugs kommission inden for de næste tre døgn. 

Den tyske avis Spiegel var i foråret med, da en ung mand i Lissabon måtte melde sig hos den lokale stofmisbrugskommission efter at være blevet stoppet med hash på sig. Besøget starter med en halv times samtale med en socialarbejder, som vurderer, om drengen er i fare for at udvikle et reelt stofmisbrug. Så tager en psykolog og en advokat over for at advare om risikoen ved stoffer. Og endelig får han at vide, at hans sag bliver lukket, så længe han ikke bliver taget igen inden for de næste tre måneder. 
“Vi fortæller ikke nogen, at du har været her, og det her kommer ikke på din straffeattest”, forklarer advokaten. 
Dukker drengen op på kontoret i Lissabon igen i den nærmeste fremtid kan kommissionen give ham en bøde eller et par dages samfundstjeneste. Men det ønsker de, som de selv forklarer det til Spiegel, hverken at gøre mod teenagere, eller mod svært afhængige stofbrugere, der i forvejen kæmper for at finansiere deres misbrug. Formålet er at få så mange, som har brug for det, i behandling. I tørre tal sender politiet i Lissabon årligt omkring 1500 mennesker videre til den lokale anti-narkotika-kommission, 70 procent af sagerne handler om marihuana.

“Humanistisk og pragmatisk”
– kalder chefen for den portugisiske antinarkotikaindsats, lægen João Goulão, selv den portugisiske måde at bekæmpe stofmisbrug på. Goulão var i slut 90 ́erne med til at designe loven, og i dag bruger han en stor del af sin tid på at mætte den internationale appetit efter Portugals erfaringer. 
“De mest uorganiserede grupper af stofmisbrugere er nu gradvist begyndt at opsøge behandlingscentrene. Folk plejede at være bange for at kontakte dem, af frygt for at blive meldt til politiet. I dag kommer de spontant og frygter ikke at identificere sig selv”, forklarer han, da han i et nyligt interview med Inter Press Service skal pege på de mest positive resultater.
  “Brugen af næsten alle illegale stoffer er faldet i den yngste del af befolkningen, og der har været et drastisk fald i brugen af intravenøse stoffer og som følge heraf også i spredningen af AIDS. Narkorelateret kriminalitet er også faldet,” siger João Goulão. Den efterhånden store mængde pionerdata, som Portugal har indhentet siden kursskiftet for 13 år siden, bliver dog stadig diskuteret og også mødt med skepsis uden for Portugal. For dels er det sparsomt med info fra før år 2000, og dels er det svært at sammenligne de portugisiske tal med udviklingen i andre lande. Eksempelvis stiger antallet af voksne, som på et tidspunkt i deres liv bruger illegale stoffer, i Portugal, men det samme sker i mange andre europæiske lande. Til gengæld er antallet af stofbrugere, som er kommet i behandling steget dramatisk, ligesom de tidligere politiske modstanderes bekymring for at forvandle Portugal til én stor narkoslum har vist sig ubegrundet.  En kortfattet kommentar fra det amerikanske Office of National Drug Control Policy opsummerer meget godt den fort satte skepticisme mod Portugals afkriminaliseringspolitik. 
“Mere data er nødvendig, før der kan drages faste konklusioner, og disse konklusioner gælder muligvis kun Portugal på grund af dets unikkes omstændigheder og en historie med et uforholdsmæssigt stort heroin-misbrug.”

Heroinepidemien
Chefen for det portugisiske arbejde mod narkotika-misbrug João Goulão holder sig på afstand af den internationale debat om, hvorvidt Portugals erfaringer kan overføres direkte til andre lande.
  “Vi har ikke fundet en mirakelkur, men kriminaliseringen virkede med sikkerhed ikke særlig godt,” siger han til Spiegel og understreger, at Portugals succes ikke alene kan reduceres til spørgsmålet om afkriminalisering af brugen, men er resultatet af en indsats, som både fokuserer på at reducere udbud og efterspørgsel og øge præventive tiltag, behandling, og stofbrugerens mulighed for at blive en del af samfundet igen. For de stærkeste fortalere for denne tilgang er det bevis nok, at der ikke længere findes portugisiske politikere, som taler for at gå tilbage til kriminaliseringen. Et argument mere kan de få, når resultatet af Portugals igangværende undersøgelse af den samfundsøkonomiske besparelse ved ikke længere at retsforfølge og fængsle brugere og misbrugere foreligger. 

At det var unikke omstændigheder, som i første omgang gjorde afkriminaliseringen mulig i Portugal, er João Goulão dog enig i. Efter det portugisiske diktaturs ophør i 1974 strømmede stoffer som noget nyt ind over landets grænser, og de blev, ifølge Goulão selv, forbundet med et udbredt løfte om frihed. Det førte til store misbrug og en decideret national heroin epidemi, som toppede i 1990 ́erne. Op mod 100.000 portugisere, en procent af landets samlede befolkning på tidspunktet, blev dengang vurderet til at have et svært sundhedsskadeligt misbrug. Det var på denne baggrund, at en nedsat kommission af apolitiske sundhedseksperter begyndte at tegne konturerne til en ny narkotikapolitik, som førte direkte til lov nr. 30/2000: “Behandlingen af stofmisbrugere som mennesker med en sygdom og ikke kriminelle vandt opbakning i befolkningen, fordi fænomenet skar igennem alle samfundslag og sektorer”, siger Jaoa Goulão til Inter Press Service.“Det var nærmest umuligt at finde en familie, som ikke havde en søn eller datter, nevø, niece, fætter eller kusine med misbrugsproblemer. Familien vidste, at de ikke var kriminelle, men at de havde brug for hjælp. Den sociale stemning for afkriminalisering i Portugal var noget, som voksede ud af civilsamfundet.”