Narkoslang på gadeplan

Stofkulturen flyder over med slangudtryk og mærkelige betegnelser for stoffer og det at være påvirket. Mandehash, husmorjunk, bøf, ost og hest vidner om et stort sprogligt overskud blandt de mennesker, som omverdenen ofte betragter som ressourcesvage.
Af: 
Jonas Demant

Det sprog, vi bruger til at tale om stemningsændrende stoffer i den danske offentlighed, er ofte upræcist og ladet med fordomme om stofbrugere. Men ligesom stofferne og deres virkning er forskellige, så er brugerne det også. De kommer fra forskellige miljøer og klasselag, deres brug har varierende omfang, ligesom de har forskellige motiver for at beruse sig. Alligevel må brugerne ofte se sig selv reduceret til stereotype forestillinger om stofbrugeren.

Den måske mest dominerende og sejlivede forestilling beskriver stofbrugeren som en person, der henslæber tilværelsen i viljeløs afhængighed og permanent armod. En anden stereotyp dukkede op omkring årtusindeskiftet. Den beskriver stofbrugeren som en selvoptaget og tankeløs teenager, der høj på ecstasy og rottegift danser sig selv ihjel til technomusik.

Men for det første tager stereotyperne afsæt i ekstreme tilfælde og dækker derfor langtfra den store variation i gruppen af stofbrugere – eksempelvis er den store gruppe af rekreative brugere sjældent repræsenteret i den offentlige samtale om stoffer. For det andet frakender stereotyperne stofbrugerne deres individualitet – det vil sige deres evne til at handle og reflektere over deres egen situation.

Der findes forskellige måder at komme bag om stereotyper og fordomme. En af dem er at se på det sprog, brugerne taler. Det er nemlig værd at bemærke, at der blandt stofbrugere - også dem man normalt opfatter som ressourcesvage – findes et sprogligt overskud, som sjældent ser dagens lys. Det sproglige overskud, som man kunne kalde narkoslang, giver adgang til et mere fordomsfrit blik på stofkulturen på godt og ondt i al dens mangfoldighed.

 

Tiggersprog

Faktisk er ordet ‘slang’ selv et slangudtryk. Det stammer fra betegnelsen slanguage, som er en sammentrækning af det engelske beggars language, det vil sige tiggersprog. Ordene er med tiden blevet sat sammen, således at s’et fra beggars blev sat foran language. Det er så blevet til slanguage, der igen over tid er blevet forkortet til slang.

At alternativ sprogbrug oprindeligt er blevet sat i forbindelse med tiggere, vidner om, at slang har været anset som noget underlødigt og forbundet med lavstatus. Det er formentlig derfor, at den første danske slangordbog fra 1866 blev udgivet under pseudonym. Den blev skrevet af professor i orientalske sprog, Viggo Fausbøll, men fordi Fausbøll ikke offentligt ville stå ved at beskæftige sig med sprogets mere vulgære sider, stod der V. Kristiansen på bogens ryg, da den udkom.

Viggo Fausbøll bruger ikke selv betegnelsen slang, men kalder det ‘gadesprog’. Han skriver i forordet, at ordbogen skal tjene som advarsel mod den trussel, som gadesproget udgør, og at det i øvrigt er familiefaderens opgave at forhindre, at denne type sprog trænger ind i familien.

I dag er holdningen til slang noget mere afslappet, men betegnelserne ‘tiggersprog’ og ‘gadesprog’ peger på et forhold, der stadig gælder i dag. Nemlig at den alternative og kreative sprogbrug især findes på kanten af majoritetssamfundet.

I en senere dansk slangordbog udgivet i 1962 beskrives slang som handlingens sprog, der “smider jakken, spytter i næverne og tager fat”. Slang begynder med andre ord dér, hvor den formelle sprogbrug hører op. Det er måske forklaringen på, at sproget netop blandt stofbrugere er så opfindsomt. Fordi her må man selv opfinde ordene, hvis man vil forklare sig og kommunikere indbyrdes.

 

Heste og riddere

Slang udspringer næsten altid af konkrete erfaringer. Som når en type beroligende piller, de såkaldte benzodiazepiner, i området omkring Vesterbro i København bliver kaldt ‘dommervagtpiller’. Det gør de, fordi dommervagten med stor sandsynlighed er det sted, du vågner op, når du har taget sådan én.

Samme medikament kaldes blandt mennesker, der bruger forskellige former for hallucinogener, for ‘trip-dræber’, fordi de er gode til at afrunde et trip. Måske især hvis trippet har udviklet sig i en ubehagelig retning. En pointe er her, at betegnelsen benzodiazepiner, modsat slang-betegnelsen, intet fortæller om den sammenhæng, stoffet indgår i.

Slang-betegnelserne afslører også en humoristisk omgang med sproget, som når stoffet ketamin kaldes for ‘hest’, fordi dets oprindelige brug er hestebedøvelse. Af samme grund kalder man det at være under indflydelse af ketamin for ‘at ride’, ligesom brugeren af stoffet kaldes for ‘en ridder’. At kalde en person, der er under indflydelse af ketamin, for en ridder bør opfattes ironisk, da personer på ketamin sjældent bevæger sig særlig meget eller specielt hurtigt.

 

Den store sagsbehandler

Slang retter sig ikke nødvendigvis mod stoffet eller rusen. Den kan også afsløre noget om blikket på autoriteter og myndigheder. Som når en mand, der vågner op fra en overdosis, hævder, at han har været ‘oppe at hilse på den store sagsbehandler’ – det vil sige Vorherre. Man forstår på vendingen, at der også må findes en ‘lille sagsbehandler’, og at denne - ligesom Vorherre – har indflydelse på brugerens skæbne.

Vendingen er formentlig opstået i et miljø, hvor sagsbehandlere frekventeres oftere end blandt gennemsnittet. En anden autoritet, der må lægge ryg til øgenavne, er politiet, som på Christiania kaldes ‘ost’ og på Vesterbro omtales som ‘reklame’ – vist nok fordi politibiler før i tiden blev kaldt ‘reklamevogne’, fordi de har ‘POLITI’ malet på siderne af bilen. Ingen af delene er vist kærligt ment.

 

En svensker ved middagsbordet

Når slang tidligere er blevet opfattet som vulgært, er det nok, fordi gadesproget er kendetegnet ved ikke at have berøringsangst overfor de emner, man ikke normalt taler om ved middagsbordet. For eksempel når det at indtage sit stof analt kaldes for ‘en svensker’.

Hvorfor det lige er broderfolket, der skal lægge navn til den aktivitet, er uvist, men måske det har noget at gøre med den almindelige stemning i folkedybet, der opfatter Sverige som arvefjenden. I hvert fald omtaler man også det at knuse hovedpinepiller og sælge dem som kokain som ‘svensker-tricket’.

Dårligt eller falsk stof kaldes under tiden også for ‘bøf’. Det er dokumenteret, at stofkulturen generelt er kendetegnet ved en overrepræsentation af mænd. Det afspejler sig også i sproget om stoffer på den måde, at jo hårdere stoffet er, jo mere forbindes det med noget maskulint.

Eksempelvis kan brun heroin betegnes som ‘mandehash’, mens hash omvendt sommetider omtales som ‘husmorjunk’.

 

Ganja og himmelhø

Stofbrugerslang er ofte lokalt og knyttet til en særlig gruppe mennesker. Derfor er den sproglige variation i talen om cannabis også større end eksempelvis kokain, fordi cannabis er mere udbredt, og miljøerne er mere spredte. Mængden af ord og vendinger for cannabis er derfor overvældende og næsten umulige at opsummere.

Blandt de mest udbredte ord for hash er: Bred, bønne, fed, fidro, galar, hashis, ju, kaya, kif, kush, klump, knold, nold, ryger, røg, sju og tjald. Mens marijuana blandt andet omtales som pot, græs, grøn, ganja, det grønne, himmelhø, hø, kvist, juletræ, weed og ukrudt.

Der skal ikke mere end en håndfuld mennesker til at udvikle deres eget lokale lingo. En person fortæller mig, at de i hans omgangskreds kalder en joint for ‘en leno’. De havde først kaldt jointen for en ‘jay’, men derfra satte de ordet i forbindelse med den amerikanske talkshow-vært Jay Leno, hvorefter det endte med at hedde ‘en leno’.

Andre og måske mere gængse udtryk for jointen er: Blålyn, blammer, johnny, ju, juju, lyn, pind, spliff, stok, stødtand og søm. Hvis jointen er stor og indeholder tobak fra to cigaretter, kaldes den undertiden for ‘en toløber’. I samme boldgade kan en chillum, hvis den er tilpas stor, benævnes som ‘et stoleben’. Blandes og ryges flere typer cannabis, kan man tale om ‘en troldmand’, ‘en troldfinger’ eller ‘en tryllestav’.

 

Kodesprog

Rundt om på nettet findes der forskellige tilløb til at indsamle stofbrugerslang. Problemet med de initiativer er, at deres målsætning er at afsløre stofbrugernes hemmelige koder blandt andet for at hjælpe forældre til at gennemskue, om deres teenagebørn er på vej ud på et skråplan. På den måde minder det om Viggo Fausbølls 150 år gamle slangordbog, som mistænkeliggør den alternative sprogbrug og opfatter den som en trussel mod familien.

Opfattelsen af slang i bred forstand har muligvis rykket sig de seneste 150 år, men stofbrugernes lingo er forsat ikke stuerent, og det er en misforståelse, at stofbrugernes slang er opfundet for at snyde politiet eller narre bekymrede forældre. Stofbrugerslang opstår og udvikler sig spontant. Det kan fungere som en kulturel markør, der viser tilhørsforhold, men det præciserer også tit den sproglige omgang med virkeligheden. Sidst men ikke mindst tilbyder brugernes slang et mere fordomsfrit og humoristisk blik på stofkulturen, end det man normalt møder.