Heroin, politik og klassekamp

De første laboratorier til produktion af heroin åbnede i den franske havneby Marseille tilbage i 1930’erne under turbulente forhold. Det faldt sammen med moderniseringen af den sicilianske mafia i USA, der ved at pionere den illegale narkotikahandel blev en af de mest magtfulde kriminelle organisationer i verden.
Af: 
STEEN ANDERSEN

For most Americans, Marseille means only heroin, but for the French this bustling Mediterranean port represents the best and the worst of their national traditions. Marseille has been the crossroads of France’s empire, a stronghold of its labor movement, and the capital of its underworld.”

(The Politics of Heroin in Southeast Asia)

 

Hen ad hovedgaden i havnebyen Marseille marcherer tusinder af havnearbejdere, fagforeningsfolk og kommunister i en massedemonstration. De protesterer over faldende lønninger og levevilkår, den stigende korruption og de franske fascisters voldelige forsøg på at vælte republikken. Vi befinder os under 1930’ernes økonomiske depression og fascisterne er på fremmarch i Europa. I Frankrig forsøger kommunister og socialister at forsvare republikken med en serie af demonstrationer, der ofte ender i blodige konfrontationer.

Pludselig dukker en gruppe mænd op og begynder at skyde ind i mængden med pistoler, hvorefter de forsvinder ind i de smalle sidegader. Folk vælter sårede om, der opstår panik og demonstrationen er snart ude af kontrol. Politiet kommer til, får drevet arbejderne væk fra hovedgaden, og de sårede bringes på hospitalet. Men ingen af gerningsmændene, som skød på demonstranterne, bliver efterfølgende arresteret, selv om de er kendte af politiet.

 

Marseilles første rigtige gangstere

Bag angrebet på demonstranterne stod gangsterlederne Francois Spirito og Paul Carbone, hvis mænd fungerede som spydspids for fascisternes vold i Marseilles gader. I begyndelsen af 1930’erne var parret nået til en forståelse med Marseilles fascistiske viceborgmester Simon Sabiani om at støtte hans tilhængere mod til gengæld at opnå visse forretningsmæssige fordele i byen.

Spirito og Carbone tilhørte Marseilles minoritet af korsikanere (cirka ti procent af indbyggerne), og havde sidst i 1920’erne tjent gode penge på bordelvirksomhed i Cairo, Egypten. Den succes gentog de efterfølgende i endnu større skala i Marseille, og forstod samtidig at opnå politisk indflydelse til at udvikle og beskytte deres voksende kriminelle imperium.

Sammenstødene mellem demonstranter og Spirito og Carbone’s pistolbevæbnede mænd varede i fire år, indtil venstrefløjen vandt valget så byen fik en socialistisk borgmester. Fascismens udbredelse havde imidlertid politiseret byens kriminelle miljø og gjort netværket af korsikanske syndikater til en vigtig magtfaktor i politik. Spirito og Carbone’s styrke blev derfor ikke svækket betydeligt som følge af det politiske magtskifte. De åbnede uhindret det første laboratorium til produktion af heroin i begyndelsen af 1930’erne for at forsyne det voksende europæiske og amerikanske illegale marked, og med udbruddet af den spanske borgerkrig udvidede de deres forretning til også at omfatte våbenhandel.

Deres politiske indflydelse blev fuldt ud genetableret i 1940, hvor tyske tropper besatte Marseille, men snart blev mødt af en meget aktiv kommunistisk modstandsbevægelse. Gestapo fik desperat brug for informanter og lokale med handlekraft og indflydelse. Og Spirito og Carbone var mere end villige til at samarbejde, hvilket de blev rigeligt belønnet for, samtidig med at myndighederne undlod at blande sig i deres kriminelle aktiviteter.

Krigslykken varede imidlertid kort. Carbone omkom i 1943 i et tog som modstandsbevægelsen sprang i luften. Spirito flygtede til Spanien i 1944 efter de Allieredes landgang i Normandiet, og kom i 1947 til USA, hvor han tog del i efterkrigstidens omfattende heroinsmugling mellem New York og Marseille, indtil han blev arresteret i 1950.

Men nye ledere fra det korsikanske miljø i Marseille, som havde valgt at kæmp mod den tyske besættelse, stod ved krigens afslutning klar i kulissen til at tage over, og bygge videre på arven efter Spirito og Carbone, nu i tæt samarbejde med den italiensk-amerikanske mafia.

 

Den nye amerikanske mafia

Med de amerikanske myndighedernes forsøg på at begrænse brugen af heroin op igennem 1920’ere opstod der et helt nyt marked for de kriminelle organisationer. Det stigende salg af illegal heroin i USA blev i begyndelsen styret af jødisk-amerikanske gangstere som dominerede den organisere kriminalitet. De sicilianske æresbegreber, der forbød indblanding i salg af narkotika og prostitution afholdt den italiensk-amerikanske mafia fra at udnytte de nye forretningsmuligheder. Mafiaens indtægter til at udbygge deres organisation kom i stedet primært fra spiritussmugleri under forbudstiden i 1920-33. I 1930’erne opstod der en intern krig i den italiensk-amerikanske mafia med en lang række drab på højtstående ledere. Udfaldet blev en ny generation af ledere med siciliansk fødte Charles ’Lucky’ Luciano i spidsen, som fremlagde en plan der skulle modernisere mafiaen. Planen fik hurtigt støtte fra alle af USA’s fireogtyve mafiaklaner, og under Luciano’s ledelse lykkedes det at gøre mafiaen til landets mest magtfulde kriminelle organisationer og pionere mange af de teknikker, som i dag stadig er grundlaget for organiseret kriminalitet. Han lavede også en alliance mellem mafiaen og de jødiske bander, der blev styret af barndomsvennen Meyer Lansky, kendt som ’The Mob's Accountant’. Sammen var de medvirkende til udviklingen af ’The National Crime Syndicate’, et multi-etnisk forbrydersyndikat hvis forlængede arm medierne døbte ’Murder, Inc’.

Den nye generation af mafialedere havde meget lidt respekt for de traditionelle æresbegreber, og med spiritusforbuddet ophør i 1933, var de tvunget til at finde andre måder at fastholde den store profit, som forbuddet havde givet dem. Det fik Luciano til at fører mafiaen ind på det lukrative marked for heroin, som han så store potentialer i. Derudover organiserede han prostitution i en helt ny skala. Han gjorde de prostituerede afhængige af heroin, således at de var tvunget til at skaffe nok penge til deres forbrug, hvilket kun var muligt via regelmæssig prostitution. I 1935 kontrollerede han efter sigende tohundrede af New Yorks bordeller og over tolvhundrede prostituerede.

Sidst i 1930’erne slog myndighederne imidlertid hårdt ned på organiseret kriminalitet og flere mafialedere måtte flygte ud af landet. Luciano blev arresteret i 1936 og idømt 30-50 års fængsel – dog ikke for salg af narkotika, men for hans indblanding i prostitution. Han kom imidlertid ikke til at sidde mere end ti år i fængsel, da der som følge af USA's indtræden i Anden Verdenskrig opstod et aktut behov for den italienske-amerikanske mafiaes færdigheder og netværk.

 

 

I nationens tjeneste

Under Anden Verdenskrig blev smugling af heroin ind i USA stort set elimineret. Det skete som følge af de krigsforanstaltninger, der skulle forhindre infiltration fra udenlandske spioner, sabotage af havneanlæg og de allieredes skibe. USA havde desuden i 1930’erne fået det meste af sin heroin fra de kriminelle kinesiske triader i Shanghai og Tianjin, og i mindre omfang fra de korsikanske syndikater i Marseille. Men Japans invasion af Kina afbrød forsyningerne af både heroin og opium fra Sydøstasien, mens de normale transportruter fra Middelhavet blev afbrudt under krigen og fjendens ubåde gjorde livet hårdt for søfarten.

Kun små portioner heroin blev konfiskeret under krigen og analyser viste, at det enten var meget urent (under 3 procent) eller slet ikke var heroin. Derfor blev de fleste brugere af heroin tvunget til at bryde deres vaner. I slutningen af krigen var der således ifølge Federal Bureau of Narcotics (i dag DEA) kun cirka 20.000 afhængige af heroin i hele USA – mod over 200.000 før krigen. Mafiaens indtægter og indflydelse var derfor faldet til et alarmerende lavt niveau.

En række sabotager i New York’s havn fik imidlertid The Office of Naval Intelligence (ONI) til at tage kontakt til mafiaen. ONI formåede ikke selv at infiltrere og beskytte havnefronten, og lavede derfor en aftale med mafiaen om organisering af antisabotage og overvågning af havnen. ’Operation Underworld’ som samarbejdet blev kaldt, omfattede også den del af havnen, som blev styret af Lucky Luciano, selv om han fortsat sad i fængsel. ONI blev tvunget til at lave en aftale med Luciano hvori han mod at sørge for sikkerhed i sin del af havnen blev forflyttet til et mindre hårdt og lukket fængsel, hvor han jævnligt begyndte at få besøg af militærfolk og højtstående mafiamedlemmer.

Det er uvist præcis hvilken rolle Lucky Luciano spillede fra fægslet i USA. Men noget væsentligt må han have bidraget med. For i 1946 blev han benådet og deporteret til Italien – officielt som følge af hans samarbejde med flåden og hæren i USA under krigen, uden dog at detaljerne om samarbejdets omfang kom frem. Og i de efterfølgende to år løslod og deporterede den amerikanske regering over hundrede andre mafiafolk til Italien.

Lucky Luciano kunne således fra sit exsil i Italien uforstyrret begynde at opbygge et kriminelt imperium, der som følge af udfaldet af Anden Verdenskrig, havde helt nye muligheder for udbredelsen af heroin internationalt.

 

Den tyrkisk-italiensk-amerikanske heroinrute

Efter Anden Verdenskrig nåede de kinesiske heroin-laboratorier i Shanghai og Tianjin knap nok at blive genetableret før Mao Tse-tung’s kommunister sidst i 1940’erne sejrede over nationalisterne i den kinesiske borgerkrig. Det satte en brat stopper for heroinproduktionen i Kina, eftersom de kinesiske triader måtte flygte fra kommunisterne til Hongkong, der stadig var under britisk styre. Elimineringen af den kinesiske heroinproduktion skete næsten samtidig med at Siciliens rolle i den internationale narkotrafik udviklede sig.

Lucky Luciano ankom til Italien i 1946, og kort tid efter begyndte han sammen med sin gamle ven Don Calogero, og deres kontakter i New York, at organisere et internationalt narkotikanetværk, der skulle vise sig at blive af hidtil uset omfang.

I første omgang formåede Luciano at omdirigerede legal heroin fra italienske farmaceutiske virksomheder til det illegale marked i USA. Men i 1950 opdagede det amerikanske Federal Bureau of Narcotics (FBN), at over 700 kilo legal heroin i en fireårig periode var blevet overført til mafiaen. Det fik den amerikanske regering til at lægge pres på Italien for at få begrænset landets legale farmaceutiske produktion af heroin. Mafiaen havde dog på det tidspunkt benyttet sig af sin nyvundne indflydelse og efterkrigstidens svage italiensk regering til at etablere laboratorier på Sicilien.

Heroinen blev hovedsagelig fremstillet af opium fra Tyrkiet. De tyrkiske landmænd havde licens til at dyrke opium, som de solgte legalt til medicinfirmaer, men en stor del af det blev også solgt til det illegale marked, og smuglet videre til laboratorierne på Sicilien. Her forarbejdede man det til heroin, som så af forskellige ruter blevet smuglet til USA.

Denne tyrkisk-italiensk-amerikanske rute fortsatte med at dominere den internationale herointrafik i næsten tyve år med én vigtig ændring: Først i 1950’erne udliciterede den sicilianske mafia heroinproduktionen til de korsikanske syndikater i Marseille. Mafiaen var dygtige organisatorer, men manglede evnen til at administrere de hemmelige laboratorier og smuglervirksomheden, og havde derfor været plaget af en række ransagninger og anholdelser. Med udliciteringen til korsikanerne minimerede mafiaen således risikoen ved direkte involvering i produktionen og distributionen til USA.

Marseille var samtidig en af de største og mest travle havne i Europa, og fungerede derfor som det perfekte ind- og udskibningssted for alle slags illegale varer, med en hyppig ankomst af skibe fra opiumproducerende lande. Det var således let at smugle råvarerne til Marseille fra Tyrkiet, og i et vist omfang fjernøsten, for sidenhen at sende store mængder heroin til New York.

 

CIA og de korsikanske syndikater

Under Anden Verdenskrig havde lederne fra det korsikanske kriminelle miljø i Marseille samarbejdet med den tyske besættelsesmagt, selv om de flest korsikanere var meget imod besættelsen af både Marseille og af selve Korsika. Enkelte gangstere blev derfor i hemmelighed aktive medlemmer af den ikke-kommunistiske modstandsbevægelse, og deres patriotiske aktiviteter sikrede dem en magtbase ved slutningen af krigen, og en vis beskyttelse fra myndighederne som ’en tak for hjælpen’. Det lagde fundamentet for Marseilles fremtidige kriminelle miljø med en ny generation af korsikanske ledere, ligesom det fik en særlig betydning for Marseilles position fra 50’erne til først i 70’erne som centrum for verdens produktion af heroin.

Det var imidlertid hårde tider for de korsikanske syndikater i de første år af efterkrigstiden. Francois Spirito og Paul Carbone havde igennem tyve år domineret det kriminelle miljø i byen, men var blevet væltet af magten som følge af deres samarbejde med Gestapo, og man manglede nu nogle med lederskab og politiske alliancer. Derudover erobrede det kriminelle miljøs traditionelle politiske fjender, kommunisterne og socialisterne magten, på rådhuset ved det først kommunevalg i 1945, og den nye politistyrke rekrutterede mange af dens officerer fra den kommunistiske modstandsbevægelse, som udførte deres arbejde effektivt, når det gjaldt de korsikanske syndikater.

De to mest fremtrædende gangsterhelte fra den ikke-kommunistiske modstandsbevægelse var Guerini Brødrene. Antoine og Barthélemy Guerini havde i begyndelsen af krigen arbejdet for Francois Spirito og Paul Carbone, men begyndte at smugle våben ind til modstandsbevægelsen, og skjulte engelske efterretningsofficerer i kælderen under en natklub ejet af Antoine.

I efteråret 1947 opstod der en kærkommen mulighed for dem, som skulle føre til et magtskifte i Marseille. Efter en måned med kommunistiske og socialistiske strejker og gadekampe med myndighederne i frustration over efterkrigstiden smertefulde økonomi og levestandard, bredte urolighederne sig til hele Frakrig og truede med at lamme landet.

Den kolde krigs ideologiske forestillinger var allerede i slutningen af 40’erne betydelig fastlåste i østlig kommunisme og vestlig demokrati, og den amerikanske administration var følgelig nervøs for at strejkerne var en del af Kommunistpartiets plan om at vælte den svage nye franske regering. En tydelig sejr over kommunisterne i Marseille syntes derfor vigtig for den amerikanske udenrigspolitik. Marseille var en af de vigtigste internationale havn i Europa og således essentiel for den amerikanske Marshall Plan. Hvis de kommunistiske havnearbejdere fortsat kontrollerede havnen i Marseille kunne de true Marshall-planens effektivitet, som skulle give en saltvandsindsprøjtning til det krigshærgede Europa og holde de Sovjet-støttede europæiske kommunister fra magten. Desuden kunne en fortsat kommunistisk dominans i Marseille, som var Frankrigs anden største by, på sigt give det franske kommunistpartiet nok stemmer til at danne en national regering.

Det nyoprettede amerikanske Central Intelligent Agency (CIA) valgte derfor at indgå et partnerskab med de korsikanske syndikater, og begyndte at levere penge, materialer og våben til dem, som de brugte i kampen mod kommunisterne, de strejkende havnearbejdere, samt dem som stod i vejen for syndikaternes egne planer.

CIA’s indblanding skete i hele Frankrig, men de blodigste gadekampe under generalstrejken foregik i arbejdernes traditionelle højborg Marseille. Og da strejkerne ophørte i slutning af 1947 havde de voldsomme begivenheder fået socialisterne til at afbryde kontakten med Kommunistpartiet og i stedet lave en alliance med byens korsikanske syndikater.

Men der skulle gå yderligere tre år og endnu en generalstrejke før at det lykkedes det kriminelle miljø at få den totale kontrol med havnen, der var helt essentiel for udviklingen af deres kommende heroin-eventyr.

 

Total kontrol

Nye strejker opstod i 1950 som følge af de fortsat dårlige økonomiske forhold. Derudover havde arbejderbevægelsen endnu en grund til at indlede en konflikt. Marseille fungerede som Frankrigs port til østen og krigsmaterialer til de franske tropper, der kæmpede i Indokina blev udskibet fra havnen. Krigen var upopulær i hele Frankrig, men især i Marseille, eftersom lederen af oprørsbevægelsen i Vietnam, Ho Chi Minh havde været med til at grundlægge det franske kommunistiske parti og derfor var en populær person.

I starten af 1950 begyndte havnearbejderne at boykotte de skibe, som fragtede forsyninger til krigszonen og forlangte, at regeringen stoppede krigen i Vietnam. Næsten al transport ophørte, og strejken bredte sig til industrien, minierne og jernbanerne. Det fik CIA, og nu også socialisterne til at rekruttere en gruppe kriminelle korsikanere for at få havnearbejderne på andre tanker, og samtidig true de kommunistiske ledere med personlige repressalier. Det viste sig at være en effektiv metode til at løse konflikten og samtidig få kontrol over havnen, som tidligere havde været kommunisternes domæne. Så i foråret 1950 ophørte strejkerne, og forsyningerne blev genoptaget.

Guerini brødrene havde i forbindelse med strejkerne officielt fungeret som fredsmæglere, mens flere af deres folk med støtte fra CIA havde stået for at bekæmpe kommunisterne, hvilket gav dem en særlig stærk dobbelt-position. Sejren over kommunisterne banede desuden vejen for at socialisterne vandt magten på byens rådhus – en position, som de opretholdt uhindret de næste årtier, hvor Guerini brødrene og socialisterne fortsatte deres samarbejde, og medlemmer af de korsikanske syndikater ofte fungerede som bodyguards og kampagnearbejdere for lokale kandidater til socialistpartiet.

 

Men der skulle vise sig at være alvorlige og uforudsete konsekvenser ved den CIA-støttede sejr over havnearbejderne og kommunistpartiet i Marseille. Det kriminelle miljøs nyvundne kontrol med havnen kombineret med deres voksende politiske indflydelse, våben og materialer fra CIA og de korsikanske syndikaters traditionelt udbredte internationale netværk gav ideelle muligheder for etablering af laboratorier og smugling af heroin. Guerini brødrene opretholdt kontrollen over Marseilles heroinindustri i næsten tyve år, hvor de var hovedleverandør til heroinmarkedet i USA.

 

Den franske forbindelse

Produktionen og smuglingen af heroinen fra Marseille foregik relativt uhindret efter 1950, som følge af de korsikanske syndikaters kontrol med havnen og deres indflydelse i det politiske miljø. Fransk politi bemærkede udvidelsen af produktionen til også at omfatte havneområdet i 1951, hvor de officielt registrerede det først laboratorium på havnen. De amerikanske myndigheder blev dog opmærksomme på de korsikanske syndikaters stigende aktivitet allerede i 1947. Her foretog de amerikanske myndigheder den første betydelige beslaglæggelse af heroin fra Marseille til New York, da en korsikansk sømand blev taget med 3 kilo heroin. Senere samme år blev der beslaglagt yderligere 13 kilo og 23 kilo. Det syntes tydeligt for myndighederne, at de korsikanske syndikater ikke kun optrappede deres deltagelse i den illegale opiumhandel fra Tyrkiet, men også deres ekspertise og effektivitet i produktionen og smuglingen af heroin.

I 1960 opstod den første større sag, der viste omfanget af heroin, som kom fra Marseille. På et enkelt år, havde en ambassadør for Guatemala brugt sin diplomatiske status til i sine kufferter at smugle over 200 kilo Marseille-heroin ind i USA.

Det amerikanske Federal Bureau of Narcotics (FBN) årlige rapport i 1960 skønnede, at der årligt kom mellem 1.200 til 2.300 kilo rent heroin ind i USA fra Marseille. Efterretninger viste, at de korsikanske syndikater smuglede cirka 90 kilo heroin ind i USA hver anden uge, mens narkotika-agenter kun beslaglagde 90 kilo på et helt år. De korsikanske syndikater kunne således sammen med den amerikanske mafia mere eller mindre uhindret fortsætte med at udnytte den stigende amerikanske efterspørgsel, så de i 1969 leverede 80-90 procent af den heroin som blev solgt i USA.

De havde en imponerende leveringssikkerhed, og den franske heroin var omkring 85 procent rent. Som følge af den stigende illegale import, blev heroinen billigere på gadeplan og gjort let tilgængeligt i hele USA, og antallet af brugere steg som følge heraf kraftigt. Det fik de amerikanske myndigheder til at henvende sig til Tyrkiet, hvorfra hovedparten af den rå opium til fremstillingen af den franske heroin blev dyrket af tyrkiske bønder til den legale medicinske produktion. Den tyrkiske regering indvilgede i første omgang i at begrænse sin opiumproduktion fra og med 1968 høsten. Men de amerikanske myndigheder pressede den tyrkiske regering yderligere i håb om at et totalt produktionsstop af tyrkisk opium kunne løse det stigende heroinproblem internt i USA. Efter fem år med forhandlinger indvilligede den tyrkiske regering i 1971 helt at forbyde dyrkningen af opium i landet. Dette var et hårdt slag for miljøet i Marseille, som havde fået hovedparten af deres råvarer fra Tyrkiet, og sammen med etableringen af et internationalt politisamarbejde indenfor narkotikabekæmpelse, der økonomisk blev støttet af USA, var det starten på enden for den storstilede heroinproduktionen i byen og den korsikanske dominans over det kriminelle miljø.

 

Krigsheltenes død

I 1972 eksploderede narkotikarelaterede arrestationer i Frankrig fra omkring 57 i 1970 til over 3.000 i 1972, primært som følge af det intensiverede internationale politisamarbejde. Forud var gået nogle år med interne magtkampe i Marseilles kriminelle miljø mellem Guerinis brødrene og deres eneste reelle rival Marcel Francisci, ejer af et internationalt spillesyndikat. Francisci var ligesom Guerinis brødrene gangster-krigshelt fra modstandsbevægelse under Anden Verdenskrig og hans forretningerne nød som udgangspunkt derfor en vis beskyttelse fra de franske myndigheder. Og hans voksende indflydelse i miljøet og i fransk politik op gennem 1960’erne resulterede i Guerinis brødrenes endelige.

I 1967 blev Antoine Guerin skudt elleve gange af to bevæbnede mænd på en motorcykel foran en tankstation. Hans bror Barthélemy, idømtes i 1970 tyve års fængsel for mord, selvom anklagemyndighedens sag manglede beviser og synes at være baseret på spekulation. Men Guernis traditionelle forbundsfæller, Socialistpartiet havde fået deres indflydelse betydelig indskrænket efter et årti med Gaullist partiet ved regeringsmagten og kunne derfor ikke mere give Guerini syndikatet den samme politiske beskyttelse som tidligere. Derimod havde Marcel Francisci været en trofast støtte til Gaullist partiet og organiseret en gruppe korsikanske gangstere til at bekæmpe højre-orienterede terrorister i kølvandet på præsident Charles de Gaulle’s beslutning om at tildele Frankrigs nordafrikanske koloni Algeriet uafhængighed.

Efter Guerinis brødrenes fald skiftede magtbalancen indenfor Marseilles heroinhandel, samtidig med at der skete en optrapning af den internationale kombinerede indsats indenfor narkotikabekæmpelse. Agenter fra USA, Canada, Italien og Frankrig havde med succes arbejdet sammen for endegyldigt at optrævle den franske narkotrafik til USA. Det resulterede i at U.S. Bureau of Narcotics i 1971 kunne anklage Marcel Francisci for at være hovedmanden bag smuglingen af heroin mellem Marseille og New York, dog uden at det lykkedes at få ham dømt som bagmand. I 1982 blev Francisci dræbt af skud i en parkeringskælder i Paris af ukendte gerningsmænd.

 

Det øgede samarbejde mellem myndighederne medførte også til arrestationer og anklager om korruption indenfor politiets egne rækker i både USA og Frankrig. En række officerer fra præsidentkontorets Service d’Action Civique (SAC) blev i perioden 1970-1971 arresteret for heroinsmugling ind i USA, og højtstående agenter fra det franske modstykke til CIA, SDECE blev i 1972 beskyldt for smugling af heroin. Endelig optrævles et netværk af korrupte politibetjente fra New York Police Department (NYPD) som blandt andet havde videresolgt beslaglagt heroin til mafiaen.

I en 14-måneders periode fra 1972 blev seks større laboratoriumer til produktion af heroin stormet og demonteret i Marseille i et samarbejde mellem det franske national narkotikapoliti og Amerikanske narkotikaagenter, og partier heroin på flere hundrede kilo blev beslaglagt ved forskellige aktioner.

Det kriminelle miljø i Marseille var efter Guerini syndikatets fald blevet åbnet op for mange forskellige yngre gangstere som ikke nødvendigvis havde forbindelse til de korsikanske syndikater, og som derfor heller ikke havde megen respekt for de traditionelle regler og kodeks i miljøet. En af de alvorligste konsekvenser var en intensivering af salg og distribution af heroin til det franske marked, som ellers var blevet holdt på et minimum af Guerini brødrene. Så da det blev mere risikofyldt at afsætte heroin til det amerikanske marked vendte de nye gangstere sig til hjemmemarkedet, hvorved Frankrig i 1970’erne blev ramt af en eskalerende heroin epidemi. Det fik den franske regering til at opgive sin ellers moderate holdning til narkotika, og erklærer narkotika ”Frankrigs nummer ét politiproblem”. Det havde dog ikke den store indflydelse på USA’s tilsvarende heroinproblem, eftersom produktionen af heroinen allerede var i færd med at blive flyttet til en anden del af verden.

 

Efterspil: French Deconnection

Marseille position som centrum for verdens heroinproduktion og -distribution kunne ikke være opstået i mange andre europæiske byer. Den historiske baggrunden for udviklingen havde haft unikke vilkår, som følge af byens placering ved middelhavet og status som en af Europas største og vigtigste havne, de mange interne magtkampe, politiske traditioner, det internationale korsikanske netværk, fransk kolonipolitik og omvæltningerne på verdensscenen under og efter anden verdenskrig. Men byen og dens kriminelle miljø var kun en del af et meget større spil i løbende forandring, hvor internationale organisationer og samarbejde indenfor narkotikabekæmpelse konstant truede de kriminelle organisationers position og indtjening.

Og som følge af en styrkelse af det internationale politisamarbejde, Tyrkiets stop for al opiumproduktion og interne magtkampe i både Marseille og på Sicilien i slut 60’erne begyndte mafiaen at se sig om efter nye muligheder. Dens interesse faldt på Sydøst Asien: Saigon, Hong Kong og Singapore.

Marseille ’The French Connection’ mistede således op gennem 1970’erne sin centrale betydning og status som verdens heroinhovedstad.

 

 

KILDER

Wikipedia; The Politics of Heroin in Southeast Asia (Alfred W. McCoy); La Marseillaise (lamarseillaise.fr); Gangster BB (gangsterbb.net); The New York Times (nytimes.com); International Business Times (ibtimes.com); US Drug Enforcement Administration (www.dea.gov); United Nations Office on Drugs and Crime (unodc.org); Den Store Danske Gyldendals åbne encyklopædi (denstoredanske.dk); Byer I – Tidsskriftet Antropologi nr. 47 (Mark Vacher: Marseille);

 

 

FAKTA

Antal brugere af heroin i USA vurderes ved afslutningen af Anden Verdenskrig at have været 20.000. Antallet steg til 60.000 i 1952, 150.000 i 1965 og over 1 mio. i 2012.

På verdensplan skønnes der i 2012 at være 16-17 millioner opium- og heroinbrugere, hvor størsteparten var brugere af heroin.

Produktionen af heroin på verdensplan vurderes i 2013 at være 560 tons med en markedsværdi på 55-68 mia. USD. Det meste af profitten tilfalder dem som smugler heroinen fra produktionsstederne og til de lukrative slutbruger-markeder. Et groft skøn er at over en millioner personer på verdensplan er indblandet i distributionen af heroin. Produktionen af råvaren (opium) til denne enorme undergrundsøkonomi er i dag koncentreret til områder i Afghanistan, Sydøst Asien og Latinamerika – hvor Afghanistan tegner sig for 85-90 procent af produktionen. En position landet har oparbejdet siden 1990’erne.

(www.unodc.org og US Drug Enforcement Administration)