MK Ultra – Soldater på LSD

Illustration af Thomas Pålson
Illustration af Thomas Pålson
“Da en af soldaterne kravlede op i et træ for at fodre fuglene, gav troppeføreren op og måtte indrømme, at han ikke kunne kontrollere hverken sig selv eller sine mænd – og så knækkede han sammen af grin.” Citat fra lydsporet til en video som dokumenterer den britiske hærs forsøg med at give soldater LSD i 1963.
Af: 
Thomas Pålson

Da den schweiziske forsker Albert Hofmann i 1943 afprøvede sin nyopfundne kemiske substans, LSD, på sig selv og begyndte at trippe på cykelturen hjem fra laboratoriet, stod det klart, at der var tale om en ekstraordinær opdagelse. Bare en lille smule af det nye stof viste sig, at kunne bringe mennesker ind i hidtil ukendte mentale dimensioner.

LSD blev en efterspurgt vare blandt forskere, psykologer og andre faggrupper, som i den følgende årrække gennemførte mange eksperimenter med at give patienter – og sig selv – stoffet for at se, hvad det kunne. Den amerikanske efterretningstjeneste,CIA, blev også hurtigt interesseret og begyndte hemmeligt at eksperimentere med den nye substans. Gennem de næste mere end 20 år gennemførte tjenesten en lang række forsøg som led i et program ved navn “MK Ultra”, der gik ud på at finde måder at styre menneskers sind og hjernefunktioner – og her kom LSD til at spille en hovedrolle som potentielt kemisk våben.

Man forsøgte sig også med isolation, sansemæssig afskærmning, hypnose, verbal og seksuel mishandling, elektrochok og diverse kemiske substanser i jagten på at opnå et særligt mål, som man med et nyt ord kaldte “hjernevask”. Et af målene var at slette folks hukommelse og identitet for at erstatte den med en ny bl.a. ved hjælp af kasettebånd, hvor monotone patriotiske beskeder blev gentaget, mens den pågældende person var under påvirkning. 

En anden idé kaldte CIA “mindumbing”. Den gik ud på at påvirke fjendtlige soldaters kampgejst ved at slette deres ideologiske overbevisninger på forskellig vis – russerne var den store fjende dengang og man tænkte først og fremmest på kommunismen. I forsøget på at nå disse mål gav CIA, som en del af MK Ultra-programmet, doser af LSD til både amerikanske soldater og til almindelige amerikanske og canadiske borgere, de sidstnævnte grupper uden deres vidende. Det er uklart, hvor mange der var tale om og hvorvidt eksperimenterne blev opfattet som en succes internt i CIA, men da programmet blev afsløret for offentligheden – bl.a. via en række høringer i senatet – blev MK Ultra officielt lukket ned i 1973. 

Det var ikke kun var den amerikanske hær, som gav sine soldater LSD. Billederne på de følgende sider viser både amerikanske og britiske soldater, som blev udsat for forsøg med stoffet i henholdsvis 1964 og -63. Hold af soldater blev først bedt om at gennemføre en normal militær øvelse. Bagefter fik de hver en dosis LSD i et glas vand og blev så bedt om at gentage øvelsen.

Tags: